Der er noget skrøbeligt over ham, noget spøjst. Han er frisk i replikken, lidt smart i betrækket, vil nogen sige. Jeg ved godt vor jeg placerede min identitet, den som jeg nu samler op fra gulvet i småstykker. Og ham – hvor placerer han sin? Han skjuler sig bag sin friskhed. De øjne, han lavede til mig, kække hundeøjne i forskellige positioner. Så det dybe drag, han tog af jointen, mærkede den lette forvirring, der opstod i kølvandet af den blågrønne røg. Hvad venter der mig i rusen? Forsvinder jeg ind i dens planteverden? Ville gerne kunne dele den med ham. Men vores elskov var lidt for sporadisk.
Selv svæver jeg. Flyder i et bølgende rum. Ikke engang høj. Svært at få adgang til mine egne tanker. Der er en frossen væg imellem dem og mig. Jeg kan høre dem og føle dem, men det er helvedes svært at komme til at gøre brug af dem. Måske et par velplacerede stimulanser? Til at jage hovedpinen ud af sit jerngreb. Ja, lad mig få stimulanser. Lad mig ikke blive beruset, bare stimuleret. Der opstår brudflader i hans ansigt når han skifter fra en følelse til en anden. Han langer ud efter mig og rammer fra tid til anden vitale dele, og der må etableres et sandhedsvidne mod indre blødninger. Jeg takker himlen for min vidunderlige ven. Stikker hovedet i stimulanser og overspringshandlingers filtrede buskadser. Umættelig, ustoppelig. Ved jeg har overgjort det, og holder arme mod lyset for at identificere indsnævrede årers placeringer. Men morgenlyset og iskoldt vand skal lutre og rense dette forbandede legeme! Engang mit stål! Engang mit opium!
Der er tilsyneladende en vidunderlig udsigt fra mit hjertes vinger. Djævelens jerngreb skal aldrig fratage mig morgenens illuminerende klarhed. En bevægelse fra stilstand hen imod konstellationer af klart brændende bygninger, som sender lys ud i det uendelige rum. Tilbage til udgangspunktet: En mangel på lidenskab viser sig som en indfaldenhed i hans aura. Jeg kan ikke bringe vore energifelter sammen i en harmonisk forening. Han er den Faldende Mand, et udtryk for bevidst fravalg. Det giver ikke anledning til bestyrtelse, kun en let kløe afslører irritation. Hans navn hugges ind i sten under en lang række andre navne og mindes uden konkrete detaljer, uden storslåede, smukke billeder; den ære vises kun de ganske få i erindringens godtepose. Jeg sagde få. Ingen blodige detaljer, kun et flygtigt strejf af støvet luft fra et afstøbningsværksted.
Han fravælger lidenskaben, tilvælger distance. Han udvælger ynde og omskriver den for at gennemføre sit halvhjertede projekt. Jeg mærker en pludseligt længsel efter en træstamme ved en sø, at kunne kaste mig gennem mørket for at nå den og lade mine hænder glide gennem vandet fra dens frønnede overflade.
Grå mellemrum manifesterer sig i mørket. Han kaster tråde ud efter ømhed, og alligevel er der mange andre, som falder dybere end han. Han er usikker. Han skjuler det godt. Overvældende træthed og beruselsestrang! De evige tre er en sejlivet myte. Kvalmen når mig. Jeg har overgjort det. Været under indflydelse af overraskende tømmermænd, der ikke har været proportionale med mit indtag. Dog føler jeg trang til at beruse mig, med faren for at miste min mentale sundhed. (Er den ikke allerede fortabt i dybe kløfter?). Erkendelsen når mig, at der var en fordel ved at være en åbenlys klovn, end en, der forgiver at gøre tingene rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar