To gange tidsskriftsaktuel! Og en lille tanke om den aktuelle danske litteraturdebat.

Jeg er aktuel i hele to tidsskrifter i juni måned:  I "Det dér" med prosadigtet "Q & R", et forlags-uafhængigt magasin med bidrag af bla. Victor Boy Lindholm, Silas Toft og Jacob Skyggebjerg bare for at nævne nogle få.

Og i Det Poetiske Bureaus Tidsskrift med novellen "Fluffy i retten. "Den sidtnævnte skrev jeg for 2 år siden som en parodisk kommentar til den form for litteratur, som har været meget populær de seneste år, hvor form over indhold har været det fremherskende element, det indadskuende, dagbogsagtige og partikulære,  ofte uden universel gyldighed - som Mette Høeg for nylig har fået verbale tæsk for at kritisere. Af den grund er jeg glad for at novellen har fået mulighed for at udkomme lige netop nu. Det er min subjektive kritik af situationen, i kunstnerisk form.

Jeg synes, at Mette Høegs kritik er det mest forfriskende indspark i litteraturdebatten i lang, lang tid. Hun har  sagligt og direkte  skåret ind til det syge område, hvor den laveste fællesnævner råder og trækker debatten til et latterligt børnehavestadie, hvor store egoer med småtskårne tanker kaster mudder efter den onde pædagog, der stod uden for hegnet til legepladsen og observerede med knivskarp klarhed, hvor degenereret legen var blevet. Personligt er jeg ligeglad, hvorvidt den form for litteratur er skrevet af kvinder eller mænd, jeg er alene interesseret i hvorvidt det er god litteratur. Er den gennemstrømmet af kunst og ånd, har den universel gyldighed eller er det sproglige eksperimenter og tomme æstetiske øvelser, som skal tilfredsstille en bestemt salonfæhighed og slikke røv på   tonedannende kritikere? Det er sjældent svært at gennemskue.

Cougarnatten (Procesorienteret novelle)

Dette er en procesorienteret novelle. Den begyndte med at jeg fik ordet ”Cougarnatten” i hovedet og tænkte at det var en god titel og begyndte at skrive på den. Så fik jeg lyst til at inddrage mine skønne Fjæsbogsveninder og høre, hvem de syntes var nogle dejlige mænd, for ar skrive dem ind i novellen og gøre det inden klokken 21.30. Jeg overskred min tidsgrænse en smule, men det var vildt sjovt. I love you, ladies. Den er corny og ikke spor perfekt, men den her går ud til jer:

Cougarnatten

Hey du. Ja dig, 40plus. MILF! Du er for lækker. Kom ud af de joggingbukser nu. Vi kan godt lide din krop når den har født fire børn. Den er skøn. Blød. Forstå det nu, sagde Drengen.

Han var klædt i en dybblå skjorte af blødt fløjl og man kunne se hans glatte bryst under den. Hans hår var halvlangt og bølget, og han havde en guldring med en diamant på den ene lillefinger. Han var klædt i stramme bukser, og hans sko slanke og skinnende i blankt, mørkt læder. Hans øjne var skjult under en baseballcap, men hans læber var sensuelle. Ved siden af ham sad en rigtig James Dean. Hvid t-shirt, blå jeans og cowboystøvler. Hans mørke hår var redt op i en rock'n'roll anderumpe, og han smilede på den der skæve måde. Ved siden af James Dean sad en rigtig black metal baby i en sort Satyricon t-shirt og sortgrå jeans og 14-huls Docs. Hans lår var veltrænede og hvælvede sig yndefuldt under de stramme jeans, på en måde så enhver kunne ane en lige så yndefuld mås bagpå. Hans hår var halvlangt, glat og sortfarvet, og hans blik var fast. Ved siden af Black Metal Baby sad Østens Prins med sin mørke lød og selvsikre smil, hvid åben skjorte og guldkæde på sit behårede bryst. Man vidste at hvis man havde et støvkorn på hånden, ville han tage den og puste det blidt væk. Og ved siden af Østens Prins, denne her aristokratiske unge mand i hvidt jakkesæt med benene elegant krydset, så man kunne se de blanke, hvide laksko. Hans handskeklædte hånd førte et slankt cigaretrør i mammutelfenben op til munden. Hans hår var redt stramt tilbage, og hans øjne var omkranset af sort sminke. Han var kommet lige fra de brølende tyvere. Til dig.

En rastafyr fyrede op under en kæmpe joint. Han smilede flabet og tog et dybt hvæs. Hans øjne var funklende som sorte diamanter omkranset af dreadlocks under en grøn, gul og rød strikhue. Et rigtigt Rimbeau-rip-off, anæmisk, slank, med pjusket digtergarn sad i et hjørne med et glas absinth foran sig med fjerpen og det hele. Det var dig han skrev om, honey. Hvis du gik hen til ham med en drink, så ville han skrive et til med det samme.

Der var det vildeste line-up på scenen. Depeche Mode sparkede ballet i gang. Dave Gahan var klædt i sorte læderbukser, som sad stramt om hans ben og overlod intet til fantasien, mens han croonede:

”Do we have to wait till our worlds collide?

Open up your eyes – you can turn back the tides

dont say you want me, don say you nedd me

dont say you love me – it's understood”

Og Martin Gore fyrede den så meget af på sin guitar, hans gyldne hår, der var linet perfekt op med gelé I begyndelsen, blev vådt af sveden og gled ned i hans pande

Så gik David Bowie på, og hans firserhår faldt sensuelt over de tofarvede øjne, og han sang:

”You are my moon, you are my sun

tonight the zeroes are singing for you

yes the are

tonight the zeroes are singing for you-hoo-hoo”

Og det var ærgeligt, at der kun var ét nummer til hver, men sådan var det for det var Cougarnatten. Discokuglen sendte diamanter rundt i lokalet og der var en diamant til hver eneste kvinde i lokalet. Hvis nogen missede en, samlede Nicolai K Jensen dem op og gav den til dig, og så gik Marilyn Manson på, og han sang:

”Kamikaze into your soul”

David Duchovny rappede sammen med Eminem mellem numrene, hvor lækker du var, og hvis du var med i ”Californication” eller ”8 mile”, så ville de helt klart kneppe dig. Christopher Walken gav et funky dansenummer imens iklædt hvid og svedig skjorte og et rødt bandana om panden; han havde lært noget street dance siden sidst, og hans jeans sad sindssygt godt og overlod intet til fantasien. Elvis stod ved siden af dig og du kunne mærke hans hofter mod dine og han hviskede lige ind i dit øre: ”Det var mig han lærte det af. Skal jeg vise dig, hvordan jeg gjorde?”

Ralph Fiennes og Sean Connery bemandede scenen med et uddrag af Shakespeares ”Macbeth”, 5. akt, scene 5. Ralphs øjne var gennemborende og rene, og hans stemme, sammen med Seans sofistikerede britiske røst, reciterede unisont:

”To-morrow, and to-morrow, and to-morrow,
Creeps in this petty pace from day to day,”

George Clooney og Hugh Jackman overtog med samme Shakesperianske skønhed:

”To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools”

Og Yul Brynner med russisk-amerikansk autoritet svang sig ind sammen medColin Farell med nutidsaffektion

”The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life's but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,”

Og Christian Slater sammen med Andrew McCarthy indtog de sidste, Signiphikante linjer med shakesperiansk ophøjethed:

”And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.”

Og Benicio Del Toro slog sig på sit behårede bryst som en primal og råbte YEEEEAAAHHHHH!!!!”

Findes der noget mere smukt end dette, som viser os verdens illusoriske natur? Men festen var ikke færdig efter dette display af ophøjet europæisk kultur, for der var et es i ærmet mere til damerne, og det var selvfølgelig ikke det man forventede, for et band med en sexchange forsanger tog scenen, Transgender Dysphoria Blues. For hvad er køn andet end det vi selv gør det til? Det er derfor vi kan svinge os mellem kønnene som Tarzan og Jane i lianerne og skide højt og flot på konventionerne og selv definere hvem vi er.

Ricki Hall tog opvasken i bar overkrop sammen med et korps af tatoverede og piercede goodiepals. De var SÅ gode til at vaske op! En mandearm med tydelige vener og markente hår brød pludselig ind i dit synsfelt og tilbød et fad af afrodisiske shots. Måske granatæble, måske litchi eller passion, ligemeget, de var berusende, og den arm, der rakte dem mod dig, var smuk og kyssevenlig og det viste sig, da du havde kysset dig op af den, at det var den smukkeste, skæggede fyr, du nogensinde havde set, og han snavede dig så lækkerskægget helt i bund!

Men nu tog den skønneste, senede, benede fyr tog scenen, og det var Iggy Pop, og han sang:

”I'm a dead rock star”

og det var selvfølgelig cluet til Jim Morrison om at komme på scenen i det svedigste par læderbukser, verden nogensinde har set!.

Hvad kunne gøre nogen mere liderlig end det? Bortset fra Søren Gehlert Schmidt, som er den mest funky lækre digter, verden nogensinde har set. Det kunne Joakim Thåstrøm selvfølgelig straks picke up på, og han sang med den mest intense, gennemtrængende Thåströmske svenske punkede lidenskab:

”Ingen sjunger blues som

Søren G Schmidt

ingen sjunger blues som Søren G

hans röst skær som en kniv

hans röst skær som en kniv

en skriver blues som Søren G”

Ude på græsplænen sammen med John Bender til tonerne af Simple Minds ”Don't you forget about me” rakte du armen triumferende i luften og råbte: ”JEG ER DEN FUCKING BEDSTE!” og John Bender tog dig i sine skovmandsskjortearme og sagde:

”Gu er du så. Du er fanme så lækker!”

Det Poetiske Bureaus Boghandel

Det Poetiske Bureaus boghandel, Møllegade 23A, 2200 Kbh N holder åbent fredag-søndag 16-18. Hylderne bugner af Bureauets egne udgivelser, og der er antikvariske bøger til en 20´er.

Du er altid velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe!

Første anmeldelse af "Mod solnedgangen" - og den er go'!!

http://ordlydblog.blogspot.dk/2014/12/psykologisk-socialrealisme-med-djvlefjs_3.html

Mindetekst for Knud Heickendorff

I morgen skal vi mindes Knud Heickendorff i Galleri Op Ad Trappen i Nykøbing Falster ved denne begivenhed: https://www.facebook.com/events/1494132304176130/?fref=ts

I den forbindelse har jeg skrevet følgende tekst, som jeg vil læse op. Jeg deler den også hér, fordi jeg gerne vil dele mine følelser for dette vidunderlige, kreative, gavmilde menneske, som alt for tidligt gik bort. Jeg savner dig, Knud!

Knud og mig og motorcyklen

Drømme kan være så selvfølgelige. Det var helt naturligt, at Knud og jeg kørte på motorcykel gennem København. Det var en lys efterårsdag. Luften var sprød som krystal. Vi sad begge to på motorcyklen. Jeg kan ikke huske hvem, der kørte den. Jeg har personligt aldrig kørt motorcykel. Jeg ved ikke, om Knud har. Men det var også lige meget. Det var en drøm. Men at i den var helt naturligt. Som at Knud havde tabt en bamse, der var et lam. Den lå på parkeringspladsen på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard som den så ud før den blev lavet til parkeringshus. Grus og jord. Der lå lammebamsen, og vi samlede den op og kørte videre. Og så var motorcyklen væk, og vi gik hånd i hånd gennem byen. Der var ingen ord i drømmen. Men også det var ligegyldigt. Det var selvfølgeligt. Det kunne have været i går, det kunne have været et sted i evigheden.

Jeg husker en scene fra Prag, som foregik i virkeligheden, men som lige så godt kunne have været en drøm. Jeg var på en kunstudstilling, som bestod af en masse forskelige installationer med farvet lys og strømmende vand og lysende glober, der sejlede på en lille kunstig bæk. Det var et sansebombardement. Pludselig fandt jeg mig selv i museets café, og en gammel, mand med et kæmpe stort, gråt skæg og sort hat rakte en masse mærkelige figurer i glas frem imod mig. Jeg så fascineret på tingene, som han tog frem fra en kuffert og rakte frem imod mig, mens han sagde ting på tjekkisk, som jeg selvfølgelig ikke forstod. Jeg troede, han lavede en performance. Mit sind var blevet stemt af museets lys, farver og figurer, således, at det stadig, da det var gået genne tærsklen mellem udstilling og virkelighed, troede at det var en del af en anden verden, en drømmeverden. Da jeg endelig forstod, at den gamle mand solgte disse ting, var det ligesom at vågne af drømmen. Jeg købte en af hans genstande, en bombe i et lille glas. ”Te je ale bomba!” står der på et gulnet stykke papir, som er klistret på glasset. Det betyder ”Det er jo en bombe!” Glasset vil ikke kunne holde sprængkraften inde. Jeg har stadig bomben i glasset. Det er et stykke drøm, som er nået gennem virkelighedens spejl.

Det kræver en vis…årvågenhed…er dét det rigtige ord? At erkende når drømmen rækker en hånd til os gennem grænse mellem drøm og virkelighed, at erkende når de døde rækker en hånd til os gennem natten fra den anden side. At Knud og jeg kørte på motorcykel og holdt i hånd gennem byen føles virkeligt og dog magisk, som den gamle mands tilsyneladende performance på museet. Jeg skriver gerne mine drømme ned, når jeg vågner. Det er en måde at kommunikere med dem på. Er de fyldt med dagsrester, eller vil de mig noget, har de et budskab? Hvornår er det blot hvid støj fra dagenes jag, der bliver behandlet og omarrangeret til billeder, der skylles gennem underbevidsthedens spildevandsanlæg, og hvornår er det sjælen, der taler?

Da Knud og jeg kørte på motorcykel gennem byen, så føltes det som var det virkeligt. Jeg kunne mærke vores venskab strømme igennem sceneriet i drømmen. Jeg nåede ikke at kende ham så længe. Lidt over et år. Første gang jeg så ham til Debutantballet i DFF, da han gik på scenen for at læse op, syntes jeg han var dødlækker med sin skarpe frisure, intellektuelle briller og pæn i tøjet. Da han begyndte at læse op af sin første bog, ”Kvababbelser”, forstod jeg at der ikke var grundlag for at jeg fik ham med hjem i sengen. Til gengæld fik jeg meget mere med hjem. Et venskab. Og et givende skrivefællesskab.

Jeg nåede ikke at kende ham længere end lidt over et år. Men drømmen, følelsen i drømmen, det venskab, som jeg kunne mærke som en strøm igennem det lettere surreelle motorcykelsceneri igennem Københavns gader, det var så virkeligt så nærværende. Det fortæller mig klart og tydeligt budskabet om det indtryk, Knud gjorde i mit liv. Han er en, jeg aldrig vil glemme. En ven, jeg altid vil have i mit hjerte.

Jeg håber, at vi mødes på en krystalklar eftermiddag i evigheden og kører to på en motorcykel gennem byen.

Leviathans ryttere (Tekst til årets BunkerLove festival)

Fra klitternes højde ser de dem ligge spredt over hele stranden. Som stenformationer i vandet bryder de bølgerne. Deres gigantiske hoveder har øjne, og man kan næsten fornemme deres forsøg på at trække vejret selv på lang afstand. Et barn går tæt på en, der ligger helt oppe i den inderste brænding og prikker den i øjet med en pind. Den er ikke død endnu. Blæsehullet åbner og lukker sig med et langsomt, vådt klask. Det er ikke muligt at ånde længere.

De nærmer sig de vældige dyr. Der er rurer på deres hud, ar efter snitsår og tandmærker. Hvalens underkæbe er smal og viser to rækker dolkagtige tænder. Der er også ar efter blæksprutter på det store hoved. Der har været vældige kampe i gang. De store dyr har krydset verdenshave og dykket til mærke dybder i oceanerne. Men det lave vand kunne de ikke overleve. De tunge haler løfter og sænker sig i brændingen og går i forrådnelse.

Oppe i det tørre sand ligger en død hval i fremskreden forrådnelse. Den er svulmet op og udsender en em af råddenskab og gasser. Publikum holder hænder og tørklæder for næser og munde for at holde stanken væk. Biologen med pibe i munden punkterer dens vældige legeme med en kniv fæstnet til en lang stang for at den ikke skal eksplodere vilkårligt under udviklingen af gasser, der får dens vældige bug til at udspile sig som et sejl. Biologen presser mod stangen med sin kropsvægt for at gennembore hvalens tykke hud, gennem spæklaget, og da det lykkes, får liggasserne hvalens indvolde til at vælte ud gennem snittet, at udvide det, og mere gas, flere tarme og organer presses ud. Biologen taber sin pibe ud af munden. Publikum gisper i en blanding af væmmelse og fascination.

Nu er det heste. De ligger spredt i brændingen og i sandet over et langstrakt areal. Himlen er grå, havet er rørt af en let vestenvind og stålgråt. Stranden er øde, bortset fra en kvinde og et barn. Hestenes legemer hæver og sænker sig alt som bølgerne slår ind og trækker sig tilbage.

Drengen river sig fri fra moderens hånd og løber mod en af hestene, griber en opskyllet pind fra sandet og prikker den ind i en af de døde hestes øje. En mælkeagtig masse strømmer ud fra det afrundede rektangel, som var pupillen. Drengen begynder at græde ved dette syn. moderen skænder på ham, hun tager pinden fra ham og knækker den over sit knæ, og hun griber ham i skuldrene. Drengen græder heftigere og river sig løs og begynder at løbe baglæns ud i vandet; moderen løber efter ham og griber hans ene arm, da han vælter baglæns ud i brændingen. Men et hestehul åbner sig under dem og trækker dem ned.

Vandet dækker deres ansigter. Temperaturen er overraskende behagelig, og det hvirvlende sand er kun en sensuelt kildende fornemmelse mod deres ansigter og hænder. De ser glimt af solen, mens de kasts rundt under vandet og lyset er forandret. Så Døden er en sensuel kriblen mod huden og glimt af lys under grønt og uroligt vand, tænker moderen og lukker øjnene i ekstase.  Så Døden er det indre af et øje og et fald i brændingen ned gennem en kanal med opløste vægge, der kærtegner huden som røg, tænker drengen.

En kvinde har fundet et stykke af et spejl på stranden. Det reflekterede solen, så hun ikke kunne undgå at se det. hun samler det op og vender og drejer det i sine hænder. Spejloverfladen er næsten ren, kun lidt salt gør den uklar. Hun ånder på spejlstykket og tørrer det af i sit ærme og holder det op for sit ansigt. Hun ser sine øjne, som er lidt trætte, men stærke og markerede af lange vipper og mørke bryn. Huden er bleg efter vinteren, men den får liv i mødet med vestenvinden. Hun flytter på spejlet og betragter sine læber. Griber i sin lomme og finder et læbestiftshylster fra en anden tid. Der er stadig en stump tilbage, den dufter pudderagtigt parfumeret. Hun fører den op til munden og giver læberne farve og kontur. Hun strækker sin arm og holder spejlet længere bort, så hun kan se hele sit ansigt i trekvartprofil. Huden er glat og den gløder i solen. Havet er ligeglad med næsens jødiske profil. Hun er smuk.

Den kolde brænding slikker op ad hendes fødder. Så Døden er et stykke af et spejl, en stump af en læbestift, og havet er et tusindtalligt kor af vidt åbne struber.

Facebookside for "Mod solnedgangen"

...finder du her: https://www.facebook.com/modsolnedgangen