Den beretning
rev mig brat ud af den meningsfylde, jeg havde sat mig ned ved computeren med.
For hvordan giver det mening at foretage sig noget så kunstlet og overflødigt
som at skrive på et stykke fiktion? Jeg ved det virkelig ikke.
Den sidste uge
har jeg deltaget i to demonstrationer, den ene på Rådhuspladsen, arrangeret af
Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, og den anden foran Den Amerikanske
Ambassade med Kurs mod Den Israelske Ambassade efter en time med taler og rap.
Det kan føles som sådan en desperat handling at gå til en demo. Det kan føles
som en skin-aktivitet, født af den vrede og afmagt, der fylder en aften efter
aften foran tv-avisen. Som en mental voldtægt, der skaber en passiv-aggressiv
uro i kroppen, der kun finder forløsning ved handling. Da jeg var teenager fik
den uro mig til at gå ud og smadre vinduer. Men hærværk er også en
skinaktivitet, der ikke fører nogen steder hen. Den kollektive protest føles
mere meningsfuld.
I går fortalte en af talerne, at Israels
premierminister Nethanyahu havde bedt EU nedsætte en kommission, der skulle
overvåge demonstrationsaktiviteterne i EU for at der ikke skulle spredes
nedsættende ord om Israel. Endnu et grotesk indslag. Endnu et fragment af
meningsløshed ovenpå meningsløshed. Af historieløshed, arrogance, ignorance,
desperation, had!
Der var
demonstranter, der var mødt op med billeder af den bevæbnede Leila Khaled.
Hendes smukke ansigt, omkranset af et palæstinensertørklæde, og et maskingevær
i favnen. Et øjeblik var jeg fuld af undren, og så blev jeg provokeret. Jeg
blev vred. Handlede gårsdagens demo ikke om at opfordre USA til at stoppe sin
støtte til Israel – ikke om at opfordre til væbnet aktion? I nogle ophedede
øjeblikke fik jeg lyst til at gå hen og sige noget til kvinden, der bar billedet
af Leila Khaled. Billedet af hende med maskingeværet trækker tråde til mørke
kapitler af Europas historie – Rote Armee Fraktion, Blekingegadebanden. Om end
jeg forstår dele af bevæggrundene, er det stadig som et udtryk for aggression.
Aggression og dennes udtryk kan ikke andet end at avle mere aggression. Og
dermed vold – og i sidste ende krig. Aggressionens udspring i bevidstheden er
konfliktens mikrokosmos.
Det er en
asymmetrisk konflikt. Krigens tal taler sit alt for klare sprog. Dødstallene
lyver ikke. Christian Braad-Thomsen pointerede ved demoen i går, at den danske
modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig blev anset for terrorisme. Og at Nelson
Mandela var på USA's terrorliste længe efter at han var blevet folkevalgt
præsident i Sydafrika! Hamas anses for terrorister, men Hamas, sagde Thomsen,
er ikke konfliktens årsag – Hamas er dens konsekvens. Hamas er et folkevalgt
parti, og dets eventuelle udslettelse vil åbenbare endnu mere skræmmende
konsekvenser. ISIL og Taleban er eksempler. Og nu vi taler om terror – hvordan
kan målrettede angreb på FN-skoler, hvortil ældre, kvinder og børn er flygtet
anses for IKKE at være terrorisme? Vreden og afmagten er enorm, og den spreder
sig som en steppebrand. Den føder et afskyeligt afkom: anti-semitismen! Og med
den adskillelse, had og vold.
Heldigvis talte også Yonatan Ungermann
Goldshtein, formanden for Jøder Mod Folkemord ved demoen i går. Han
repræsenterer et bolværk mod den antisemitisme, som zionister igen inspirerer
over hele verden.
