Fra klitternes højde ser de dem ligge spredt
over hele stranden. Som stenformationer i vandet bryder de bølgerne. Deres
gigantiske hoveder har øjne, og man kan næsten fornemme deres forsøg på at
trække vejret selv på lang afstand. Et barn går tæt på en, der ligger helt oppe
i den inderste brænding og prikker den i øjet med en pind. Den er ikke død
endnu. Blæsehullet åbner og lukker sig med et langsomt, vådt klask. Det er ikke
muligt at ånde længere.
De nærmer sig de vældige dyr. Der er rurer på
deres hud, ar efter snitsår og tandmærker. Hvalens underkæbe er smal og viser
to rækker dolkagtige tænder. Der er også ar efter blæksprutter på det store
hoved. Der har været vældige kampe i gang. De store dyr har krydset verdenshave
og dykket til mærke dybder i oceanerne. Men det lave vand kunne de ikke
overleve. De tunge haler løfter og sænker sig i brændingen og går i
forrådnelse.
Oppe i det tørre sand ligger en død hval i
fremskreden forrådnelse. Den er svulmet op og udsender en em af råddenskab og
gasser. Publikum holder hænder og tørklæder for næser og munde for at holde
stanken væk. Biologen med pibe i munden punkterer dens vældige legeme med en
kniv fæstnet til en lang stang for at den ikke skal eksplodere vilkårligt under
udviklingen af gasser, der får dens vældige bug til at udspile sig som et sejl.
Biologen presser mod stangen med sin kropsvægt for at gennembore hvalens tykke
hud, gennem spæklaget, og da det lykkes, får liggasserne hvalens indvolde
til at vælte ud gennem snittet, at udvide det, og mere gas, flere tarme og
organer presses ud. Biologen taber sin pibe ud af munden. Publikum gisper i en
blanding af væmmelse og fascination.
Nu er det heste. De ligger spredt i
brændingen og i sandet over et langstrakt areal. Himlen er grå, havet er rørt
af en let vestenvind og stålgråt. Stranden er øde, bortset fra en kvinde og et
barn. Hestenes legemer hæver og sænker sig alt som bølgerne slår ind og trækker
sig tilbage.
Drengen river sig fri fra moderens hånd og
løber mod en af hestene, griber en opskyllet pind fra sandet og prikker den ind
i en af de døde hestes øje. En mælkeagtig masse strømmer ud fra det afrundede
rektangel, som var pupillen. Drengen begynder at græde ved dette syn. moderen
skænder på ham, hun tager pinden fra ham og knækker den over sit knæ, og hun
griber ham i skuldrene. Drengen græder heftigere og river sig løs og begynder
at løbe baglæns ud i vandet; moderen løber efter ham og griber hans ene arm, da
han vælter baglæns ud i brændingen. Men et hestehul åbner sig under dem og
trækker dem ned.
Vandet dækker deres ansigter. Temperaturen er
overraskende behagelig, og det hvirvlende sand er kun en sensuelt kildende
fornemmelse mod deres ansigter og hænder. De ser glimt af solen, mens de kasts
rundt under vandet og lyset er forandret. Så Døden er en sensuel kriblen mod
huden og glimt af lys under grønt og uroligt vand, tænker moderen og lukker
øjnene i ekstase. Så Døden er det indre af et øje og et fald i brændingen
ned gennem en kanal med opløste vægge, der kærtegner huden som røg, tænker
drengen.
En kvinde har fundet et stykke af et spejl på
stranden. Det reflekterede solen, så hun ikke kunne undgå at se det. hun samler
det op og vender og drejer det i sine hænder. Spejloverfladen er næsten ren,
kun lidt salt gør den uklar. Hun ånder på spejlstykket og tørrer det af i sit
ærme og holder det op for sit ansigt. Hun ser sine øjne, som er lidt trætte,
men stærke og markerede af lange vipper og mørke bryn. Huden er bleg efter
vinteren, men den får liv i mødet med vestenvinden. Hun flytter på spejlet og
betragter sine læber. Griber i sin lomme og finder et læbestiftshylster fra en
anden tid. Der er stadig en stump tilbage, den dufter pudderagtigt parfumeret.
Hun fører den op til munden og giver læberne farve og kontur. Hun strækker sin
arm og holder spejlet længere bort, så hun kan se hele sit ansigt i
trekvartprofil. Huden er glat og den gløder i solen. Havet er ligeglad med
næsens jødiske profil. Hun er smuk.
Den kolde brænding
slikker op ad hendes fødder. Så Døden er et stykke af et spejl, en stump af en
læbestift, og havet er et tusindtalligt kor af vidt åbne struber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar