Den farlige hummer (Skrivegruppen #12)

Noget går galt, når jeg arbejder med filerne. Jeg gør det forkert. Jeg kommer til at slette dem næsten hver gang.

Jeg forsøger at vedhæfte en fil. Af en eller anden grund er den ikke aktiv, når jeg klikker ind på ”vedhæft fil.” Bogstaverne er grå, hvor de plejer at være sorte. De er inaktive. Det irriterer mig.
Jeg har lagt filen på en fremmed computer. Det kunne bringe mig i vanskeligheder.

Jeg ved ikke hvilke netværk denne computer er en del af. Det kunne blive problematisk.
Jeg er næsten nøgen, mens jeg sidder foran denne fremmede computer. Det skal gå hurtigt. Indehaveren af computeren er ude af huset et øjeblik, mens jeg forsøger at vedhæfte filen, som fremstår som inaktiv, og jeg har ingen idé om, hvorfor.

Jeg sidder halvnøgen og forsøger i hast at vedhæfte en fil på en fremmed computer. Det skal gå hurtigt. Tanken om at mit forehavende mislykkes, fylder mig med en vis frygt.

Jeg har ikke nok tøj på. Jeg ryster i kulden. Fumler med musen. Filen er inaktiv. Jeg lugter messing. Jeg lugter messing i rummet. Det er en rød lugt. Jeg tror messing-hummeren er i rummet. Dette kan blive MEGET PROBLEMATISK. Lugten af messing fylder rummet helt. Ja, det er farligt og problematisk, for hvis jeg ikke får vedhæftet den fil, så vil hummeren klippe den i stykker med sine store messing-klosakse, og det går ikke, for det er et meget vigtigt dokument.
Jeg vender mig om på kontorstolen og betragter hummeren. Den ser på mig med sine øjne på stilke. Den står og klipper med sine klosakse i luften på en demonstrerende måde som en mafia-håndlanger. Ikke aggressivt, som en hooligan, stille og roligt, demonstrerende. Det går ikke, hvis du ikke får vedhæftet den fil, siger den. Den fil skal vedhæftes. Den skal bare vedhæftes. Ellers er du en sten i min hummer-sko, som kommer til at blive fjernet.

Jeg er nøgen foran en fremmed computer. Hummeren har klippet mit tøj af, fordi den demonstrerer sin magt på fuldstændig vulgær vis. Fræk hummer. Det kan stadig blive en problematisk affære. Samtidig tænder det mig på en fuldstændig absurd måde. Hummeren er stor og hummerfarvet, og den er næsten fallisk i sin vælde. Jeg har før set den stikke sine følehorn op over søbredden i månelys. Ulvene hylede op mod månen. Nej, det var en ulv og en hund, en tysk pointer. Hummeren gad ikke høre på det. Den sank ned i vandet igen, og jeg har ikke set den igen før nu.

Den fil skal vedhæftes, ellers er der hummer-øretæver i luften. Jeg roder med musen, mens jeg hører klippelyde i luften. Jeg blir nødt til at knalde den hummer, så vil den muligvis udvise velvilje. Hummeren har stor magt. Jeg ved det. Vi ved det alle. Legenden fortæller, at den orkestrerede Da vInci-mysteriet, og som en lille dekadent detalje beordrede David Owe til at poledance i Det Sixtinske Kapel. Det ydmygede ham totalt. Det er derfor han udgav det der lorte-album. Hummeren tog det bedste af ham. Den er magtfuld, meget magtfuld. Og stilfuld, mens den står og klipper i luften. Hummerfarven er så funky. Tidløs, elegant.

Sådan er hummeren,tidløs, elegant, stilfuld og MEGET FARLIG! Derfor vil jeg nu smide trumfen, en cliffhanger:

Vil jeg få vedhæftet filen? Vil hummeren slå mig ihjel?