Tilbage til
billedet af Leila Khaled. Det var ikke modstandskvinden Khaled, der vakte min
vrede, det var maskingeværet. Jeg fik en fornemmelse af, at personen, der bar
billedet, havde kopieret et ikon (det kunne for den sags skyld lige så godt
have været ikonet af Che Guevara), som vedkommende ikke havde sat sig
ordentligt ind i (historieløsheden). Ikoner kan være smukke og dekorative. De
kan laves til stenciler og sprayes op overalt på mure og bannere. Men uden
viden om den kontekst, de indgår i, bliver de til repræsentanter for en
indholdsløs historiefortælling. De kan give et falsk billede af, at dem, der
smykker sig og sine omgivelser med ikonet, har et reelt indhold. Men de kan
blive intet andet end et tomt billede, som beskueren kan projicere sine
følelser ind i. I dette tilfælde kom Khaled-ikonet for mig til at blive udtryk
for en aggression, og den blev vakt hos mig i så høj grad, at jeg havde lyst
til at gå hen og sige noget grimt til bæreren – selv om vi var på samme side.
Så enkelt er det at starte en konflikt.
Jeg kunne med
lethed have skabt en konflikt, hvis jeg havde handlet på min første impuls
overfor personen med Khaled-ikonet. Jeg kunne have sagt: Hvad helvede bilder du
dig ind at troppe op med en opfordring til vold til den her demo? Og personen
kunne have responderet på min aggression ved at sige: Hvad fanden rager det
dig, din so? Og så ville vi være i gang. Sådan afføder følelser deres egen
tvilling.
Under 2.
Verdenskrig var min farfar modstandsmand. Efter alt at dømme – han var
politimester – var han med til at udføre stikkerlikvideringer. Han måtte i en
tid gå under jorden, og i samme periode skjulte min farmor engelske flyvere på
loftet. Jeg har altid beundret den handlekraft, de stod for, og den historie er
en del af mig. Jeg ved, jeg bliver nødt til at handle. Har vi ikke alle
impulsen til modstand mod uretfærdighed? Og hvor meget skal den provokeres til
at vi fører den ud i livet til væbnet aktion? Jeg har ikke lyst til at slå
ihjel. Men historieløsheden, denne kollektive mis-erindring, æder enhver bevidsthed
om hvad der er godt for menneskeheden.
Menneskerettighederne
er krigens første offer. Når zionisterne, der i verdens øjne kommer til at
repræsentere det jødiske folk, er undertrykkeren og overmagten (støttet af USA
og endog af vore egne passive politikere) i så asymmetrisk en konflikt, så
træder historieløsheden ind på scenen. Skal vi virkelig have endnu et
folkemord? Og skal det føre til at jøderne igen bliver lagt for had i hele
verden? Det sker lige nu. konflikten er i gang. Den spirallerer. Den
progredierer. Det er en sneboldseffekt på mikro- og makroplaner. Hadefulde
indlæg skyder op på Facebook som paddehatte. Ureflekterede, men accentuerede
holdninger adskiller familier og venner.
Al konflikt
begynder i sindet. Leg en leg sammen med mig. Lad os forestille os, at alle
sind er forbundne. At der er et globalt sind, der er summen af alle sind i
verden – kan vi så blive bevidste nok om de konflikter, der spirer i os på et mikroplan,
til at vi kan afslutte dem, før de bliver til handling? Kan vi nå en kritisk
masse, der kan sprede sig over afstande og adskillelse – som aberne på de
isolerede japanske øer, som uafhængigt af hinanden begyndte at vaske deres
kartofler – fordi det var en idé, hvis tid var moden? Kan vi ved at nære freden
i vore sind, sprede den over hele verden?
Jeg vil gerne
tro det. Jeg vil gerne tro, at vi kan handle anderledes, at vi kan bekæmpe
historieløsheden, at vi kan opnå fred ved at kultivere den i vores sind. Jeg
vil gerne tro, at vi ved at blive bevidste om de bittesmå gnister af had i
vores sind, som kan antænde verdensbranden, kan kvæle den før den første glød.
At det er muligt at stoppe had, fordømmelse og vold gennem bevidsthed. Ikke på
en pladderballeagtig, ”vende-den-anden-kind-til” –agtig måde. Vi skal protestere.
Vi skal rejse os mod uretfærdigheden. Men med freden som det ypperste mål for
vore øjne – for at freden kan sprede sig fremfor hadet. For ikke at lade vores
tanker synke ned i en pøl af kaotisk aggression og lade os gribe af primitive
impulser.
Jeg vil gerne
tro, at freden begynder med mig. Og dig. Med os, i kærlighed,
