Første anmeldelse af "Mod solnedgangen" - og den er go'!!

http://ordlydblog.blogspot.dk/2014/12/psykologisk-socialrealisme-med-djvlefjs_3.html

Mindetekst for Knud Heickendorff

I morgen skal vi mindes Knud Heickendorff i Galleri Op Ad Trappen i Nykøbing Falster ved denne begivenhed: https://www.facebook.com/events/1494132304176130/?fref=ts

I den forbindelse har jeg skrevet følgende tekst, som jeg vil læse op. Jeg deler den også hér, fordi jeg gerne vil dele mine følelser for dette vidunderlige, kreative, gavmilde menneske, som alt for tidligt gik bort. Jeg savner dig, Knud!

Knud og mig og motorcyklen

Drømme kan være så selvfølgelige. Det var helt naturligt, at Knud og jeg kørte på motorcykel gennem København. Det var en lys efterårsdag. Luften var sprød som krystal. Vi sad begge to på motorcyklen. Jeg kan ikke huske hvem, der kørte den. Jeg har personligt aldrig kørt motorcykel. Jeg ved ikke, om Knud har. Men det var også lige meget. Det var en drøm. Men at i den var helt naturligt. Som at Knud havde tabt en bamse, der var et lam. Den lå på parkeringspladsen på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard som den så ud før den blev lavet til parkeringshus. Grus og jord. Der lå lammebamsen, og vi samlede den op og kørte videre. Og så var motorcyklen væk, og vi gik hånd i hånd gennem byen. Der var ingen ord i drømmen. Men også det var ligegyldigt. Det var selvfølgeligt. Det kunne have været i går, det kunne have været et sted i evigheden.

Jeg husker en scene fra Prag, som foregik i virkeligheden, men som lige så godt kunne have været en drøm. Jeg var på en kunstudstilling, som bestod af en masse forskelige installationer med farvet lys og strømmende vand og lysende glober, der sejlede på en lille kunstig bæk. Det var et sansebombardement. Pludselig fandt jeg mig selv i museets café, og en gammel, mand med et kæmpe stort, gråt skæg og sort hat rakte en masse mærkelige figurer i glas frem imod mig. Jeg så fascineret på tingene, som han tog frem fra en kuffert og rakte frem imod mig, mens han sagde ting på tjekkisk, som jeg selvfølgelig ikke forstod. Jeg troede, han lavede en performance. Mit sind var blevet stemt af museets lys, farver og figurer, således, at det stadig, da det var gået genne tærsklen mellem udstilling og virkelighed, troede at det var en del af en anden verden, en drømmeverden. Da jeg endelig forstod, at den gamle mand solgte disse ting, var det ligesom at vågne af drømmen. Jeg købte en af hans genstande, en bombe i et lille glas. ”Te je ale bomba!” står der på et gulnet stykke papir, som er klistret på glasset. Det betyder ”Det er jo en bombe!” Glasset vil ikke kunne holde sprængkraften inde. Jeg har stadig bomben i glasset. Det er et stykke drøm, som er nået gennem virkelighedens spejl.

Det kræver en vis…årvågenhed…er dét det rigtige ord? At erkende når drømmen rækker en hånd til os gennem grænse mellem drøm og virkelighed, at erkende når de døde rækker en hånd til os gennem natten fra den anden side. At Knud og jeg kørte på motorcykel og holdt i hånd gennem byen føles virkeligt og dog magisk, som den gamle mands tilsyneladende performance på museet. Jeg skriver gerne mine drømme ned, når jeg vågner. Det er en måde at kommunikere med dem på. Er de fyldt med dagsrester, eller vil de mig noget, har de et budskab? Hvornår er det blot hvid støj fra dagenes jag, der bliver behandlet og omarrangeret til billeder, der skylles gennem underbevidsthedens spildevandsanlæg, og hvornår er det sjælen, der taler?

Da Knud og jeg kørte på motorcykel gennem byen, så føltes det som var det virkeligt. Jeg kunne mærke vores venskab strømme igennem sceneriet i drømmen. Jeg nåede ikke at kende ham så længe. Lidt over et år. Første gang jeg så ham til Debutantballet i DFF, da han gik på scenen for at læse op, syntes jeg han var dødlækker med sin skarpe frisure, intellektuelle briller og pæn i tøjet. Da han begyndte at læse op af sin første bog, ”Kvababbelser”, forstod jeg at der ikke var grundlag for at jeg fik ham med hjem i sengen. Til gengæld fik jeg meget mere med hjem. Et venskab. Og et givende skrivefællesskab.

Jeg nåede ikke at kende ham længere end lidt over et år. Men drømmen, følelsen i drømmen, det venskab, som jeg kunne mærke som en strøm igennem det lettere surreelle motorcykelsceneri igennem Københavns gader, det var så virkeligt så nærværende. Det fortæller mig klart og tydeligt budskabet om det indtryk, Knud gjorde i mit liv. Han er en, jeg aldrig vil glemme. En ven, jeg altid vil have i mit hjerte.

Jeg håber, at vi mødes på en krystalklar eftermiddag i evigheden og kører to på en motorcykel gennem byen.

Leviathans ryttere (Tekst til årets BunkerLove festival)

Fra klitternes højde ser de dem ligge spredt over hele stranden. Som stenformationer i vandet bryder de bølgerne. Deres gigantiske hoveder har øjne, og man kan næsten fornemme deres forsøg på at trække vejret selv på lang afstand. Et barn går tæt på en, der ligger helt oppe i den inderste brænding og prikker den i øjet med en pind. Den er ikke død endnu. Blæsehullet åbner og lukker sig med et langsomt, vådt klask. Det er ikke muligt at ånde længere.

De nærmer sig de vældige dyr. Der er rurer på deres hud, ar efter snitsår og tandmærker. Hvalens underkæbe er smal og viser to rækker dolkagtige tænder. Der er også ar efter blæksprutter på det store hoved. Der har været vældige kampe i gang. De store dyr har krydset verdenshave og dykket til mærke dybder i oceanerne. Men det lave vand kunne de ikke overleve. De tunge haler løfter og sænker sig i brændingen og går i forrådnelse.

Oppe i det tørre sand ligger en død hval i fremskreden forrådnelse. Den er svulmet op og udsender en em af råddenskab og gasser. Publikum holder hænder og tørklæder for næser og munde for at holde stanken væk. Biologen med pibe i munden punkterer dens vældige legeme med en kniv fæstnet til en lang stang for at den ikke skal eksplodere vilkårligt under udviklingen af gasser, der får dens vældige bug til at udspile sig som et sejl. Biologen presser mod stangen med sin kropsvægt for at gennembore hvalens tykke hud, gennem spæklaget, og da det lykkes, får liggasserne hvalens indvolde til at vælte ud gennem snittet, at udvide det, og mere gas, flere tarme og organer presses ud. Biologen taber sin pibe ud af munden. Publikum gisper i en blanding af væmmelse og fascination.

Nu er det heste. De ligger spredt i brændingen og i sandet over et langstrakt areal. Himlen er grå, havet er rørt af en let vestenvind og stålgråt. Stranden er øde, bortset fra en kvinde og et barn. Hestenes legemer hæver og sænker sig alt som bølgerne slår ind og trækker sig tilbage.

Drengen river sig fri fra moderens hånd og løber mod en af hestene, griber en opskyllet pind fra sandet og prikker den ind i en af de døde hestes øje. En mælkeagtig masse strømmer ud fra det afrundede rektangel, som var pupillen. Drengen begynder at græde ved dette syn. moderen skænder på ham, hun tager pinden fra ham og knækker den over sit knæ, og hun griber ham i skuldrene. Drengen græder heftigere og river sig løs og begynder at løbe baglæns ud i vandet; moderen løber efter ham og griber hans ene arm, da han vælter baglæns ud i brændingen. Men et hestehul åbner sig under dem og trækker dem ned.

Vandet dækker deres ansigter. Temperaturen er overraskende behagelig, og det hvirvlende sand er kun en sensuelt kildende fornemmelse mod deres ansigter og hænder. De ser glimt af solen, mens de kasts rundt under vandet og lyset er forandret. Så Døden er en sensuel kriblen mod huden og glimt af lys under grønt og uroligt vand, tænker moderen og lukker øjnene i ekstase.  Så Døden er det indre af et øje og et fald i brændingen ned gennem en kanal med opløste vægge, der kærtegner huden som røg, tænker drengen.

En kvinde har fundet et stykke af et spejl på stranden. Det reflekterede solen, så hun ikke kunne undgå at se det. hun samler det op og vender og drejer det i sine hænder. Spejloverfladen er næsten ren, kun lidt salt gør den uklar. Hun ånder på spejlstykket og tørrer det af i sit ærme og holder det op for sit ansigt. Hun ser sine øjne, som er lidt trætte, men stærke og markerede af lange vipper og mørke bryn. Huden er bleg efter vinteren, men den får liv i mødet med vestenvinden. Hun flytter på spejlet og betragter sine læber. Griber i sin lomme og finder et læbestiftshylster fra en anden tid. Der er stadig en stump tilbage, den dufter pudderagtigt parfumeret. Hun fører den op til munden og giver læberne farve og kontur. Hun strækker sin arm og holder spejlet længere bort, så hun kan se hele sit ansigt i trekvartprofil. Huden er glat og den gløder i solen. Havet er ligeglad med næsens jødiske profil. Hun er smuk.

Den kolde brænding slikker op ad hendes fødder. Så Døden er et stykke af et spejl, en stump af en læbestift, og havet er et tusindtalligt kor af vidt åbne struber.

Facebookside for "Mod solnedgangen"

...finder du her: https://www.facebook.com/modsolnedgangen

Hej guys’n’chicks!

Nu er det ved at være tid for at poste den første smagsprøve på novellerne. Jeg vil begynde med samlingens første – titelnovellen ”Mod solnedgangen”.

Det er lidt syret at offentliggøre et uddrag – lidt som at poppe en flaske champagne og få taget sin mødom på en gang. Spændende, men nervepirrende. Denne var blandt de første noveller, jeg skrev til samlingen, så jeg har haft den under huden længe. Og jeg glæder mig til forhåbentlig at få respons fra jer derude!

Den handler kort fortalt om en fyr, der vil have en kæreste NU – og det skal være hende hér! Han har allerede forestillet sig, hvordan det hele kommer til at foregå:

Han tager hende med storm, og installerer hende i sit hjem, som han har indrettet det, således at hun kan indrette det færdigt. Som en rigtig kvinde. Før de får børn. HAN ved, hvor skabet skal stå – men HUN må godt vælge farven på det. Men det der virkelige liv er ikke helt så medgørligt – uanset hvor mange positive bekræftelser, man har lavet, og hvad lifecoachen har sagt…

Uddrag af titelnovellen "Mod solnedgangen"

Han træder ind gennem cafeens glasdøre med rank ryg og spændstig mine som en fodboldspiller på sit formmæssige peak, som til tonerne af ”Eye of the Tiger.” så beredt, så klar. Hvis du lagde øret til hans hjerneskal, ville du høre lyden af en Bugatti i acceleration. Vrooooum!

Han nikker til damen bag disken, som nikker tilbage, han sætter sig ned. Hun bringer ham spise- og drinkskort. Han vil udvise rettidig omhu. Ikke være for fancy i betrækket, ikke dupere. Det er længe siden, de gik fra hinanden. Det var en anden tid den gang.

Han bestiller en danskvand: klarhed og sprøde bobler.

Og her sidder han nu: Ved bordet og venter på sin kvinde. Hun som engang var hans, og som vil blive hans igen. Han smiler ved tanken om deres genforening.

Der er en skønhed over disse øjeblikke, hvor man er alene, og stadig nyder sit eget selskab, hvis værdi blot øges ved tanken om den, der snart vil træde over dørtærsklen til ens liv. Netop dét øjeblik, hvor ensomhed bliver til tosomhed. Det er et øjeblik så sprødt og klart som de brusende bobler, der stiger op fra bunden af glasset og brydes på overfladen i en indbydende åbenhed, tusinde bittesmå stemmer, der hvisker ”Ja!” i et næsten lydløst kor.

Han har så meget at tilbyde. Han er etableret nu, fast arbejde, et to-etagers rækkehus, fri firmabil. Rækkehuset er næsten nyt og der er stadig en varm duft af træ i rummene. Der er alt, hvad en kvinde ville elske at fylde med ømhed og omsorg og kærlige hænder på gardiner, hyldepapir og kommende børneværelse, som kan dekoreres med nuttede figurer på væggen, middage med vennepar i det store køkken-alrum.

Han tænker på deres brud. Det var en vild tid. Tour de chambres. Øl. Joints. Han var hendes store kærlighed, det sagde hun. Deres intimitet var intens, præget af de sidste teenageårs pludselige opdagelse af friheden i overgangen til det tidlige voksenliv. De var sådan set voksne. Kunne kneppe som dyr, hvis de ville. De kunne tale og drikke til solen stod op, og de kunne le, når dens store øje pludselig betragtede dem bag gardinet. Men ingen andre så dem over skuldrene, ingen lyttede ved dørene. Det var berusende.

Pligternes, engagementernes tid lå langt forude. De var i nuet. Det var vildt.

Pligter bulldozede ind i deres liv. Regninger skulle betales. Åndelige lussinger sved deres kinder, misforståelser stak syle gennem deres hjerter og drev dem fra hinanden. Det var dengang, det her er nu! tænker han og tager en tår af sin vand.

Han tænker på bilen, som holder hjemme i garagen, dens metallisk-blanke overflade. Han vil hente hende i den en dag, snart. Hun kan få en hund, hvis hun vil. Inden de får børn. Alt er klart til det hele, som han har lært at det skal være. Han har gjort plads, han har åbnet mulighedernes port, som Lifecoachen kaldte det. Frem for at længes, at smægte efter en at dele livet med, skal man handle som om det allerede er sket, gøre plads i dobbeltsengen til to, tænke positivt, være fuld af fortrøstning, placere en frø med en mønt i munden ved indgangsdøren. Lave små tegn i lejligheden på at der allerede er en kvinde i den. Stearinlys og røgelse. God karma. Sådan skal det være.

Han tog toget for at kunne tillade sig et par genstande, ikke for mange, for han skal opretholde klarhed og styring. Han er den, der skal tømre skabet sammen og vise, hvor det skal stå. Hun kan vælge det, dets farve, om det skal være birk, kirsebær, eg. Men en kvinde kan godt lide, når en mand tager initiativ og viser det.

Den gang elskede hun, at han var en mand - ikke en dreng. Som de andre fjolser. Det var nyt for hende. Og nu er han rykket til næste niveau. Det vil hun kunne lide. Det vil i aften stå klart.

Forventningens sødme bruser i hans bryst. Det føles allerede som en succes. Han tænker på, hvordan han galant kan køre hende hjem i morgen, åben bildøren for hende, sætte sig i førersædet, og de drejer ansigterne mod hinanden og smiler, han lægger håndbremsen ned, kobler ud, speeder op. De kan køre til kysten, til sommerhusområder, hvor de kan udvælge et. Et så fint som hun vil have det. De kan gøre længere endnu, ned gennem Europa langs snoede bjergveje, til Atlanterhavets kyster. De kan stå på en klippe ud mod et hav, mens solnedgangen former deres profiler i silhuet, og deres munde mødes. To mennesker på en strand. Alt det kan han fortælle hende, at de kan gøre. Alting kan gøres komplet.

Han betragter det utydelige syn af sig selv i det store vindue, som endnu ikke reflekterer helt, da mørket endnu er i sin vorden. Han sidder rank, holder hovedet højt, klar til at rejse sig op og trække stolen ud for hende. Hun er ikke på Facebook, sagde hun i telefonen, således har han ikke set hendes ansigt siden dengang. Han tænker på det, prøver at genkalde sig det, hendes hår, stilen dengang. De stramme, slidte jeans, de obskure band T-shirts, bøgerne i plasticposer, som hun altid bar rundt på. Hun var charmerende og formbar, og alligevel sej nok i stilen, på den der flippede måde. Han fniser indvendig, for hold op, hvor var hun dog en lille flippertøs, en rigtig lille nullergøj, der gemte sig bag et stort partisantørklæde. En lille mus, der sprang ud som en eksotisk orkide under hans kærtegn. Blev bevidst om sin egen kvindelighed, blev kvinde med ham inde i sig, opdagede seksualitetens rækkevidde. Han var den første – og den største? Der har været andre, de er blevet modne, der var ro på. Hun lød glad i telefonen. Begejstret. Det er nu. Alle andre initiativer omkring dette projekt ville have været præmature. Modenheden vil nu åbenbare dybden.