Det er september. En tung
regnskabsafdeling. Det drypper på degnen. Fede læber. Septemberkys.
Efterårsark, som falder fra svangre skriveborde. Det er ikke nemt.
Det dér. Medarbejder går kold. Men ikke meget længere. En dør
åbner sig, en svingdør, en skydedør. Efterårsar. Og på skødet:
en fredag. Den dunker af vellyst. Ugedagene har hver deres
temperament. En melankolsk mandag. En kolerisk onsdag, en flegmatisk
søndag, et sangvinsk arbejdsmiljø på en af de uger hvor alting
flyder sammen, sammen. Og med eet: melankolsk broccoli. Det svider.
Et bidsel....
Morten vender brevåbneren i sin hånd.
Den blinker. Som på tv. Et æsel. Et ådsel. Kantineassistenten må
have været sur. Hun har overkogt broccolien. Den svære eftersmag.
Af nederlag. Morten og de små, svære stillingsopslag. Der skal
ansættes en ny kantineassistent. For kantineassistenten skal dø.
Det sværeste er ikke bevægelsen mod
hendes hud. Med kniven. Det sværeste forekommer at være at sætte
endnu et stillingsopslag op. På jobnet.dk.
Sådan et svært sted, smertefuldt,
mellem besættelse og besparelser. Morten mod vinden. Og 16 ton
vindmøller. I vinden, et mælkebøttefrø. Og en let buttet
brunette. Menneskelige relationer. Aldrig lette. Men hun skal dø.
Mer kontorlyrik.
SvarSlet