Jeg er aktuel i hele to tidsskrifter i juni måned: I "Det dér" med prosadigtet "Q & R", et forlags-uafhængigt magasin med bidrag af bla. Victor Boy Lindholm, Silas Toft og Jacob Skyggebjerg bare for at nævne nogle få.
Og i Det Poetiske Bureaus Tidsskrift med novellen "Fluffy i retten. "Den sidtnævnte skrev jeg for 2 år siden som en parodisk kommentar til den form for litteratur, som har været meget populær de seneste år, hvor form over indhold har været det fremherskende element, det indadskuende, dagbogsagtige og partikulære, ofte uden universel gyldighed - som Mette Høeg for nylig har fået verbale tæsk for at kritisere. Af den grund er jeg glad for at novellen har fået mulighed for at udkomme lige netop nu. Det er min subjektive kritik af situationen, i kunstnerisk form.
Jeg synes, at Mette Høegs kritik er det mest forfriskende indspark i litteraturdebatten i lang, lang tid. Hun har sagligt og direkte skåret ind til det syge område, hvor den laveste fællesnævner råder og trækker debatten til et latterligt børnehavestadie, hvor store egoer med småtskårne tanker kaster mudder efter den onde pædagog, der stod uden for hegnet til legepladsen og observerede med knivskarp klarhed, hvor degenereret legen var blevet. Personligt er jeg ligeglad, hvorvidt den form for litteratur er skrevet af kvinder eller mænd, jeg er alene interesseret i hvorvidt det er god litteratur. Er den gennemstrømmet af kunst og ånd, har den universel gyldighed eller er det sproglige eksperimenter og tomme æstetiske øvelser, som skal tilfredsstille en bestemt salonfæhighed og slikke røv på tonedannende kritikere? Det er sjældent svært at gennemskue.
søndag den 24. maj 2015
tirsdag den 7. april 2015
Cougarnatten (Procesorienteret novelle)
Dette er en
procesorienteret novelle. Den begyndte med at jeg fik ordet
”Cougarnatten” i hovedet og tænkte at det var en god titel og
begyndte at skrive på den. Så fik jeg lyst til at inddrage mine
skønne Fjæsbogsveninder og høre, hvem de syntes var nogle dejlige
mænd, for ar skrive dem ind i novellen og gøre det inden klokken
21.30. Jeg overskred min tidsgrænse en smule, men det var vildt
sjovt. I love you, ladies. Den er corny og ikke spor perfekt, men den
her går ud til jer:
Cougarnatten
Hey du. Ja dig, 40plus. MILF! Du
er for lækker. Kom ud af de joggingbukser nu. Vi kan godt lide din
krop når den har født fire børn. Den er skøn. Blød. Forstå det
nu, sagde Drengen.
Han var klædt i en dybblå
skjorte af blødt fløjl og man kunne se hans glatte bryst under den.
Hans hår var halvlangt og bølget, og han havde en guldring med en
diamant på den ene lillefinger. Han var klædt i stramme bukser, og
hans sko slanke og skinnende i blankt, mørkt læder. Hans øjne var
skjult under en baseballcap, men hans læber var sensuelle. Ved
siden af ham sad en rigtig James Dean. Hvid t-shirt, blå jeans og
cowboystøvler. Hans mørke hår var redt op i en rock'n'roll
anderumpe, og han smilede på den der skæve måde. Ved siden af
James Dean sad en rigtig black metal baby i en sort Satyricon t-shirt
og sortgrå jeans og 14-huls Docs. Hans lår var veltrænede og
hvælvede sig yndefuldt under de stramme jeans, på en måde så
enhver kunne ane en lige så yndefuld mås bagpå. Hans hår var
halvlangt, glat og sortfarvet, og hans blik var fast. Ved siden af
Black Metal Baby sad Østens Prins med sin mørke lød og selvsikre
smil, hvid åben skjorte og guldkæde på sit behårede bryst. Man
vidste at hvis man havde et støvkorn på hånden, ville han tage den
og puste det blidt væk. Og ved siden af Østens Prins, denne her
aristokratiske unge mand i hvidt jakkesæt med benene elegant
krydset, så man kunne se de blanke, hvide laksko. Hans handskeklædte
hånd førte et slankt cigaretrør i mammutelfenben op til munden.
Hans hår var redt stramt tilbage, og hans øjne var omkranset af
sort sminke. Han var kommet lige fra de brølende tyvere. Til dig.
En rastafyr fyrede op under en
kæmpe joint. Han smilede flabet og tog et dybt hvæs. Hans øjne var
funklende som sorte diamanter omkranset af dreadlocks under en grøn,
gul og rød strikhue. Et rigtigt Rimbeau-rip-off, anæmisk, slank,
med pjusket digtergarn sad i et hjørne med et glas absinth foran sig
med fjerpen og det hele. Det var dig han skrev om, honey. Hvis du gik
hen til ham med en drink, så ville han skrive et til med det samme.
Der var det vildeste line-up på
scenen. Depeche Mode sparkede ballet i gang. Dave Gahan var klædt i
sorte læderbukser, som sad stramt om hans ben og overlod intet til
fantasien, mens han croonede:
”Do we have to wait till our
worlds collide?
Open up your eyes – you can
turn back the tides
dont say you want me, don say
you nedd me
dont say you love me – it's
understood”
Og Martin Gore fyrede den så
meget af på sin guitar, hans gyldne hår, der var linet perfekt op
med gelé I begyndelsen, blev vådt af sveden og gled ned i hans
pande
Så gik David Bowie på, og hans
firserhår faldt sensuelt over de tofarvede øjne, og han sang:
”You are my moon, you are my
sun
tonight the zeroes are singing
for you
yes the are
tonight the zeroes are singing
for you-hoo-hoo”
Og det var ærgeligt, at der kun
var ét nummer til hver, men sådan var det for det var Cougarnatten.
Discokuglen sendte diamanter rundt i lokalet og der var en diamant
til hver eneste kvinde i lokalet. Hvis nogen missede en, samlede
Nicolai K Jensen dem op og gav den til dig, og så gik Marilyn Manson
på, og han sang:
”Kamikaze into your
soul”
David Duchovny rappede sammen med
Eminem mellem numrene, hvor lækker du var, og hvis du var med i
”Californication” eller ”8 mile”, så ville de helt klart
kneppe dig. Christopher Walken gav et funky dansenummer imens iklædt
hvid og svedig skjorte og et rødt bandana om panden; han havde lært
noget street dance siden sidst, og hans jeans sad sindssygt godt og
overlod intet til fantasien. Elvis stod ved siden af dig og du kunne
mærke hans hofter mod dine og han hviskede lige ind i dit øre: ”Det
var mig han lærte det af. Skal jeg vise dig, hvordan jeg gjorde?”
Ralph Fiennes og Sean Connery
bemandede scenen med et uddrag af Shakespeares ”Macbeth”, 5. akt,
scene 5. Ralphs øjne var gennemborende og rene, og hans stemme,
sammen med Seans sofistikerede britiske røst, reciterede unisont:
”To-morrow, and to-morrow,
and to-morrow,
Creeps in this petty pace from day to day,”
Creeps in this petty pace from day to day,”
George Clooney og Hugh Jackman
overtog med samme Shakesperianske skønhed:
”To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools”
Og Yul Brynner med
russisk-amerikansk autoritet svang sig ind sammen medColin Farell med
nutidsaffektion
”The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life's but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,”
Og
Christian Slater sammen med Andrew McCarthy indtog de sidste,
Signiphikante linjer med shakesperiansk ophøjethed:
”And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.”
Og Benicio Del Toro slog sig på
sit behårede bryst som en primal og råbte YEEEEAAAHHHHH!!!!”
Findes der noget mere smukt end
dette, som viser os verdens illusoriske natur? Men festen var ikke
færdig efter dette display af ophøjet europæisk kultur, for der
var et es i ærmet mere til damerne, og det var selvfølgelig ikke
det man forventede, for et band med en sexchange forsanger tog
scenen, Transgender Dysphoria Blues. For hvad er køn andet end det
vi selv gør det til? Det er derfor vi kan svinge os mellem kønnene
som Tarzan og Jane i lianerne og skide højt og flot på
konventionerne og selv definere hvem vi er.
Ricki Hall tog opvasken i bar
overkrop sammen med et korps af tatoverede og piercede goodiepals. De
var SÅ gode til at vaske op! En mandearm med tydelige vener og
markente hår brød pludselig ind i dit synsfelt og tilbød et fad af
afrodisiske shots. Måske granatæble, måske litchi eller passion,
ligemeget, de var berusende, og den arm, der rakte dem mod dig, var
smuk og kyssevenlig og det viste sig, da du havde kysset dig op af
den, at det var den smukkeste, skæggede fyr, du nogensinde havde
set, og han snavede dig så lækkerskægget helt i bund!
Men nu tog den skønneste,
senede, benede fyr tog scenen, og det var Iggy Pop, og han sang:
”I'm a dead rock star”
og det var selvfølgelig cluet
til Jim Morrison om at komme på scenen i det svedigste par
læderbukser, verden nogensinde har set!.
Hvad kunne gøre nogen mere
liderlig end det? Bortset fra Søren Gehlert Schmidt, som er den mest
funky lækre digter, verden nogensinde har set. Det kunne Joakim
Thåstrøm selvfølgelig straks picke up på, og han sang med den
mest intense, gennemtrængende Thåströmske svenske punkede
lidenskab:
”Ingen sjunger blues som
Søren G Schmidt
ingen sjunger blues som Søren
G
hans röst skær som en kniv
hans röst skær som en kniv
en skriver blues som Søren G”
Ude på græsplænen sammen med
John Bender til tonerne af Simple Minds ”Don't you forget about
me” rakte du armen triumferende i luften og råbte: ”JEG ER
DEN FUCKING BEDSTE!” og John Bender tog dig i sine
skovmandsskjortearme og sagde:
”Gu er du så. Du er fanme så
lækker!”
fredag den 6. marts 2015
Det Poetiske Bureaus Boghandel
Det Poetiske Bureaus boghandel, Møllegade 23A, 2200 Kbh N holder åbent fredag-søndag 16-18. Hylderne bugner af Bureauets egne udgivelser, og der er antikvariske bøger til en 20´er.
Du er altid velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe!
Du er altid velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe!
torsdag den 11. december 2014
fredag den 17. oktober 2014
Mindetekst for Knud Heickendorff
I den forbindelse har jeg skrevet følgende tekst, som jeg vil læse op. Jeg deler den også hér, fordi jeg gerne vil dele mine følelser for dette vidunderlige, kreative, gavmilde menneske, som alt for tidligt gik bort. Jeg savner dig, Knud!
Knud og mig og motorcyklen
Drømme kan være så selvfølgelige. Det var helt naturligt,
at Knud og jeg kørte på motorcykel gennem København. Det var en lys
efterårsdag. Luften var sprød som krystal. Vi sad begge to på motorcyklen. Jeg
kan ikke huske hvem, der kørte den. Jeg har personligt aldrig kørt motorcykel.
Jeg ved ikke, om Knud har. Men det var også lige meget. Det var en drøm. Men at
i den var helt naturligt. Som at Knud havde tabt en bamse, der var et lam. Den
lå på parkeringspladsen på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard som den så ud
før den blev lavet til parkeringshus. Grus og jord. Der lå lammebamsen, og vi
samlede den op og kørte videre. Og så var motorcyklen væk, og vi gik hånd i
hånd gennem byen. Der var ingen ord i drømmen. Men også det var ligegyldigt.
Det var selvfølgeligt. Det kunne have været i går, det kunne have været et sted
i evigheden.
