Der er en fyr, der hedder Daniel, som mener, at han burde være med iblandt dem. Kan han skrive, spørger de? Daniel mener selv, at han er en glimrende skribent. De læser de sider, han vedhæfter som filer. Der står ikke noget på dem. De sammenligner siderne med deres egne. Der står heller ikke noget. Daniel ler sært, når han overværer den forvirring, han skaber i gruppen. Ja, for det er en gruppeproces. Det må man endelig ikke tage fejl af. Daniel har gået på RUC, så han kender alt til gruppeprocesser. Det er ikke fordi, han er stor tilhænger af den slags, egentlig er han på bunden ligesom sin far, venstremand. Han klæder sig dog i sort og bærer arkitekt-lignende briller, hvilket får ham til at passe ind i gruppen.
Jo, Daniel blender fint ind. Han er nærmest gennemsigtig, og det gør ham farligere end som så. Men allright, de har en proces. Den filer sig igennem dagen som en lang, ubrudt linje. Det lyder som en skærebrænder, når linjen skærer sig ind i huden, og Daniel bemærker, at processen foregår topstyret. Der er en i gruppen, der styrer det hele. De korser sig. Nej, det er en gruppeproces. Nej, siger Daniel, der er en der trækker i samtlige tråde. Nej, vi har en flad struktur, bedyrer de. Sproget er demokratisk. Virkelig? Daniel bakker på sin pibe, men er der i grunden ild i den? Det vides ikke. Rullekraven når ham op til hagen, der er noget forkert ved det. Den burde stoppe et helt andet sted på halsen. Det omgiver situationen med en vis mistænkelighed. Daniel mistænkeliggøres. De spørger ham ud om hans fortid. Han har ingen, siger han. Han er et produkt af alle deres ord, en golem, et natskyggevæsen.
De føler en let forstyrrelse, som om der er noget der banker let på deres hovedskal. Hov, hvad var det for en lyd? Vi må hellere gå ud og kigge efter. Daniel ler sært og virker som om han har sin helt egen agenda. Han vil noget. De anklager Daniel for starfuckeri. Daniel tilspørger dem, hvad en stjerne egentlig er, og om det er sådan en, han knepper. Er det et himmellegeme, en glødende kugle af plasma i dynamisk balance? En berømthed? Et menneskeligt væsen, der udsender et stærkt lys? Han lægger dem ord i munden. De føler den velkendte kvalme. I hjørnet sidder alle ders fædre og bakker på deres respektive piber, ildløse, og bladrer deres aviser igennem. Nu kan det være nok!
Det er dem mod Daniel. Og han står bare der og smiler. Det er dybt provokerende. Han anklager dem for ord-rufferi. Føj for helvede. En slem anklage. Med den står de til noget i omegnen af betinget livstid. Buk jer ikke efter sæben, ler han, diabolsk. Der sidder en hel del advokater nede i salen, men de virker febrilske. Uforberedte. Der er dog en af dem, en ung advokat nys udklækket fra jurastudiet. Han er stadig våd af fostervand. Han er kvik. Hans blik er årvågent. Han finder et ringbind frem, han finder flere ringbind frem. Salens sum af nervøsitet laver en spændingskurve, der er forholdsvis generende, idet den skaber en tinnitus-lignende lyd i retslokalet. Den unge advokat ser henholdsvis på dem, og på Daniel. Der er noget resigneret i hans fremtoning, der modsvarer den nyudklækkede advokats kække årvågenhed. Det gør dem nervøse. Meget nervøse. De ser i hans blik, hvad en dyb fornemmelse allerede har meldt dem på forhånd. Der er én, som kun er her for at ødelægge teksten, og det er ikke nødvendigvis Daniel!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar