torsdag den 18. august 2016

Brutal Assault 2016 (+ tips til den dovne metalpige m/k)




Foto: Petr Hoffelner, Brutal Assault Official

Brutal Assault er en tjekkisk metalfestival med hovedfokus på black og death, som finder sted i fortet Josefov fra 1780 i byen Jaromer i Hradec Kralove-regionen. I år var det intet mindre end den 21. Festival, og den er tydeligvis en institution for metalhoveder fra hele verden med dens tårnhøje niveau, dramatiske omgivelser og super fede mennesker. Ikke desto mindre havde jeg først opdaget dens eksistens i år, da The Man spurgte om jeg ville med, og gu ville jeg så, metal + Tjekkiet, what´s not to like? Jeg var heldig som BA debutant at kunne følges med et kontingent erfarne BA´ere, som vidste alt. Havde jeg været alene, havde jeg brugt rigtig meget tid på at finde ud af det hele, så derfor er her nogle tips og tricks til dig, der har lyst til at tage med næste år.

Selve billetten er sindssygt billig, 80€ for 4 dages metal, 88€ ved døren. En super vigtig ting er dog, at man skal være hurtigt ude, hvis man ikke har lyst til at sove i telt. Der er rift om hotellerne, hvoraf nogle er knyttet til festivalen med shuttlebusser, og da jeg kom ind i projektet, var de allerede booket.  Da der under festivalen sidste år var 40 graders varme, fandt jeg ideen om et værelse med aircon meget tiltalende, fordi jeg godt kan lide det der søvn.  Den situation gav mig lidt pres, da jeg havde købt biletten for nogle måneder siden, men heldigvis havde The Man henvist til Maja B, en erfaren BA´er, som både havde booket flere værelser for en sikkerheds skyld, og oven i købet lavet et super overskueligt excelark med en liste over bands, deres land, genrer og subgenrer. Respekt!

Således bevæbnet med billetter og booking, fløj The Man, Frank og jeg til Prag, og derefter med taxa til hovedbanen, hvor de tog toget og jeg hookede op med Maja B og de andre i en minibus, der kostede 550 Dkk for 9 mand, og hvor der var et anlæg, der på glimrende vis kunne gennemtæske vores øregange, mens vi kørte de ca. 2 ½ time, der er til Nachod, hvor vort hotel, U Beranka, ligger. Det viste sig at være et fint hotel med god service, og i øvrigt at være et offentligt BA hotel, hvor flere af bandsene logerede. Receptionisten synes muligvis at Steen L lignede en forsanger, eftersom hun ledte efter hans navn på bandlisten. Udenfor Prag og andre turistflder er det ikke almindeligt at folk taler engelsk, og f.eks. menukort er kun på tjekkisk. Det kan gøre kommunikation lidt vanskelig, men tjekker er utroligt søde mennesker, og man kommer langt med ”ahoy”, ”pivo”, ”prosim” og ”diky.”
Tjekkerne betragter i øvrigt øl som en del af et måltid – flydende brød – og har et meget frit forhold til alkohol, og der må ryges inden døre på restauranter. Det gør altid en rejse til Tjekkiet til en afslappende oplevelse, når man til tider føler den skandinaviske nypuritanismes spændetrøje omklamre sindet til hverdag.

Og mens man således venter på den taxa, der skal fragte en til Josefov , der ligger ca 30 kilometer væk, kan man ligesågodt få en pivo i cafeen ved siden af hotellet. Det anbefales selvfølgelig at tage de officielle taxaer fremfor piraterne, de koster mellem 500-700 czk.

Fra taxaerne til festivalens indgang er der et kvarters gang mellem en skov og fortets mure, der begynder at tårne sig op. Mellem træerne ligger de hardcore,  der bor i telt. På vej mod indgangen er der masser af boder med super billig mad og uofficielt merch. Da Maja B, Eva P og jeg ankom onsdag eftermiddag, pissede det ned, og The Man fortalte i telefonen at køen var tre timer lang. Derfor gik vi op mod byens plads for at finde en tør pub, men alt var fyldt op i Josefovs centrum. Men lidt længere nede ad en af de brostensbelagte gader, fandt vi pubben U Josefov II, hvor øllerne og Becherovkaen var uforskammet billig. Og igen kunne vi konstatere, at druksange ikke behøver nogen oversættelse, og at ”Låå-låå-låå” er et internationalt sprog.

Foto: Petr Hoffelner, Brutal Assault Official


I år gennemførte festivalen et pengeløst system, hvor armbåndet har en chip, der fungerer som digital wallet, og det fungerede upåklageligt. Det kan anbefales at tilmelde sig via linket i informationsbrevet, man får med billetten og lave automatisk top-up, så man ikke løber tør for digitale jetoner og skal stå i en af de lange køer til den manuelle top-up-bod. På mail kan du følge dine køb og se præcis hvor mange øl, du har drukket. Smart, ikke? Efter festivalen kan du få refunderet overskydende penge, hvis du er skarp nok til at få indtastet dine oplysninger inden fristen udløber – i år var det dagen efter festivalen.
Lige udenfor festivalen er der en ATM, men det er vitterligt nemmere at hæve sine cash, hvor man ikke behøver stå i kø. Mest praktisk er det dog at købe sine cash af en, der er kommet til at hæve for mange. En af vores venner havde gjort netop dette og fungerede således som levende ATM machine, og vi overførte Dkk til ham via Mobile Pay, og det var sgu så nemt.

Festivalen er fyldt med vidundere Det gamle fort er bygget i stjerneform, labyrintisk og uindtageligt, og det dramatiske murmassiv rummer kældre og katakomber, der er kutteklædte mænd med pestmasker på toppen af murene, græssende geder og staelige linde, kunstudstillinger og biograf. Der er så meget at se på, og undersøge. Men lige efter indgangen er der et øltelt, og det fungerer som danskertelt, og det er en veritabel drukfælde. Det er simpelthen ustyrlig morsomt at hænge ud derinde, jeg tror sjældent jeg har grinet så meget, men hvis jeg prøver at gengive det, ville det sikkert blive én lang perlerække af ”man skulle måske have været der.”
Hvad maden angår, så er der god mulighed for at være økofascist. Inspiral Burger er virkelig god, økocertificeret oksekød, og der er en hel gade med vegetar/vegan lige mellem ølteltet og den officielle merchbod. Gå dog for Helvede ikke glip af The Temple Of Lemmy, som er en helligdom bygget for Ham. Ved indgangen modtager du et lys, går gennem en katakombs smalle gange og ender ved et kertebelyst alter i mosaik. Her kan du bede en bøn eller drikken en skål til Hans ære.

Lidt for megen blitz, men ikke desto mindre Temple Of Lemmy



Hvad merchandise angår, er det officielle BA merch ret kreativt udført i mange designs. Der burde være noget for enhver smag. Desværre var der ikke meget officielt bandmerch til salg, hvilket var lidt af en mangel.

De to store scener, Metalshop og Jägermeister, udgør festivalens hjerte. Der er endnu en lille scene, Metalgate dybt nede i fortets indre. Vi var nede for at høre Grave, svensk death, men telte var fyldt og lyden var elendig, selv lige udenfor. Det blev dog bedre når man kom ind. Dog synes jeg at oplevelsen af Metalgate var lettere klaustrofobisk i det aflange aflukke, hvor scenen lå, så jeg fik desværre ikke oplevet flere koncerter dér. I det hele taget var oplevelsen af lydbilledet til de forskellige koncerter, at det i lidt for høj grad var et spørgsmål om placering.
Men hvad det musikalske indhold angik, var der ikke noget at klage over. Jeg kan kun begræde min Satyrincon-idioti på flere niveauer. For det første var jeg for fuld, da mit hovednavn endelig spillede til at være ordentligt tilstde. For det andet – fuck mig! –sov jeg lige netop for længe på hotellet den dag, Satyr dinerede ved morgenmaden, og Maja og Eva havde frit udsyn til den ubetinget lækreste mand i black metal. Lige dér, my friends, lige dér forbandede jeg mig selv og mine syvsovertendenser langt væk. Argh!!

Men torsdag oplevede jeg tre sindssygt skarpe koncerter på stribe. Først var der Ministry, som jeg aldrig har set før. Allerede ved åbningen stod der er citat på storskærmen, som man kun kunne få optur over: ”Pearl necklaces for everyone / Al Fucking Juergenson!” (hvis du ikke ved hvad en Pearl necklace er en eufemisme for, så google det lige ;-) ) Deres industrial metal gik knivskarpt igennem, og Al Juergenson gav den som udødeligt ikon på scenen, selv langt væjk fra lignede han en metalgud. Derefter spillede Pertubator, som er såkaldt dark synth, dvs. en DJ, der trykkede den af. Ikke desto mindre var det en massiv lydoplevelse, som jeg ikke kan gå i detaljer med eftersom jeg var lidt skæv, så jeg husker kun den kropslige fornemmelse af at blive ramt af et bjergmassiv af lyd. Til sidst spillede det norske, 1349, som jeg længe gerne har villet se, og som også stod som et sort tårn af black metal i natten. De kalder sig således, fordi det var i det pågældende år, at pesten ramte Norge. Cute.

Årets overraskelse var græske Septicflesh, som spiller orchestral metal, og de gjorde det med et inderligt udtryk, der trods den påfaldende næsten synge med-agtige melodiøsitet og den panserklædte forsanger formåede at bibeholde death metallens komplekse lydmassiv.

Endelig spillede Behemoth lørdag aften.  Og oh…my…God! Jeg har set dem live flere gange, og hver gang har jeg været dybt betaget af deres kompromisløse udtryk. Men denne gang var jeg helt oppe foran, og lyden var sublim. I deres musik og artwork fremstår de som ægte satanister, som kun de kan være, som kommer fra et katolsk land. De hader kirken med et sydende, indædt had, som tilfører deres udtryk en vidunderlig aggressivitet. Jeg er meget glad for bands, som formår at tilføre deres lyrics æstetik og dybde, fremfor blot at kaste omkring sig med satanistiske begreber, der lyder godt i brudstykker. Behemoth mestrer den kunst, og alt fra sceneshow over artwork til lyrics er gennemsyret af en sammenhængende æstetik. Deres instrumentalside har så meget drive, dobbeltpedal, tritonus-substitutioner (djævelens akkord) og til tider glam-agtige guitarsoli. 

Behemoth, lørdag aften, YEAHHH


Lørdag aften efter Behemoth var jeg euforisk og havde mindst af alt lyst til at tage hjem. Danskerteltet var som sædvanlig et vanvittigt underholdende sted at være. Og vi ved jo at post festival-bluesen altid venter dagen derpå. Så evigt bittersødt.  Men gudskelov lykkedes det at komme hjem, for kl. 08.55 ringede Maja B, som bekendtgjorde, at Slayerbussen afgik kl. 09.15. Jeg stod op i stadig sovende tilstand og formelig hældte mine ting ned i kufferten, uden at ænse, hvor jeg havde gjort af mit pas, hvilket beredte mig en lettere presset tilstand i lufthavnen.  Det var ikke særlig behageligt, og min notoriske syvsovning er klart et område, der skal strammes op på næste gang.

Men efter min ”hvor-er-mit-pas”-panik kunne jeg sætte pris på de udmærkede ting, som Prags lufthavn har at byde på, f.eks. en ret svedig traditionel gullasch i den store restaurant på 1. salen. Det Czech Airlines-fly, vi var med på hjemturen, virkede mindre end det på udturen, og det gav mig den klaustrofobiske følelse af metalcylinder, og det gav mig et stort behov for at holde mine tanker beskæftiget for ikke at flippe dårligt ud, hvorfor kladden til dette indlæg blev skrevet på 4 brækposer, fordi jeg ikke havde noget papir.

På vej hjem i metroen mødte vi en fyr, der var blevet kørt ned af en af festivalens ATV´er, der har en eller anden form for logistisk funktion. Der var heldigvis ikke sket andet med den unge mand, end at han havde fået nogle blå mærker, det kunne være gået meget værre. Og det var forhåbentlig et dumt uheld og en engangsforestilling, men det er nok under alle omstændigheder tilrådeligt at være opmærksom når ATV-drengene er på vej forbi.

Under alle omstændigheder var det en fuldstændigt fantastisk festival, og essentielt understreger BA atter, at metalfolk er de sødeste og fredeligste i verden. Der var ingen dårlige attituder, ingen slagsbrødre, ingen nidstirring, kun folk der passede på hinanden og havde det sjovt og talte skønt med hinanden. Jeg kendte kun to i forvejen, men har ikke mødt andet end fantastiske mennesker, der vil musikken hundrede procent!

Brutal Assault, count me in næste år!


Metal is your destiny!*


Linx:

BA officiel hjemmeside:  http://brutalassault.cz/en/

*citat: Seven Thorns

1 kommentar: