Fluffy i retten

I den store sal ses scenen, som endnu er tildækket af et tungt forhæng i rødt fløjl.  To sværge står i hver sin side af scenen. De bærer lændeklæder af egeblade og spyd, i deres skjolde springer løver.

Se: De to dværge trækker i hver deres snor og tvinger tæppets to halvdele fra hinanden og åbenbarer scenen. Den forestiller en retssal. Dommerbord og stole, plads til anklager, forsvarer og jury. Scenerøg bølger om de tomme pladser.

Enter dommeren. Han er i tung, sort kappe og bærer en omfangsrig paryk. Han er rank. Samtlige jurymedlemmer, mænd som kvinder, bærer sorte rullekravebluser og markant brille i sort eller skildpaddefarvet stel.

Nu kommer forsvareren ind, han smiler intenst. Han er kvik, årvågen, nys udklækket fra jurastudiet. Han går til sit bord og finder ringbind frem, han finder flere ringbind frem og stabler høje tårne af Karnovs lovsamlinger. Han er rede.

Og nu! Anklageren: Profeten Daniel, som har sovet hos løverne, og har et skarpt blik for detaljer, det dybe og det lønlige, han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham. Han valgtes som den anklager, som skulle stige ned fra skyerne og dømme retfærdigt. Retfærdigt, men ikke uproblematisk, som vi i det følgende vil erfare. Han føler sig bedst tilfreds i linnede gevandter, men i dag bærer han sort rullekravebluse og markant brille.

Aktørerne har fundet deres plads. Det er tid for stykkets hovedperson at entre scenen.

Her er hun:

Fluffy!

Fluffy tripper ind på scenen i de kæreste, flade sandaler, i dagens anledning i lyserød tyl og med et bedårende smil mellem de lysende æblekinder. Hendes øjne er så blå, så blå. Et suk fejer gennem salen som et vindstød. Forsvareren sukker: Hvilken nullergøj! Selv dommeren sukker, da Fluffy lader sit ungpigesmil glide hen over ham også, men han mobiliserer al sin professionelle besindelse.

Men kun indtil en fennikel falder fra hans bord – hans madpakke. Den lander på gulvet med en ulden lyd, et pjusket kærtegn af salens gulv, som sukker ved mødet med de saftspændte blade og de fine bladtråde, som brydes og spreder sig. Samtidig stiger en mumlen op fra juryen, som – forstår man –diskuterer værker, vigtige værker, nødvendige litterære værker, og idet de benævner hver enkelt ophavsmand til hvert enkelt vigtige værk, filer ordene sig ind i huden på dem i en lang, ubrudt linje. Komplekse begreber suger sig som igler fast på deres hud. Det larmer.

”Ro i salen!” indskærper dommeren med myndig røst, mens han lader hammeren falde tungt på det højglanspolerede mahognidommerbord, ”Lad sagen begynde!”

Han beder Fluffy komme frem og lægge hånden på Den Store Bog og sværge at tale intet andet end sandhed. Hun smiler så æblekinderne strutter og siger ”Ehm, ja!” og går til sin plads med sin henrivende næse højt i sky med forsvarerens blik hængende på den nuttede næsetip, mens han indånder hendes friske duft. Som af sol og hav og nyslået græs. Hans blik svømmer, han har arbejdet på forsvaret nat og dag og har aldrig sluppet det.

Daniel står og ser tankefuld ud. Han ser ned i sin protokol, mens han lader fyldepennen berører sine læber ganske let. Det omgiver ham med en vis hemmelighedsfylde, som ikke umiddelbart alder sig afkode. Det foruroliger forsvareren, så han indtager den samme position. Symmetrien er uden sidestykke. De røde fløjlstæpper, de spydbærende sværge. To advokater i markant brille og alvorlige miner. Juryens rækker. Dommerens paryk fra hvilken pudderet stadig støver. Og Fluffy! Hun sidder så yndigt i sit tyl med de blå øjne og den hjerteformede jordbærmund med hænderne i skødet.

Daniel ranker ryggen og fremfører sin anklage: Fluffy er anklaget for flufferi! Det er indlejret i sagens natur. Daniel argumenterer, at flufferiet ud over at være flufferi er en afledningsmanøvre, et candyfloss-slør, som breder sig over landskabet som en lyserød hvisken, en bristende Hubbabubbabobbel. Fluffys flufferi har lagt en skal af dragé over alting, en glasur, som antager fasthed, opbygger et Taj Mahal i krystalsukker, gennemskinneligt som alabast, hendes flufferi lader havene forvandle til laktosefri og umådeligt cremet soyamælk, der længes og sukker mod de søde strande.

Ved denne anklage høres en tydelig gylpen i salen. Der er en, der råber ”Objection!” og en anden råber ”Sustained!” men ingen ved hvorfor, og hvad det betyder, og dommeren himler med øjnene over alle de ligegyldigheder, situationen skal omgives med for at opnå et tilstrækkeligt niveau af sødladen ufarlig æstetik, og Fluffy: Hun retter på sit tøj, som rasler næsten uhørligt, sukker mod hendes søde hud. Alle de suk, tænker hun og sukker. De retter deres øjne mod Fluffy. Den måde hendes tylkrave sidder på. Den burde sidde: Let asymmetrisk, men den sidder: Lige. Alle ser på Fluffy, som mistænkeliggøres. De øjne, der hviler på hende, giver hende følesen af at være en lille ræv, der er omgivet af bistre rævefangere med store net og bidske hunde, som viser tænder. Eller: noget som store net med hunde. Eller: noget som: store hundes beskidte tænder. Fluffy vender sit ansigt mod anklageren. Han forekommer velkendt og alligevel er der noget ved ham, der ikke ligner noget fra før. Måske er det tårnene af lovsamlinger, der spejler sig i hans pupiller, griber ind i dem som en oprejst skygge. En følelse fylder hende, som handler om forlegenhed og ingen forlegenhed. Hun lægger hovedet på skrå og vender sig på stolen, lader sig falde ned over stoleryggen, som søgte hun gulvet som en dråbe.

”Så sæt dig dog ordentligt på stolen!” siger dommeren. Men nu sker der noget besynderligt, som var til at forudse og alligevel ikke til at forudse. Alligevel ligger det indlejret i sagens natur. Der foregår en knopskydning. Små knopper af fluff skyder frem fra Fluffy perlehvide hud og løfter sig som tråde i rummet. Tråde af filigranfluff breder sig i rummet og kysser hvert enkelt luftmolekyle. Fluffen forskydes og forgrenes, frem og op og ned, hvirvler med blid poesi i rummet. Hvert blik er rettet mod Fluffys fluff, som er et træ i rummet. Det fylder salen med sin søde duft. Men dommeren er ikke tilfreds.

”Så er det kraftædeme nok mede tomme, æstetiske øvelser,” tordner han hvorved Fluffys fluff først trækker sig tilbage som en søanemone, som fine følehorn, men skyder sig frem igen, stivner i luften, antager messing-farve. Det stivner til afrundede messingknager, som Fluffy tager i sine hænder, trækker sig tilbage på plads, og den hvide halshud er som silkepapir. Hun tilbageerobrer rummet. Hun trækker sig tilbage som en wire af tomhed i Esbjerg Havn. Fluffy fluffer tilbage på plads.

”Men det er et værn mod dødsangst!” bedyrer Fluffy og tilføjer at hun er panisk angst for at dø. Forsvareren klapper glædesstrålende i sine maskulint blødmanicurerede hænder.  ”Det er et emne af eksistentiel gyldighed! En fabelagtigt almenmenneskelig relevans, som får os til at betragte verden med en ny skarphed, et nyt blik på landskabet i os selv, nej to, nej, adskillige blikke. Med sin fluff skænker Fluffy verden et panoptikon af fluffende fluff!”

Fluffy sidder tavs og nipper til en kop te med lyng lavendel pæoner linjer. De ville være så rart, hvis nogen forstod mig, men jeg er altid alene, så alene, tænker hun. Som en by i et dybt dyb, en meteorit i et vidtstrakt krater, som piloten, der netop har kastet atombomben og ved hvilken umådeligt eksplosiv betydning, han har på verden.

Men Fluffy behøver ikke være alene længere. De to friske dværge er altid parat til at hjælpe en smuk pige i nød. De kravler ind under bordet til Fluffys lange ben. Egebladene falder af deres lændeklæder. Fluffys blik er rettet mod landskab og evighed. De to dværge gnider deres overophedede kønsdele op af hendes yndige ben. Men selv da de hurtigt får sædafgang, pop, pop, mærker hun intet. Sæden glider i seje, boblede tråde ned af Fluffys fintmaskede silkestrømper.  Dværgene forlader hendes ben med et grynt og stiller sig symmetrisk tilbage på deres pladser. Fluffy er gået ind sig selv, ind i sin ensomhed.

Daniel fortsætter sin anklage, ironisk bearbejdet nu:

”Se mig, jeg har fluff i stuen. Ergo er jeg en der tænker meget og er litterær. Vi er normale her. Du behøver ikke være bange. Jeg har en statsanerkendt fluff i min samling. Det har fået mange vigtige priser. Vi kan føre en samtale om det. Jeg lugter ikke. Jeg har fluff, altså er jeg enig med eliten. Med smagsflufferne. Se mig, jeg har fluff, som ophavsflufferen selv har udråbt som vigtig og nødvendig fluff. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at det står og fluffer i min referenceramme. Se mig, jeg har noget kompleks fluff. Det gør mig kompleks. Jeg tænker meget. Jeg har noget fluff, som ophavsflufferen kaldte voldsomt. Det gør mig modig. Det fluffer ind i mit sind. Du kan se på mig, at jeg er fluffy. Som Fluffy selv.”

”Men hvorfor hader I mig,” spørger Fluffy og glipper med sine lange øjenvipper. ”jeg har ikke gjort noget. Ikke andet end at være et lille pelsdyr. Jeg er blot et let vindstød, der klaprer med et firsprosset vindue i maj.”

Daniel og forsvareren ser på hinanden. De ser ned ad sig selv, derpå på hinanden, og opdager at de er ens. De ser på juryen, dommeren, hinanden og sig selv. Det står klart at ingen er mere fluffy i mælet end Fluffy selv. Kun hun kan føre sit eget forsvar, kun hun kan anklage sig selv. Der er ingen anden vej.

”Ind imellem er jeg adskilt fra det, som får min kunst til at løbe som en strøm gennem verden. Desuden er vor angst et bølgende forhæng udenfor dagen. Men vi er taknemmelige for vinden. Den lyser i luften. Vi genkender den som sandheden selv. Gængse strukturer brydes i den blæst. Der er en vinter, som har gjort vore øjne ude af stand til at se. Men blæsten løber igennem dem som elektricitet gennem kobber. Vi har det døde i os. Det ligger der som tungt blod. Alt hvad der syntes arkaisk, uendeligt, var kun et glimt i mørket. Vi mærker det hos os selv. Den forgængelighed. Når et liv bliver forstadiet til jord. Og sorgen små hoppende kugler, som splintres og deler sig, som var hver enkelt dag en hud. Ingen skal tage den fra os. Den flyder ud over et landskab og knuser det foran sig som en gletsjer. Og alt er forandret herefter.

Der er et stort ansvar, der hviler på mig nu. At distribuere alle de blikke, der vil få jer til at forstå verden, forstå den fuldt og helt. At se landskabet gennem mine øjne, blive ét med mine tanker. Hvem af os, der end går først ind i dét, der ligger foran, vil altid kende det endog bedre end barndommens land.

I kan ikke tvinge mig til jeres dom. Der er fugle, der synger så melankolsk. Med mørket siddende i struben. Jeg er stadig kold og hæs og feberhed af anstrengelse over det, jeg har bragt til verden. Når sorgen først har plantet sit frø, er der ballast på. Har man elsket som jeg, har man set et stort lys og derefter et stort intet. Jeg behøver ikke være lykkelig. Jeg behøver ikke jeres dom!”

”Nåååårh!” lyder det fra juryen; det kommer fra deres hjerter. Selv dommeren har tårer sin sine øjne. Fluffy er ustraffet. Hun kan ikke straffes. Daniel og forsvareren fortæller dette med øjnene mod solnedgangen, det gyldne skær afspejles i deres øjne, blødgør deres træk.  De er smukke i den belysning. Fluffy rejser sig på sine yndige ben. Hun griber deres hænder, og de læner sig ind mod hende og kysser hende synkront på den svanehvide hals.

De er enige nu. Hun skal have prisen, den højst mulige pris. Universets Kunstpris! For Fluffy afspejler Universet. I Universet er der masser af fluff. Stjerner fødes i tåge og støv: Fluff. Når vi betragter billeder af stjernetåger, af Skabelsens Søjler, af galakser, bedrages vi. Thi deres strålende farver er manipulerede. De er taget med infrarød, ultraviolet og røntgen for at give os et overskueligt billede af noget, der ikke kan beskues: Fluff. Galakserne synes massive, men tæt på er alle elementerne adskilt. Med andre ord: Fluff.

Dommeren river si paryk af og afslører sin virkelige identitet: Han er prædikeren, Konge i Jerusalem:

”Alt er fluff, endeløs fluff. Derfor er Fluffy uskyldig!”

Alle jubler! Fluffy har gjort det igen! Tilbagevist hver tænkelig anklage. Nu skal hun vitterlig have den pris, hun fortjener. Det er så stort, så uendelig stort. Fluffy bøjer hovedet med et genert lille smil over sin frodige jordbærmund. Hun er simpelthen sådan en nuttet lille en.

Dommeren hamrer i bordet: ”Bring prisen ind!”

Der går en tid. Intet sker. Publikum er utålmodige. Men det er så sandelig værd at vente på. For grunden til den venten er prisens tyngde. En mængde dværge bringer prisen ind. De aser og maser og vakler under vægten. Det er så stor en pris. En pokal af massivt hvidguld med indlagte ædelstene og dioder, der blinker og morser alt hvad der nogensinde er skrevet af og om Fluffy. Denne pris er stor og vigtig. Den, som tildeles denne uendeligt ærefulde pris må bøje hovedet i ærefrygt over sit eget geni. Og det gør Fluffy!

Men ét må man vide om denne pris: den opsamler al den fluff, man fluffer gennem sit oeuvre. Og fluffen ligger indeholdt i pokalen. Der er en klausul på denne pris. Den fordrer ydmyghed for kunstens væsen.

Hvis man ikke lever op til dette, så gærer al den fluff. Den rådner simpelthen. Og det stinker ad helvede til!