Libresse Rap (1993)

Vi er bange for at folk

for at folk skal tynge vores skuldre

vi er bange for at folk

for at folk skal slibe vores spidse albuer

Men Libresse passer på os

de passer på os

Libresse passer på os

de passer på os

Vi er bange for at folk

for at folk skal skyde vores papegøjer

vi er bange for at folk

for at folk skal tage vores livrem og seler

vi er bange for at folk

for at folk skal gå rundt og lave vores løjer

men vi er især bange for at folk

bange for at folk skal sluge

vores kameler!

Men Libresse passer på os

de passer på os (gentages uendeligt!)

Tohundrede aar efter

Søren har fødselsdag

hans venner er så søde og vil ham det godt

så de køber et gavekort til en numerolog

de synes nemlig hans navn er så trist

især efternavnet

det minder sådan om død og tristhed

hvis nu han kom til at hedde noget mere glad

så ville han nok blive gladere som menneske

lidt mere let om hjertet

se lidt lysere på det hele

tænke lidt mindre

leve lidt mere

få sig en sød kæreste

(de synes det var så trist da han slog op med den sidste

hun var sådan en dejlig pige)

seriøst:

de har kun de bedste intentioner!

Farmors heste

Farmor forveksler

sin bridgeblanding

med frø til haven

og undrer sig over

de mystiske vækster

af lilla dragerede pastiller

og grønne lakridspinde

og tænker:

har jeg mon sået Peter Belli-

tobak? Men hun ræsonnerer

at for at få halluer må man

først ryge den og

det stærkeste hun

har prøvet er Grønne Look

og det har hun ikke

røget i årevis

men hestene spiser

af væksterne og deres

maner får

regnbuens farver

og deres

øjne er altid så dybe

som kun dem

der ved dét der … 

Har du set mit psykedeliske tapet?

Ibimus ibi

Muren er hvid i superlativ

alt for hvid i dette

altgennemtrængende lys

vi er skibbrudne
skyllet op langs muren

og holder hænderne op mod solen

for at skåne øjnene

og forsøger at undgå at

snuble over resterne

af det rustne skib
der bragte os her

skibet hed ”Hvor skal vi hen?”

det ved vi nu

vi skulle her hen:

til en skrotbunke

foran en alt for hvid mur

med halvt lukkede øjne

mod solen
og skingrende lyshunger
i cellernes
mørkeste
hjørner

Den unge gartner

Jeg ved ikke hvordan jeg skal dyrke 

en plante som dig dig

der findes ingen spagnum 
eller universalgødning

stærk nok til en drøm om dig

måske kan rosen vise mig vej

måske kan påskeliljen

give mig et clue

haven er en afpasset firkant

den er fin som den er

men den råber aldrig 
højt om sin eksistens
måske har tulipanen et råd

eller måske er det

en gammeldags rose

med pudderblødt flor

som udfolder sin

helt usandsynligt

sofistikerede duft

og viser dig vejen
til mit sydvendte bed

Vi har det til fælles

Mit navn stod ikke mellem linjerne

det var ikke engang i ”anførselstegn” eller italic

det stod der bare og blinkede som et neonrør

ganske udpenslet

jeg følte mig ikke ramt, fordi det stod der

det var bare banalt.

nå, igen, tænkte jeg

sendte det videre til en anden, der også skulle finde

sit navn lige midt i linjerne

som så ville sige:

nå, igen, og sende det videre

for vi ved at vi har det tilfælles:

At vi aldrig har ligget med roser mellem tænderne

på en himmelseng og ventet på ham

aldrig forført ham i en hotellobby

aldrig siddet lige foran katederet med ”love”

skrevet med kohl på øjenlåget og blinket til ham

mens vi slikkede på en lollypop

vi har ikke ligget på solsengen med vores røv

lige oppe i hans næse bag hækken
og trukket trusserne længere

ned mens vi så os diskret over skulderen

Vi var aldrig hans femme fatale
eller noget

ikke fordi vi principielt ikke gad

der var bare så mange ting
der skulle ordnes først

vi skulle flytte sammen med ham og

vi skulle have ham ud af vores liv

vi var bare hans hønseringe

han forførte os ikke

vi forførte ikke ham

det var bare sådan noget 
menneskelig tapetklister

der sjaskede os sammen