Oplæsninger 08-11(med visuel dokumentation i omvendt kronologisk orden)

Forleden begik min PC selvmord efter års tro tjeneste, men heldigvis velsignede en IT-engel mig med en bærbar Mac, og derfor var jeg straks nysgerrig efter at finde ud af, om min billedbackup nu også var kompatibel med den nye hardware, og det var den gudskelov. Da jeg rodede lidt rundt i arkivet, faldt jeg over alle disse billeder, fotodokumentationer fra oplæsninger og mere teatralske og musikalske performances, og jeg synes det var meget sjovt at se de mange forskelige sammenhænge og tænke lidt over den udvikling, der er sket gennem årene – fra debuten, som blev sovset ind i teater, over de ”klassiske” oplæsninger uden så megen gøgl i DPB og Underskoven, samarbejdet med Andreas Hjertholm om ”Bordtennis i Himlen” og endelig den seneste oplæsning til Poetry For Charity på Zusammen, en blandet oplevelse, som det fremgår af denne anmeldelse. Der er også et par links med noget livemusik. 

Her et par udvalgte fotos fra 2011 og nedefter:

Poetry For Charity på Zusammen, muligvis byens bedste månedlige lyrikshow. Her er ro, koncentration og forskelligtartet lyrik og prosa i veldoserede mængder, og et kompetent og engageret værtspar, Tommy Heisz og Tanja Maria Truelsen. Og i tilgift omgivelser, der leder tanken hen på David Lynch...

"Det Royale show i primærfarver" på Flisen med hele Andreas Hjertholms ensemble. Showet var tilegnet de nye royale tvillinger med indbygget majestatsfornærmelse og en småstiv udgave af undertegnede, som afgjort opførte sig mere specielt end kønt. Her taler den store lysende svamp i My Little Pony-sættet.
"Bordtennis i Himlen" med Andreas Hjertholm og Ivan Nio.

"Elliott" Live på Kultursalon med Andreas Hjerthoms bad Ørets Døve Ringen. "Zombiens mund" og "Det store hus del 3"

"Bordtennis i Himlen" debuterer i Det Poetiske Bureau. Der blev kastet med tennisbolde og ukvemsord. Det var her, showet blev betegnet som "mere specielt end kønt." Godt ord igen!
Megalitt på Københavns Hovedbibliotek november 10. Pragtfuld dag...
Ord under Himlen i Kongens Have 09. Derefter obligatoriske drinks, fest og, selvfølgelig, intriger.
Det Poetiske Bureau som udgangspunkt for oplæsnings-crossover (her med S. Schjerning), muligvis en af forløberne for den siden så "populære" "poetry jam" - hvad end man så må mene om den form...hrm... Anyway, sam-oplæsninger giver mulighed for at opleve sine tekster i et andet lys, hvilket kan inspirere til nye løsninger. På en god dag(som denne). På en dårlig er de i bedste fald irriterende...
Den varmeste performance nogensinde, 30 grader i skyggen - Roskilde 09 med Det Poetiske Bureau, som muligvis også fik afsat adskillige eksemplarer af den nyoversatte Baudelaires udvalgte prosa. Poesi, gratis fisse og rock'n'roll!
Oplæsninger i DPB har til tider fungeret som forum for feedback og respons, som har været en udmærket platform for udvikling for den lille kerne, som brugte scenen på den måde i en periode. DPB dannede også udgangpunktet for skrivegruppen, som begyndte i starten af 09 og blev ramme for mange interessante eksperimenter - og rygende uvenskaber!
I Det Poetiske Bureau med en blandt mange af bureauets smalle udgivelser, Digte fra Guantanamo, som Bureauet lavede flere events omkring i samarbejde med Amnesty International - her fra DPB med R. Sandberg.
Debuten i Det Poetiske Bureaus kælder til Poetisk tirsdag, december 08: M. Zittergong og jeg lavede en performance ud fra en fælles tekst. Så rodede vi lidt rundt på gulvet. Det var sgu meget sjovt...

Morten og broccolien. Et BILTEMA produkt

Det er september. En tung regnskabsafdeling. Det drypper på degnen. Fede læber. Septemberkys. Efterårsark, som falder fra svangre skriveborde. Det er ikke nemt. Det dér. Medarbejder går kold. Men ikke meget længere. En dør åbner sig, en svingdør, en skydedør. Efterårsar. Og på skødet: en fredag. Den dunker af vellyst. Ugedagene har hver deres temperament. En melankolsk mandag. En kolerisk onsdag, en flegmatisk søndag, et sangvinsk arbejdsmiljø på en af de uger hvor alting flyder sammen, sammen. Og med eet: melankolsk broccoli. Det svider. Et bidsel....

Morten vender brevåbneren i sin hånd. Den blinker. Som på tv. Et æsel. Et ådsel. Kantineassistenten må have været sur. Hun har overkogt broccolien. Den svære eftersmag. Af nederlag. Morten og de små, svære stillingsopslag. Der skal ansættes en ny kantineassistent. For kantineassistenten skal dø.

Det sværeste er ikke bevægelsen mod hendes hud. Med kniven. Det sværeste forekommer at være at sætte endnu et stillingsopslag op. På jobnet.dk.

Sådan et svært sted, smertefuldt, mellem besættelse og besparelser. Morten mod vinden. Og 16 ton vindmøller. I vinden, et mælkebøttefrø. Og en let buttet brunette. Menneskelige relationer. Aldrig lette. Men hun skal dø.

Omkring et foto af et moselig

Han ser ud som om han er ved at falde forover. Baggrunden er hvid. De må have rejst ham op. Hvem fandt på at fotografere ham i den stilling? Han må have været meget skrøbelig. Se bare hjernemassen. Den må nærmest være væltet ud af hans smadrede kranium. Og han er næsten opløst. Det er lige før, man ikke kan genkende ham som et menneske. Der er hudflapper, der stikker ud, og knogler. Man kan næsten ikke se, hvad der hører til hvad. Det ene øje er borte, og hulen stirrer tomt ud i luften. Det andet, skrev Glob, åbnede sig let efter fundet og en gullighvid masse skød frem mellem øjenlågene med en sort pupil. Han var dækket af et tæppe, hvorunder han lå i en besynderlig bøjet positur med fødderne helt oppe ved ørerne. Hvad gjorde de mon, da de skulle tage dette billede? Rettede de ham ud? Eller faldt han fra hinanden, da de tog ham op af mosen?

Se, hvor opløst han er. Men hvor overraskende pæn en næse, han har. Den ligner lidt næsen på en kæreste, jeg havde engang. Let krum fra profil, men slank og velformet en face. De skulle have bevaret ham bare for den. Så kunne man beundre den på linje med Grauballemandens røde hår, Tollundmandens smil, Windebydrengens frække håndstilling. ”Borremosemandens pæne næse.” Så vidt jeg husker, havde han også pæne fødder.

Hvor mon han er blevet af, ligger han i en skuffe et sted? I de kæmpe store katakomber under nationalmuseet, hvor alle de glemte skeletter og mumier og moselig ligger og samler støv eller flyder rundt i store sylteglas med ethanol med brunt papir og voks og et rødternet klæde over, resten af den dug, som tørvegraverens kone anrettede frokosten på i mosen, mens manden stødte sin spade ned i et lig med et smadret kranie og en pæn næse.