Fluffy i retten

I den store sal ses scenen, som endnu er tildækket af et tungt forhæng i rødt fløjl.  To sværge står i hver sin side af scenen. De bærer lændeklæder af egeblade og spyd, i deres skjolde springer løver.

Se: De to dværge trækker i hver deres snor og tvinger tæppets to halvdele fra hinanden og åbenbarer scenen. Den forestiller en retssal. Dommerbord og stole, plads til anklager, forsvarer og jury. Scenerøg bølger om de tomme pladser.

Enter dommeren. Han er i tung, sort kappe og bærer en omfangsrig paryk. Han er rank. Samtlige jurymedlemmer, mænd som kvinder, bærer sorte rullekravebluser og markant brille i sort eller skildpaddefarvet stel.

Nu kommer forsvareren ind, han smiler intenst. Han er kvik, årvågen, nys udklækket fra jurastudiet. Han går til sit bord og finder ringbind frem, han finder flere ringbind frem og stabler høje tårne af Karnovs lovsamlinger. Han er rede.

Og nu! Anklageren: Profeten Daniel, som har sovet hos løverne, og har et skarpt blik for detaljer, det dybe og det lønlige, han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham. Han valgtes som den anklager, som skulle stige ned fra skyerne og dømme retfærdigt. Retfærdigt, men ikke uproblematisk, som vi i det følgende vil erfare. Han føler sig bedst tilfreds i linnede gevandter, men i dag bærer han sort rullekravebluse og markant brille.

Aktørerne har fundet deres plads. Det er tid for stykkets hovedperson at entre scenen.

Her er hun:

Fluffy!

Fluffy tripper ind på scenen i de kæreste, flade sandaler, i dagens anledning i lyserød tyl og med et bedårende smil mellem de lysende æblekinder. Hendes øjne er så blå, så blå. Et suk fejer gennem salen som et vindstød. Forsvareren sukker: Hvilken nullergøj! Selv dommeren sukker, da Fluffy lader sit ungpigesmil glide hen over ham også, men han mobiliserer al sin professionelle besindelse.

Men kun indtil en fennikel falder fra hans bord – hans madpakke. Den lander på gulvet med en ulden lyd, et pjusket kærtegn af salens gulv, som sukker ved mødet med de saftspændte blade og de fine bladtråde, som brydes og spreder sig. Samtidig stiger en mumlen op fra juryen, som – forstår man –diskuterer værker, vigtige værker, nødvendige litterære værker, og idet de benævner hver enkelt ophavsmand til hvert enkelt vigtige værk, filer ordene sig ind i huden på dem i en lang, ubrudt linje. Komplekse begreber suger sig som igler fast på deres hud. Det larmer.

”Ro i salen!” indskærper dommeren med myndig røst, mens han lader hammeren falde tungt på det højglanspolerede mahognidommerbord, ”Lad sagen begynde!”

Han beder Fluffy komme frem og lægge hånden på Den Store Bog og sværge at tale intet andet end sandhed. Hun smiler så æblekinderne strutter og siger ”Ehm, ja!” og går til sin plads med sin henrivende næse højt i sky med forsvarerens blik hængende på den nuttede næsetip, mens han indånder hendes friske duft. Som af sol og hav og nyslået græs. Hans blik svømmer, han har arbejdet på forsvaret nat og dag og har aldrig sluppet det.

Daniel står og ser tankefuld ud. Han ser ned i sin protokol, mens han lader fyldepennen berører sine læber ganske let. Det omgiver ham med en vis hemmelighedsfylde, som ikke umiddelbart alder sig afkode. Det foruroliger forsvareren, så han indtager den samme position. Symmetrien er uden sidestykke. De røde fløjlstæpper, de spydbærende sværge. To advokater i markant brille og alvorlige miner. Juryens rækker. Dommerens paryk fra hvilken pudderet stadig støver. Og Fluffy! Hun sidder så yndigt i sit tyl med de blå øjne og den hjerteformede jordbærmund med hænderne i skødet.

Daniel ranker ryggen og fremfører sin anklage: Fluffy er anklaget for flufferi! Det er indlejret i sagens natur. Daniel argumenterer, at flufferiet ud over at være flufferi er en afledningsmanøvre, et candyfloss-slør, som breder sig over landskabet som en lyserød hvisken, en bristende Hubbabubbabobbel. Fluffys flufferi har lagt en skal af dragé over alting, en glasur, som antager fasthed, opbygger et Taj Mahal i krystalsukker, gennemskinneligt som alabast, hendes flufferi lader havene forvandle til laktosefri og umådeligt cremet soyamælk, der længes og sukker mod de søde strande.

Ved denne anklage høres en tydelig gylpen i salen. Der er en, der råber ”Objection!” og en anden råber ”Sustained!” men ingen ved hvorfor, og hvad det betyder, og dommeren himler med øjnene over alle de ligegyldigheder, situationen skal omgives med for at opnå et tilstrækkeligt niveau af sødladen ufarlig æstetik, og Fluffy: Hun retter på sit tøj, som rasler næsten uhørligt, sukker mod hendes søde hud. Alle de suk, tænker hun og sukker. De retter deres øjne mod Fluffy. Den måde hendes tylkrave sidder på. Den burde sidde: Let asymmetrisk, men den sidder: Lige. Alle ser på Fluffy, som mistænkeliggøres. De øjne, der hviler på hende, giver hende følesen af at være en lille ræv, der er omgivet af bistre rævefangere med store net og bidske hunde, som viser tænder. Eller: noget som store net med hunde. Eller: noget som: store hundes beskidte tænder. Fluffy vender sit ansigt mod anklageren. Han forekommer velkendt og alligevel er der noget ved ham, der ikke ligner noget fra før. Måske er det tårnene af lovsamlinger, der spejler sig i hans pupiller, griber ind i dem som en oprejst skygge. En følelse fylder hende, som handler om forlegenhed og ingen forlegenhed. Hun lægger hovedet på skrå og vender sig på stolen, lader sig falde ned over stoleryggen, som søgte hun gulvet som en dråbe.

”Så sæt dig dog ordentligt på stolen!” siger dommeren. Men nu sker der noget besynderligt, som var til at forudse og alligevel ikke til at forudse. Alligevel ligger det indlejret i sagens natur. Der foregår en knopskydning. Små knopper af fluff skyder frem fra Fluffy perlehvide hud og løfter sig som tråde i rummet. Tråde af filigranfluff breder sig i rummet og kysser hvert enkelt luftmolekyle. Fluffen forskydes og forgrenes, frem og op og ned, hvirvler med blid poesi i rummet. Hvert blik er rettet mod Fluffys fluff, som er et træ i rummet. Det fylder salen med sin søde duft. Men dommeren er ikke tilfreds.

”Så er det kraftædeme nok mede tomme, æstetiske øvelser,” tordner han hvorved Fluffys fluff først trækker sig tilbage som en søanemone, som fine følehorn, men skyder sig frem igen, stivner i luften, antager messing-farve. Det stivner til afrundede messingknager, som Fluffy tager i sine hænder, trækker sig tilbage på plads, og den hvide halshud er som silkepapir. Hun tilbageerobrer rummet. Hun trækker sig tilbage som en wire af tomhed i Esbjerg Havn. Fluffy fluffer tilbage på plads.

”Men det er et værn mod dødsangst!” bedyrer Fluffy og tilføjer at hun er panisk angst for at dø. Forsvareren klapper glædesstrålende i sine maskulint blødmanicurerede hænder.  ”Det er et emne af eksistentiel gyldighed! En fabelagtigt almenmenneskelig relevans, som får os til at betragte verden med en ny skarphed, et nyt blik på landskabet i os selv, nej to, nej, adskillige blikke. Med sin fluff skænker Fluffy verden et panoptikon af fluffende fluff!”

Fluffy sidder tavs og nipper til en kop te med lyng lavendel pæoner linjer. De ville være så rart, hvis nogen forstod mig, men jeg er altid alene, så alene, tænker hun. Som en by i et dybt dyb, en meteorit i et vidtstrakt krater, som piloten, der netop har kastet atombomben og ved hvilken umådeligt eksplosiv betydning, han har på verden.

Men Fluffy behøver ikke være alene længere. De to friske dværge er altid parat til at hjælpe en smuk pige i nød. De kravler ind under bordet til Fluffys lange ben. Egebladene falder af deres lændeklæder. Fluffys blik er rettet mod landskab og evighed. De to dværge gnider deres overophedede kønsdele op af hendes yndige ben. Men selv da de hurtigt får sædafgang, pop, pop, mærker hun intet. Sæden glider i seje, boblede tråde ned af Fluffys fintmaskede silkestrømper.  Dværgene forlader hendes ben med et grynt og stiller sig symmetrisk tilbage på deres pladser. Fluffy er gået ind sig selv, ind i sin ensomhed.

Daniel fortsætter sin anklage, ironisk bearbejdet nu:

”Se mig, jeg har fluff i stuen. Ergo er jeg en der tænker meget og er litterær. Vi er normale her. Du behøver ikke være bange. Jeg har en statsanerkendt fluff i min samling. Det har fået mange vigtige priser. Vi kan føre en samtale om det. Jeg lugter ikke. Jeg har fluff, altså er jeg enig med eliten. Med smagsflufferne. Se mig, jeg har fluff, som ophavsflufferen selv har udråbt som vigtig og nødvendig fluff. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at det står og fluffer i min referenceramme. Se mig, jeg har noget kompleks fluff. Det gør mig kompleks. Jeg tænker meget. Jeg har noget fluff, som ophavsflufferen kaldte voldsomt. Det gør mig modig. Det fluffer ind i mit sind. Du kan se på mig, at jeg er fluffy. Som Fluffy selv.”

”Men hvorfor hader I mig,” spørger Fluffy og glipper med sine lange øjenvipper. ”jeg har ikke gjort noget. Ikke andet end at være et lille pelsdyr. Jeg er blot et let vindstød, der klaprer med et firsprosset vindue i maj.”

Daniel og forsvareren ser på hinanden. De ser ned ad sig selv, derpå på hinanden, og opdager at de er ens. De ser på juryen, dommeren, hinanden og sig selv. Det står klart at ingen er mere fluffy i mælet end Fluffy selv. Kun hun kan føre sit eget forsvar, kun hun kan anklage sig selv. Der er ingen anden vej.

”Ind imellem er jeg adskilt fra det, som får min kunst til at løbe som en strøm gennem verden. Desuden er vor angst et bølgende forhæng udenfor dagen. Men vi er taknemmelige for vinden. Den lyser i luften. Vi genkender den som sandheden selv. Gængse strukturer brydes i den blæst. Der er en vinter, som har gjort vore øjne ude af stand til at se. Men blæsten løber igennem dem som elektricitet gennem kobber. Vi har det døde i os. Det ligger der som tungt blod. Alt hvad der syntes arkaisk, uendeligt, var kun et glimt i mørket. Vi mærker det hos os selv. Den forgængelighed. Når et liv bliver forstadiet til jord. Og sorgen små hoppende kugler, som splintres og deler sig, som var hver enkelt dag en hud. Ingen skal tage den fra os. Den flyder ud over et landskab og knuser det foran sig som en gletsjer. Og alt er forandret herefter.

Der er et stort ansvar, der hviler på mig nu. At distribuere alle de blikke, der vil få jer til at forstå verden, forstå den fuldt og helt. At se landskabet gennem mine øjne, blive ét med mine tanker. Hvem af os, der end går først ind i dét, der ligger foran, vil altid kende det endog bedre end barndommens land.

I kan ikke tvinge mig til jeres dom. Der er fugle, der synger så melankolsk. Med mørket siddende i struben. Jeg er stadig kold og hæs og feberhed af anstrengelse over det, jeg har bragt til verden. Når sorgen først har plantet sit frø, er der ballast på. Har man elsket som jeg, har man set et stort lys og derefter et stort intet. Jeg behøver ikke være lykkelig. Jeg behøver ikke jeres dom!”

”Nåååårh!” lyder det fra juryen; det kommer fra deres hjerter. Selv dommeren har tårer sin sine øjne. Fluffy er ustraffet. Hun kan ikke straffes. Daniel og forsvareren fortæller dette med øjnene mod solnedgangen, det gyldne skær afspejles i deres øjne, blødgør deres træk.  De er smukke i den belysning. Fluffy rejser sig på sine yndige ben. Hun griber deres hænder, og de læner sig ind mod hende og kysser hende synkront på den svanehvide hals.

De er enige nu. Hun skal have prisen, den højst mulige pris. Universets Kunstpris! For Fluffy afspejler Universet. I Universet er der masser af fluff. Stjerner fødes i tåge og støv: Fluff. Når vi betragter billeder af stjernetåger, af Skabelsens Søjler, af galakser, bedrages vi. Thi deres strålende farver er manipulerede. De er taget med infrarød, ultraviolet og røntgen for at give os et overskueligt billede af noget, der ikke kan beskues: Fluff. Galakserne synes massive, men tæt på er alle elementerne adskilt. Med andre ord: Fluff.

Dommeren river si paryk af og afslører sin virkelige identitet: Han er prædikeren, Konge i Jerusalem:

”Alt er fluff, endeløs fluff. Derfor er Fluffy uskyldig!”

Alle jubler! Fluffy har gjort det igen! Tilbagevist hver tænkelig anklage. Nu skal hun vitterlig have den pris, hun fortjener. Det er så stort, så uendelig stort. Fluffy bøjer hovedet med et genert lille smil over sin frodige jordbærmund. Hun er simpelthen sådan en nuttet lille en.

Dommeren hamrer i bordet: ”Bring prisen ind!”

Der går en tid. Intet sker. Publikum er utålmodige. Men det er så sandelig værd at vente på. For grunden til den venten er prisens tyngde. En mængde dværge bringer prisen ind. De aser og maser og vakler under vægten. Det er så stor en pris. En pokal af massivt hvidguld med indlagte ædelstene og dioder, der blinker og morser alt hvad der nogensinde er skrevet af og om Fluffy. Denne pris er stor og vigtig. Den, som tildeles denne uendeligt ærefulde pris må bøje hovedet i ærefrygt over sit eget geni. Og det gør Fluffy!

Men ét må man vide om denne pris: den opsamler al den fluff, man fluffer gennem sit oeuvre. Og fluffen ligger indeholdt i pokalen. Der er en klausul på denne pris. Den fordrer ydmyghed for kunstens væsen.

Hvis man ikke lever op til dette, så gærer al den fluff. Den rådner simpelthen. Og det stinker ad helvede til!

Bent HALLERNE - et fetareflekteret BILTEMA produkt

Det kan være svært at være forfatter. Svært at være så alene. Tekstproduktion. Redigering. Længe nætter. Stramme deadlines. Alkohol. Drukorgier backstage efter oplæsningerne. Stoffer. Sceneskræk. Og om natten, når lyset brænder ud, så er man ene. Åh så ene. Og altid dette metablik på verden. Man slipper aldrig. Man er altid sin egen betragter, som betragter. Altid et hav af synsvinkler, et hav af blikke, et hav af rum. Et hav. Ja, et hav, tænker Bent Haller, det er længe siden, jeg har skrevet om hvaler. Hvaler er søde.

Hvaler er faktisk RIGTIGT søde. Telefonen ringer. ´Ja, det er Bent´. ´Ja, det er Bent´. ´Ja, det er Bent.´ Præcist 937 gange. Det er svært at bo på Djursland. Og at være forfatter. At være helt alene inde i ordene. Bent Haller er Bent Haller er Bent Haller. Og omvendt. De er rigtigt søde de der hvaler, Bent, siger Bent til Bent. Som er Bent. Sværere at bo på Djursland, når man ikke er alene. I sig selv. En af Bent Hallerne er ren væren. En anden er rent blik.

Duellen - en BILTEMA novelle

Tågen lå tæt over de bløde bakker og skjulte alt jordisk liv, men steg langsomt, som solen opvarmede jorden, og siloerne rejste sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere. I landsbyerne ringede kirkeklokkerne med malmfulde klange. Stokrosernes erigerede stængler smøg sig kælent op af gulkalkede mure og faste rødsten.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunnellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stilke sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder gned deres øjne, tog skjorter og bukser på, lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i glad kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet og begyndte straks at soignere og slikke sig. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens den hvide gårdand, Henrik, pressede sig imod de stive siv ved vandhullet. Sommeren var varm og frugtbar.

Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod den unge kusk, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sit morgentoilette. Adrians mørkebrune hår var skrabet tilbage i en tæt hårpisk, og de mørke øjne under de brede øjenbryn spejdede alvorligt mod horisonten. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Margrethes hengivenhed for Adrian forblev ubesvaret, men hun anede ikke hvorfor. Hendes barm var frodig, hendes hår var lyst som spundet guld, og hendes øjne var som klare søer i det blomstrende landskab, som udgjorde hendes smukke ansigt. Alle landsbyens mænd bedårede hende, selv husbonden havde al sin opmærksomhed rettet mod hende, når hun kom gående over de toppede brosten med åget med de to junger over de velformede, feminine skuldre. Enhver ungersvend, som kom til gården så på hende med store øjne. Selv havde hun kun øjne for Adrian. Men han havde ikke øjne for hende. Han formelig så lige igennem hende. Hendes hjerte græd hver gang Adrian distræt sagde godmorgen uden at ænse hendes unge skønhed.

Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham varm, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Han havde alle dage elsket at overvære en god strid. Men denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme af Fjæsingegaard.

Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Han var from og satte pris på de gamle dyder. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til den åbne karet.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård og afleverede distræt dagens post til karlen. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede med en ildevarslende klang. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var blegt som porcelæn. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere ... en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme træstykkerne, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu stod duellen med pistoler. Det var Frederik, som havde udfordret Grev Henrik af Fjæsingegaard til duel med det klassiske handskeslag. Henrik havde talt spottende om Frederik. Henrik havde kaldt ham ukvemsord, som selv den mest tolerante ville mene skulle satisfakteres. Og som den udfordrede havde greven valgt våben. Og han valgte pistolen!

En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk under stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men i dag skulle denne fredens plads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa. Hvad gør en klog sekundant nu?

"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var... at Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Louise var en smuk kvinde. Hun var datter af herremanden til Guldliljehus. Hendes øjne var som mørkeblå skovsøer, hendes gang ædel, hovedet var rejst højt i stolthed. Hun klædte sig i det skæreste purpur med guldbrokade og hvide hermelinshaler. Hendes ansigtstræk var fine og stærke, som var hun af sand vikingeæt. Jomfru Louise og Frederik var fra barnsben bestemt for hinanden. Men når Adrian betragtede deres samvær, så han sjældent andet end en from hengivenhed, som var de broder og søster. De læste digte for hinanden, og talte elegant om de billeder og gobeliner, som prydede deres gårde. Jomfru Louise fortalte ofte Frederik om lægeurter og ædle vine fra Frakrig og Italiens land. Hun lærte ham om årets gang og skyernes navne. Mens Frederik fortalte hende om jagtens glæder og ølbrygningens velsignelser. Stundom røg de pibe sammen og lo og pjattede i skumringen og løftede ølkrusene højt og slog dem mod hverandre. Men kys havde Adrian aldrig set.
Adrian tænkte sig væk, mens den tunge, åbne karet stred sig over den knasende grusvej. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...

