Han ser ud som om han er ved at falde forover. Baggrunden er
hvid. De må have rejst ham op. Hvem fandt på at fotografere ham i den stilling?
Han må have været meget skrøbelig. Se bare hjernemassen. Den må nærmest være
væltet ud af hans smadrede kranium. Og han er næsten opløst. Det er lige før,
man ikke kan genkende ham som et menneske. Der er hudflapper, der stikker ud,
og knogler. Man kan næsten ikke se, hvad der hører til hvad. Det ene øje er
borte, og hulen stirrer tomt ud i luften. Det andet, skrev Glob, åbnede sig let
efter fundet og en gullighvid masse skød frem mellem øjenlågene med en sort
pupil. Han var dækket af et tæppe, hvorunder han lå i en besynderlig bøjet
positur med fødderne helt oppe ved ørerne. Hvad gjorde de mon, da de skulle
tage dette billede? Rettede de ham ud? Eller faldt han fra hinanden, da de tog
ham op af mosen?
Se, hvor opløst han er. Men hvor overraskende pæn en næse,
han har. Den ligner lidt næsen på en kæreste, jeg havde engang. Let krum fra
profil, men slank og velformet en face. De skulle have bevaret ham bare for
den. Så kunne man beundre den på linje med Grauballemandens røde hår,
Tollundmandens smil, Windebydrengens frække håndstilling. ”Borremosemandens
pæne næse.” Så vidt jeg husker, havde han også pæne fødder.
Hvor mon han er blevet af, ligger han i en skuffe et sted? I
de kæmpe store katakomber under nationalmuseet, hvor alle de glemte skeletter
og mumier og moselig ligger og samler støv eller flyder rundt i store sylteglas
med ethanol med brunt papir og voks og et rødternet klæde over, resten af den
dug, som tørvegraverens kone anrettede frokosten på i mosen, mens manden stødte
sin spade ned i et lig med et smadret kranie og en pæn næse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar