I den store sal ses scenen, som endnu er tildækket af et
tungt forhæng i rødt fløjl. To sværge
står i hver sin side af scenen. De bærer lændeklæder af egeblade og spyd, i
deres skjolde springer løver.
Se: De to dværge trækker i hver deres snor og tvinger
tæppets to halvdele fra hinanden og åbenbarer scenen. Den forestiller en
retssal. Dommerbord og stole, plads til anklager, forsvarer og jury. Scenerøg
bølger om de tomme pladser.
Enter dommeren. Han er i tung, sort kappe og bærer en
omfangsrig paryk. Han er rank. Samtlige jurymedlemmer, mænd som kvinder, bærer
sorte rullekravebluser og markant brille i sort eller skildpaddefarvet stel.
Nu kommer forsvareren ind, han smiler intenst. Han er kvik,
årvågen, nys udklækket fra jurastudiet. Han går til sit bord og finder ringbind
frem, han finder flere ringbind frem og stabler høje tårne af Karnovs
lovsamlinger. Han er rede.
Og nu! Anklageren: Profeten Daniel, som har sovet hos
løverne, og har et skarpt blik for detaljer, det dybe og det lønlige, han ved,
hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham. Han valgtes som den anklager, som
skulle stige ned fra skyerne og dømme retfærdigt. Retfærdigt, men ikke
uproblematisk, som vi i det følgende vil erfare. Han føler sig bedst tilfreds i
linnede gevandter, men i dag bærer han sort rullekravebluse og markant brille.
Aktørerne har fundet deres plads. Det er tid for stykkets
hovedperson at entre scenen.
Her er hun:
Fluffy!
Fluffy tripper ind på scenen i de kæreste, flade sandaler, i
dagens anledning i lyserød tyl og med et bedårende smil mellem de lysende
æblekinder. Hendes øjne er så blå, så blå. Et suk fejer gennem salen som et
vindstød. Forsvareren sukker: Hvilken nullergøj! Selv dommeren sukker, da
Fluffy lader sit ungpigesmil glide hen over ham også, men han mobiliserer al
sin professionelle besindelse.
Men kun indtil en fennikel falder fra hans bord – hans
madpakke. Den lander på gulvet med en ulden lyd, et pjusket kærtegn af salens
gulv, som sukker ved mødet med de saftspændte blade og de fine bladtråde, som
brydes og spreder sig. Samtidig stiger en mumlen op fra juryen, som – forstår
man –diskuterer værker, vigtige værker, nødvendige litterære værker, og idet de
benævner hver enkelt ophavsmand til hvert enkelt vigtige værk, filer ordene sig
ind i huden på dem i en lang, ubrudt linje. Komplekse begreber suger sig som
igler fast på deres hud. Det larmer.
”Ro i salen!” indskærper dommeren med myndig røst, mens han
lader hammeren falde tungt på det højglanspolerede mahognidommerbord, ”Lad
sagen begynde!”
Han beder Fluffy komme frem og lægge hånden på Den Store Bog
og sværge at tale intet andet end sandhed. Hun smiler så æblekinderne strutter
og siger ”Ehm, ja!” og går til sin plads med sin henrivende næse højt i sky med
forsvarerens blik hængende på den nuttede næsetip, mens han indånder hendes
friske duft. Som af sol og hav og nyslået græs. Hans blik svømmer, han har
arbejdet på forsvaret nat og dag og har aldrig sluppet det.
Daniel står og ser tankefuld ud. Han ser ned i sin protokol,
mens han lader fyldepennen berører sine læber ganske let. Det omgiver ham med
en vis hemmelighedsfylde, som ikke umiddelbart alder sig afkode. Det
foruroliger forsvareren, så han indtager den samme position. Symmetrien er uden
sidestykke. De røde fløjlstæpper, de spydbærende sværge. To advokater i markant
brille og alvorlige miner. Juryens rækker. Dommerens paryk fra hvilken pudderet
stadig støver. Og Fluffy! Hun sidder så yndigt i sit tyl med de blå øjne og den
hjerteformede jordbærmund med hænderne i skødet.
Daniel ranker ryggen og fremfører sin anklage: Fluffy er
anklaget for flufferi! Det er indlejret i sagens natur. Daniel argumenterer, at
flufferiet ud over at være flufferi er en afledningsmanøvre, et candyfloss-slør,
som breder sig over landskabet som en lyserød hvisken, en bristende
Hubbabubbabobbel. Fluffys flufferi har lagt en skal af dragé over alting, en
glasur, som antager fasthed, opbygger et Taj Mahal i krystalsukker,
gennemskinneligt som alabast, hendes flufferi lader havene forvandle til
laktosefri og umådeligt cremet soyamælk, der længes og sukker mod de søde
strande.
Ved denne anklage høres en tydelig gylpen i salen. Der er
en, der råber ”Objection!” og en anden råber ”Sustained!” men ingen ved hvorfor,
og hvad det betyder, og dommeren himler med øjnene over alle de
ligegyldigheder, situationen skal omgives med for at opnå et tilstrækkeligt
niveau af sødladen ufarlig æstetik, og Fluffy: Hun retter på sit tøj, som
rasler næsten uhørligt, sukker mod hendes søde hud. Alle de suk, tænker hun og
sukker. De retter deres øjne mod Fluffy. Den måde hendes tylkrave sidder på.