Da lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik, som forsøgte at holde sin arm rank og rettet mod greven grinende fjæs.

"Nådige greve," bad Adrian. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om hans røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"

Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!

Duggen faldt blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænkte på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.

Hyldest til G via Kingo

Hvad laver du, Kingo?
Jeg spiller den af, kan du nok se.
Jamen hvorfor, Kingo?
Jeg har lige skrevet en salme.
Jamen, Kingo, hvorfor skal du så spille den af?
Fordi det tænder mig.
Jamen, hvorfor tænder det dig, Kingo?
Fordi salmer er et turn-on.
Jamen, Kingo, hvorfor er det et turn-on at skrive salmer?
Fordi det bringer mig i kontakt med Gud
Er det et turn-on at være i kontakt med Gud
Øh – ja!
4real?
4real.
Jamen, Kingo..
Jamen, HVAD?
Mener du det?
Om jeg mener det?
Ja…
Mener hvad?
At det tænder dig at skrive salmer?
Om det tænder mig at skrive salmer?
Ja?
Okay, så.
Okay?
Ja, okay!
Okay, hvad?
Ja, for helvede. Det, der virkelig tænder mig, det er Søren
G.! Ja, så har jeg sagt det! Er der mere, du vil vide?!

Min telefons hemmelige liv

”M.gro.si0mi.grgro.m.gr0m! m.m.gro.m.m.grm.m.00irrigro.”

”M!

Færgsin.mso.ingro.m.irrio.so.insin’smgro… Mgregrebgroso.in.mm.irri.grogrso.m.gr40gro.nrmm.iss.grm. Gro.gro.gro.hisign’s m.gro.mgrgro.”

”J Sgro.nrgro.m.grgro.nrgro

J sin.m.m.gro.grm.m!

inspi.grm.Gro.m.hmgr.so.in’sgro.m06nglsgro.0gro

J Missin.m.grsin.m.m.grm.hm.gro.gro.grm.gro.grspin.m.grsin.m’ssign.gro.sign.pro.hM.sin.m’sso.in.spinm.hippimm.hm…m.grm!

gpsisin.sin.nrso.righso.so.sin.m0mgrm.grm!”

”Pissin.m.grm.groso.Gørsign.ism.grism.m.grm.gro. Gro.grm.gro…os.ingro.grgo’ sisils.opho.gro.grspih.hiph.m.grm.gro.h J I.Gørm.m.m!

Grisgro.grismrm.gr.gorm.gr. Gørm.gro.grm.ISS grogro

J go.miro.grgro.m’ssim! Ghgro. Sprisin.i”

”Idyo0.grm.irrioM.gris.ro.en.gro00gr”

”Gro.m.grm.m!

Grebirgro.grso.gro.40m.grismis.gro.grgro.m.m.m.irrio.issgro.m.sin.m.m.grom.

Isgro…gregrebo.grgreb.”

”ISm.grm

J gosin.m.Is0sign.m.irrim. Gro.gro.gro.m.sin.m6mm.gr.0Gris0mm.gr.grgro.m.”

”Grissin.msin J gom.grism.mm!irri.m.mirosebis.0mgrisgro.mm.gro.grm.Isgro.m.gr.m.m.m.!

Grisgro.grmisM Isgryn…ismiro.grsin.m.hm.gro.m.gro.m.hrgro.ørn.m.grm.grorn.m.grogrmm.Isgro…grm. Isgro.m. Isgro.gro.m.grom.sin.gr.m.grm.gr.gro.grom.isgro...0

Forsmået kunstner haiku

Mariehøns

losser mig hårdt

i bollerne

Gopler gnasker

mit slatne skræv

ustandseligt