Ibimus ibi

Muren er hvid i superlativ

alt for hvid i dette

altgennemtrængende lys

vi er skibbrudne
skyllet op langs muren

og holder hænderne op mod solen

for at skåne øjnene

og forsøger at undgå at

snuble over resterne

af det rustne skib
der bragte os her

skibet hed ”Hvor skal vi hen?”

det ved vi nu

vi skulle her hen:

til en skrotbunke

foran en alt for hvid mur

med halvt lukkede øjne

mod solen
og skingrende lyshunger
i cellernes
mørkeste
hjørner