Jeg husker en scene fra Prag, som foregik i virkeligheden,
men som lige så godt kunne have været en drøm. Jeg var på en kunstudstilling,
som bestod af en masse forskelige installationer med farvet lys og strømmende
vand og lysende glober, der sejlede på en lille kunstig bæk. Det var et
sansebombardement. Pludselig fandt jeg mig selv i museets café, og en gammel,
mand med et kæmpe stort, gråt skæg og sort hat rakte en masse mærkelige figurer
i glas frem imod mig. Jeg så fascineret på tingene, som han tog frem fra en
kuffert og rakte frem imod mig, mens han sagde ting på tjekkisk, som jeg
selvfølgelig ikke forstod. Jeg troede, han lavede en performance. Mit sind var
blevet stemt af museets lys, farver og figurer, således, at det stadig, da det
var gået genne tærsklen mellem udstilling og virkelighed, troede at det var en
del af en anden verden, en drømmeverden. Da jeg endelig forstod, at den gamle
mand solgte disse ting, var det ligesom at vågne af drømmen. Jeg købte en af
hans genstande, en bombe i et lille glas. ”Te
je ale bomba!” står der på et gulnet stykke papir, som er klistret på
glasset. Det betyder ”Det er jo en bombe!” Glasset vil ikke kunne holde
sprængkraften inde. Jeg har stadig bomben i glasset. Det er et stykke drøm, som
er nået gennem virkelighedens spejl.
Det kræver en vis…årvågenhed…er dét det rigtige ord? At
erkende når drømmen rækker en hånd til os gennem grænse mellem drøm og virkelighed,
at erkende når de døde rækker en hånd til os gennem natten fra den anden side.
At Knud og jeg kørte på motorcykel og holdt i hånd gennem byen føles virkeligt
og dog magisk, som den gamle mands tilsyneladende performance på museet. Jeg
skriver gerne mine drømme ned, når jeg vågner. Det er en måde at kommunikere
med dem på. Er de fyldt med dagsrester, eller vil de mig noget, har de et
budskab? Hvornår er det blot hvid støj fra dagenes jag, der bliver behandlet og
omarrangeret til billeder, der skylles gennem underbevidsthedens spildevandsanlæg,
og hvornår er det sjælen, der taler?
Da Knud og jeg kørte på motorcykel gennem byen, så føltes
det som var det virkeligt. Jeg kunne mærke vores venskab strømme igennem
sceneriet i drømmen. Jeg nåede ikke at kende ham så længe. Lidt over et år.
Første gang jeg så ham til Debutantballet i DFF, da han gik på scenen for at
læse op, syntes jeg han var dødlækker med sin skarpe frisure, intellektuelle
briller og pæn i tøjet. Da han begyndte at læse op af sin første bog, ”Kvababbelser”,
forstod jeg at der ikke var grundlag for at jeg fik ham med hjem i sengen. Til
gengæld fik jeg meget mere med hjem. Et venskab. Og et givende
skrivefællesskab.
Jeg nåede ikke at kende ham længere end lidt over et år.
Men drømmen, følelsen i drømmen, det venskab, som jeg kunne mærke som en strøm
igennem det lettere surreelle motorcykelsceneri igennem Københavns gader, det
var så virkeligt så nærværende. Det fortæller mig klart og tydeligt budskabet
om det indtryk, Knud gjorde i mit liv. Han er en, jeg aldrig vil glemme. En
ven, jeg altid vil have i mit hjerte.
Jeg håber, at vi mødes på en krystalklar eftermiddag i
evigheden og kører to på en motorcykel gennem byen.
torsdag den 21. august 2014
Leviathans ryttere (Tekst til årets BunkerLove festival)
Fra klitternes højde ser de dem ligge spredt
over hele stranden. Som stenformationer i vandet bryder de bølgerne. Deres
gigantiske hoveder har øjne, og man kan næsten fornemme deres forsøg på at
trække vejret selv på lang afstand. Et barn går tæt på en, der ligger helt oppe
i den inderste brænding og prikker den i øjet med en pind. Den er ikke død
endnu. Blæsehullet åbner og lukker sig med et langsomt, vådt klask. Det er ikke
muligt at ånde længere.
De nærmer sig de vældige dyr. Der er rurer på
deres hud, ar efter snitsår og tandmærker. Hvalens underkæbe er smal og viser
to rækker dolkagtige tænder. Der er også ar efter blæksprutter på det store
hoved. Der har været vældige kampe i gang. De store dyr har krydset verdenshave
og dykket til mærke dybder i oceanerne. Men det lave vand kunne de ikke
overleve. De tunge haler løfter og sænker sig i brændingen og går i
forrådnelse.
Oppe i det tørre sand ligger en død hval i
fremskreden forrådnelse. Den er svulmet op og udsender en em af råddenskab og
gasser. Publikum holder hænder og tørklæder for næser og munde for at holde
stanken væk. Biologen med pibe i munden punkterer dens vældige legeme med en
kniv fæstnet til en lang stang for at den ikke skal eksplodere vilkårligt under
udviklingen af gasser, der får dens vældige bug til at udspile sig som et sejl.
Biologen presser mod stangen med sin kropsvægt for at gennembore hvalens tykke
hud, gennem spæklaget, og da det lykkes, får liggasserne hvalens indvolde
til at vælte ud gennem snittet, at udvide det, og mere gas, flere tarme og
organer presses ud. Biologen taber sin pibe ud af munden. Publikum gisper i en
blanding af væmmelse og fascination.
Nu er det heste. De ligger spredt i
brændingen og i sandet over et langstrakt areal. Himlen er grå, havet er rørt
af en let vestenvind og stålgråt. Stranden er øde, bortset fra en kvinde og et
barn. Hestenes legemer hæver og sænker sig alt som bølgerne slår ind og trækker
sig tilbage.
Drengen river sig fri fra moderens hånd og
løber mod en af hestene, griber en opskyllet pind fra sandet og prikker den ind
i en af de døde hestes øje. En mælkeagtig masse strømmer ud fra det afrundede
rektangel, som var pupillen. Drengen begynder at græde ved dette syn. moderen
skænder på ham, hun tager pinden fra ham og knækker den over sit knæ, og hun
griber ham i skuldrene. Drengen græder heftigere og river sig løs og begynder
at løbe baglæns ud i vandet; moderen løber efter ham og griber hans ene arm, da
han vælter baglæns ud i brændingen. Men et hestehul åbner sig under dem og
trækker dem ned.
Vandet dækker deres ansigter. Temperaturen er
overraskende behagelig, og det hvirvlende sand er kun en sensuelt kildende
fornemmelse mod deres ansigter og hænder. De ser glimt af solen, mens de kasts
rundt under vandet og lyset er forandret. Så Døden er en sensuel kriblen mod
huden og glimt af lys under grønt og uroligt vand, tænker moderen og lukker
øjnene i ekstase. Så Døden er det indre af et øje og et fald i brændingen
ned gennem en kanal med opløste vægge, der kærtegner huden som røg, tænker
drengen.
En kvinde har fundet et stykke af et spejl på
stranden. Det reflekterede solen, så hun ikke kunne undgå at se det. hun samler
det op og vender og drejer det i sine hænder. Spejloverfladen er næsten ren,
kun lidt salt gør den uklar. Hun ånder på spejlstykket og tørrer det af i sit
ærme og holder det op for sit ansigt. Hun ser sine øjne, som er lidt trætte,
men stærke og markerede af lange vipper og mørke bryn. Huden er bleg efter
vinteren, men den får liv i mødet med vestenvinden. Hun flytter på spejlet og
betragter sine læber. Griber i sin lomme og finder et læbestiftshylster fra en
anden tid. Der er stadig en stump tilbage, den dufter pudderagtigt parfumeret.
Hun fører den op til munden og giver læberne farve og kontur. Hun strækker sin
arm og holder spejlet længere bort, så hun kan se hele sit ansigt i
trekvartprofil. Huden er glat og den gløder i solen. Havet er ligeglad med
næsens jødiske profil. Hun er smuk.
Den kolde brænding
slikker op ad hendes fødder. Så Døden er et stykke af et spejl, en stump af en
læbestift, og havet er et tusindtalligt kor af vidt åbne struber.
mandag den 11. august 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)