Den burde sidde: Let asymmetrisk, men den sidder: Lige. Alle ser på Fluffy, som
mistænkeliggøres. De øjne, der hviler på hende, giver hende følesen af at være
en lille ræv, der er omgivet af bistre rævefangere med store net og bidske
hunde, som viser tænder. Eller: noget som store net med hunde. Eller: noget
som: store hundes beskidte tænder. Fluffy vender sit ansigt mod anklageren. Han
forekommer velkendt og alligevel er der noget ved ham, der ikke ligner noget
fra før. Måske er det tårnene af lovsamlinger, der spejler sig i hans pupiller,
griber ind i dem som en oprejst skygge. En følelse fylder hende, som handler om
forlegenhed og ingen forlegenhed. Hun lægger hovedet på skrå og vender sig på
stolen, lader sig falde ned over stoleryggen, som søgte hun gulvet som en
dråbe.
”Så sæt dig dog ordentligt på stolen!” siger dommeren. Men
nu sker der noget besynderligt, som var til at forudse og alligevel ikke til at
forudse. Alligevel ligger det indlejret i sagens natur. Der foregår en
knopskydning. Små knopper af fluff skyder frem fra Fluffy perlehvide hud og
løfter sig som tråde i rummet. Tråde af filigranfluff breder sig i rummet og
kysser hvert enkelt luftmolekyle. Fluffen forskydes og forgrenes, frem og op og
ned, hvirvler med blid poesi i rummet. Hvert blik er rettet mod Fluffys fluff,
som er et træ i rummet. Det fylder salen med sin søde duft. Men dommeren er
ikke tilfreds.
”Så er det kraftædeme nok mede tomme, æstetiske øvelser,”
tordner han hvorved Fluffys fluff først trækker sig tilbage som en søanemone,
som fine følehorn, men skyder sig frem igen, stivner i luften, antager
messing-farve. Det stivner til afrundede messingknager, som Fluffy tager i sine
hænder, trækker sig tilbage på plads, og den hvide halshud er som silkepapir.
Hun tilbageerobrer rummet. Hun trækker sig tilbage som en wire af tomhed i
Esbjerg Havn. Fluffy fluffer tilbage på plads.
”Men det er et værn mod dødsangst!” bedyrer Fluffy og
tilføjer at hun er panisk angst for at dø. Forsvareren klapper glædesstrålende
i sine maskulint blødmanicurerede hænder.
”Det er et emne af eksistentiel gyldighed! En fabelagtigt almenmenneskelig
relevans, som får os til at betragte verden med en ny skarphed, et nyt blik på
landskabet i os selv, nej to, nej, adskillige blikke. Med sin fluff skænker
Fluffy verden et panoptikon af fluffende fluff!”
Fluffy sidder tavs og nipper til en kop te med lyng lavendel
pæoner linjer. De ville være så rart, hvis nogen forstod mig, men jeg er altid
alene, så alene, tænker hun. Som en by i et dybt dyb, en meteorit i et
vidtstrakt krater, som piloten, der netop har kastet atombomben og ved hvilken
umådeligt eksplosiv betydning, han har på verden.
Men Fluffy behøver ikke være alene længere. De to friske
dværge er altid parat til at hjælpe en smuk pige i nød. De kravler ind under
bordet til Fluffys lange ben. Egebladene falder af deres lændeklæder. Fluffys
blik er rettet mod landskab og evighed. De to dværge gnider deres overophedede
kønsdele op af hendes yndige ben. Men selv da de hurtigt får sædafgang, pop,
pop, mærker hun intet. Sæden glider i seje, boblede tråde ned af Fluffys
fintmaskede silkestrømper. Dværgene
forlader hendes ben med et grynt og stiller sig symmetrisk tilbage på deres
pladser. Fluffy er gået ind sig selv, ind i sin ensomhed.
Daniel fortsætter sin anklage, ironisk bearbejdet nu:
”Se mig, jeg har fluff i stuen. Ergo er jeg en der tænker
meget og er litterær. Vi er normale her. Du behøver ikke være bange. Jeg har en
statsanerkendt fluff i min samling. Det har fået mange vigtige priser. Vi kan
føre en samtale om det. Jeg lugter ikke. Jeg har fluff, altså er jeg enig med
eliten. Med smagsflufferne. Se mig, jeg har fluff, som ophavsflufferen selv har
udråbt som vigtig og nødvendig fluff. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at
det står og fluffer i min referenceramme. Se mig, jeg har noget kompleks fluff.
Det gør mig kompleks. Jeg tænker meget. Jeg har noget fluff, som ophavsflufferen
kaldte voldsomt. Det gør mig modig. Det fluffer ind i mit sind. Du kan se på
mig, at jeg er fluffy. Som Fluffy selv.”
”Men hvorfor hader I mig,” spørger Fluffy og glipper med
sine lange øjenvipper. ”jeg har ikke gjort noget. Ikke andet end at være et lille
pelsdyr. Jeg er blot et let vindstød, der klaprer med et firsprosset vindue i
maj.”
Daniel og forsvareren ser på hinanden. De ser ned ad sig
selv, derpå på hinanden, og opdager at de er ens. De ser på juryen, dommeren,
hinanden og sig selv. Det står klart at ingen er mere fluffy i mælet end Fluffy
selv. Kun hun kan føre sit eget forsvar, kun hun kan anklage sig selv. Der er
ingen anden vej.
”Ind imellem er jeg adskilt fra det, som får min kunst til
at løbe som en strøm gennem verden. Desuden er vor angst et bølgende forhæng
udenfor dagen. Men vi er taknemmelige for vinden. Den lyser i luften. Vi
genkender den som sandheden selv. Gængse strukturer brydes i den blæst. Der er
en vinter, som har gjort vore øjne ude af stand til at se. Men blæsten løber
igennem dem som elektricitet gennem kobber. Vi har det døde i os. Det ligger
der som tungt blod. Alt hvad der syntes arkaisk, uendeligt, var kun et glimt i
mørket. Vi mærker det hos os selv. Den forgængelighed. Når et liv bliver
forstadiet til jord. Og sorgen små hoppende kugler, som splintres og deler sig,
som var hver enkelt dag en hud. Ingen skal tage den fra os. Den flyder ud over
et landskab og knuser det foran sig som en gletsjer. Og alt er forandret
herefter.
Der er et stort ansvar, der hviler på mig nu. At distribuere
alle de blikke, der vil få jer til at forstå verden, forstå den fuldt og helt.
At se landskabet gennem mine øjne, blive ét med mine tanker. Hvem af os, der
end går først ind i dét, der ligger foran, vil altid kende det endog bedre end barndommens
land.
I kan ikke tvinge mig til jeres dom. Der er fugle, der
synger så melankolsk. Med mørket siddende i struben. Jeg er stadig kold og hæs
og feberhed af anstrengelse over det, jeg har bragt til verden. Når sorgen
først har plantet sit frø, er der ballast på. Har man elsket som jeg, har man
set et stort lys og derefter et stort intet. Jeg behøver ikke være lykkelig.
Jeg behøver ikke jeres dom!”
”Nåååårh!” lyder det fra juryen; det kommer fra deres
hjerter. Selv dommeren har tårer sin sine øjne. Fluffy er ustraffet. Hun kan
ikke straffes. Daniel og forsvareren fortæller dette med øjnene mod
solnedgangen, det gyldne skær afspejles i deres øjne, blødgør deres træk. De er smukke i den belysning. Fluffy rejser
sig på sine yndige ben. Hun griber deres hænder, og de læner sig ind mod hende
og kysser hende synkront på den svanehvide hals.
De er enige nu. Hun skal have prisen, den højst mulige pris.
Universets Kunstpris! For Fluffy afspejler Universet. I Universet er der masser
af fluff. Stjerner fødes i tåge og støv: Fluff. Når vi betragter billeder af
stjernetåger, af Skabelsens Søjler, af galakser, bedrages vi. Thi deres
strålende farver er manipulerede. De er taget med infrarød, ultraviolet og
røntgen for at give os et overskueligt billede af noget, der ikke kan beskues:
Fluff. Galakserne synes massive, men tæt på er alle elementerne adskilt. Med
andre ord: Fluff.
Dommeren river si paryk af og afslører sin virkelige
identitet: Han er prædikeren, Konge i Jerusalem:
”Alt er fluff, endeløs fluff. Derfor er Fluffy uskyldig!”
Alle jubler! Fluffy har gjort det igen! Tilbagevist hver
tænkelig anklage. Nu skal hun vitterlig have den pris, hun fortjener. Det er så
stort, så uendelig stort. Fluffy bøjer hovedet med et genert lille smil over
sin frodige jordbærmund. Hun er simpelthen sådan en nuttet lille en.
Dommeren hamrer i bordet: ”Bring prisen ind!”
Der går en tid. Intet sker. Publikum er utålmodige. Men det
er så sandelig værd at vente på. For grunden til den venten er prisens tyngde.
En mængde dværge bringer prisen ind. De aser og maser og vakler under vægten.
Det er så stor en pris. En pokal af massivt hvidguld med indlagte ædelstene og
dioder, der blinker og morser alt hvad der nogensinde er skrevet af og om
Fluffy. Denne pris er stor og vigtig. Den, som tildeles denne uendeligt
ærefulde pris må bøje hovedet i ærefrygt over sit eget geni. Og det gør Fluffy!
Men ét må man vide om denne pris: den opsamler al den fluff,
man fluffer gennem sit oeuvre. Og fluffen ligger indeholdt i pokalen. Der er en
klausul på denne pris. Den fordrer ydmyghed for kunstens væsen.
Hvis man ikke lever op til dette, så gærer al den fluff. Den
rådner simpelthen. Og det stinker ad helvede til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar