No tomorrow...?

 Da jeg var barn, drømte jeg om at blive regnbuekriger og sejle med Greenpeace i gummibåde og redde hvaler og babysæler og regnskove. Det var tider dengang. Problemerne virkede på en måde lidt mere…charmerende.  Det var dengang, vi stadig gik rundt under den kolde krigs åg. Hvor Tjernobyl nedsmeltede. Hvor Cheminova lukkede gift ud på Høfde 42. Vi gik atommarcher og sang slagsange mod de onde mænd. Det var virkelig tider. Det var dengang der var nogen der var onde, og vi, folket, var de gode.

Sådan er det ikke mere. Vi lever i Antropocæn, og vi er alle sammen slemme. Vi er alle sammen en del af problemet. Vi ér problemet. Som Agent Smith sagde i ”The Matrix”: Mennesker spreder sig som virus.” (Eller noget i den retning) Det gjorde stort indtryk på lille mig dengang jeg så den første gang i 1999. Året efter så jeg  en udsendelse, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med begrebet global oparmning. Hvad fanden, Shu-bi-dua havde allerede været firtsmovers i forhold til den problematik i 1981 da de udgav nummeret ”Costa Kalundborg.”

Det burde ikke komme bag på os. Men det gjorde det. Og gør det tydeligvis stadig. Dengang fuckede det med mit hoved, at nattefrosten ikke kom på det tidspunkt, den plejede. Nu fucker det med mit hoved at efteråret er så varmt, som det er blevet. Det føles som om vi er frøen i gryden, der bliver varmet langsomt op.  

Jeg har for nylig pint mig selv med youtubevideoer lavet af selskabet ”Human extiction by 2030” , der har lavet små animationsfilm med titlerne ”There´s no tomorrow” og ”The arctic death spiral and the methane time bomb.” Det giver meget lidt håb for fremtiden. Læg dertil det politiske klima, racismen, frygten for alt hvad der har det mindste touch af Islam, det moderne (åh ja, virkelig trendy) kontanthjælpsloft, der fratager folk enhver form for værdighed. Jeg havde delt denne her artikel på Facebook http://www.avisen.dk/line-ramt-af-kontanthjaelpsloftet-jeg-graeder-bare_408720.aspx , og en af mine venner skrev: ”Det er ikke mit Danmark!”

Det er heller ikke mit. Det er ikke min verden, der står overfor apokalypsen. Men hvordan kan jeg alene kæmpe imod de kræfter, som bliver ved med at insistere på brugen af fossile brændstoffer og modvirker klimavenlige løsninger. Vi har de kreative kræfter til at finde en løsning, men det kræver at vi gør samlet oprør, ikke sidder og deler artikler på Fjæsbogen, men gør noget ved det. Det ér fucking nu, lige NU ellers er der no tomorrow. Ikke for os, ikke for vores børn.

Vi skal have det oprør nu!