tirsdag den 28. september 2010

Forbrænding (Skrivegruppen #11)

Når de vågner om morgenen, ser de ud af vinduet, og de ser sproget nede på gaden, i færd med at brændemærke forbipasserende med glødende jern. Det er på sin vis både en kompliment og en fornærmende gestus. Det er så tydeligt, hvad sproget gør. Det er næsten irriterende i sin klarhed. Det sender en strøm op mod vinduet, som rammer dem som et lyn hver morgen, og det vil ikke lade dem være under nogen omstændigheder.

De bliver nødt til at skrive. Det er ikke et valg. De prøver på at holde det hemmeligt, men der er altid en glød omkring deres pande, som afslører forbrændingen. Sproget står nede på gaden, hænger ved Thai-Corner, og det kaster sten op på ruden, alene fordi det ved, det irriterer dem. Det stinker. Sproget stinker simpelthen. Det kræver nøjagtig organisering og en del rengøring. De prøver i dette øjeblik at lægge en meta-folie omkring det. Det gør det lettere at håndtere. Undtagen når der går ild i det. Så brænder det, og det bliver ved med at brænde. Narrationerne gløder som tråde i en pære.

Sproget råber af dem nede fra gaden. Det lægger sig i containere og overdækkede vogne for at gøre sig interessant. Det skilter med alt det der ikke tåler dagens lys. Unge rødder slår på sproget for at få det til at makke ret, men det virker ikke. Sproget kniber udenom og transformerer sig. Nu står det bag et skur med en kølle. De får at vide, de ikke må fortælle til nogen hvad de ser. Men de ved også godt at det er en skin-manøvre. Sproget er exhibitionist. Sproget er en domina, og de er en lang række af slavehunde. De holder tand for tunge indtil de brækker sig af alle de ord. Ønsker de overhovedet at kende indholdet af de bunker de ser udenfor deres vinduer? De er ikke sikre. Iskolde ilinger løber ned ad deres rygrade, og de ser hinandens ansigter blegne, og deres lette ængstelse modulere til dump angst, da de virkelig erkender, hvad sproget forlanger af dem. Det går op for dem, at de må bevæge sig dybt ned ad sprogets trappe før deres opgave er fuldført. Der findes nedgange, de må følge. Huller i jorden, som vil blive kastet til efter dem, medens de bevæger sig derned. Ingen andre vil blive inddraget. De er alene. Selvom de ser hinandens ansigter, ser de alligevel intet. De hører kun sprogets konstante brølen i deres ører, og sætter synsnerven i svingninger, der lader den operere kun i mørke. Ingen andre bliver inddraget i hvad der findes på bunden eller om der overhovedet findes en bund. Hullet gaber for deres indre blik. Der findes ord dernede, der vrider sig som slimede orm. Hullet er dybere end de troede. Der findes subtanser af ord, olie, kviksølv, flydende materialer, som gennemsyrer deres væsen.

De prøver at beruse sig for at glemme. Sproget er nu arrangeret på en kunstfærdig buffet; hvis det var passende, ville man kunne bruge ordet æstetisk om arrangementet. Men der står en isskulptur af kolde ord og smelter ned i retterne. Det er uappetitligt på grænsen til det kvalmende. Det ændrer smagen og teksturen. De stopper deres munde, men ord bliver ved at vælte ud. De er jo syge. Det er utroligt man ikke kan se det på dem. De bliver jo lokket ned i hullet for at dø. Kvinder bryder ud i tårer, andre rynker på næsen af dem. Det er deres skyld. De lader ordene sive ind som råddent vand. De sender sproget et bønfaldende blik, før de må løbe ud for at brække sig, brække sig gavmildt. Natten er sort af ord, mens de vrider sig i smerte af den syre, der stiger op gennem systemerne. Der er linjer, der skærer sig som svejseflammer hen over himlen, og det lyder som et et ordløst skrig. Grædekonerne er så grimme. Den måde de bliver betalt for deres omgang med sproget. Det er nok det mest uappetitlige i hele affæren. Deres sko af død hud.

Om morgenen står de omkring hullet og betragter den låge,der giver hullet kontekst. Hullet er ikke i sig selv interessant, men det at der er en tung smedejernslåge ovenpå, omgiver tanken om hullet med en vis fascination. Når de betragter den scene, der nu står i, er det som om den starter forfra, set på lang afstand kommer de løbende fra alle retninger ned imod hullet. Det er altid vanskeligt at nærme sig det hul; de har taget tilløb til det hele deres liv. Derfor er det klart, at scenen må gentage sig et par gange. De har altid udgangspunkt ved en klynge af containere i skovbrynet, og så løber de alt hvad de kan ned mod hullet. De slikker på lågen for at åbne den, men først sætter tungen sig bare fast, som var den frossen, men det er fordi den består af ru fibre, der låser sig til tungens papiller. Det kan synes anstrengende.

Nu er de nede i hullet. De prøver at komme derned, alle sammen på en gang, og på mirakuløs vis lykkes det umulige projekt. Side om side falder de; bumper ned ad trappen som tumlinger. De falder ned i et rum. Det er et afrundet rum, og alle kanter er udglattede, så eventuel fugt kan kondensere sig og løbe ned mod en rist i bunden. De kan se den er der, fordi den er oplyst af en enkelt kegle af lys. Udover afløbet og døren, de er kommet ind af, er der ingen mulighed for at komme ind i rummet. Med bevidstheden om at dette er et vådrum, følger der også hos dem en trang til ved hjælp af hysteriske skrig at abortere hele affæren. I stedet er de begyndt at bevæge sig rundt i rummet.

Der er en spænding i luften. Der er en klang i deres ører, som bestemmer enhver bevægelse. Den gør dem ubevægelig. De forstår ikke, hvad der sker. De bliver fremmede for hinanden. De ser de er nøgne, og taler i tunger. De finder pludselig ud af, hvad de kan gøre med alle ordene. Og spændingen stiger.

De forstår at der i rummets mørke findes en ovn som ingen andre. Det er den endelige ovn, den ultimative ovn, som sørger for den absolutte forbrænding. Der er en varme, en følelse af pulseren, en egentlig puls, der får rummet til at føles levende, organisk. Forbrændingen er tydelig gennem ovnens låge. Egentlig er ovnen på ingen måde gennemskinnelig, men forbrændingen er af radioaktiv karakter og får dermed deres kroppe til at lyse og blive gennemsigtige. De ser på den måde gennem hinandens organer. De bevæger sig mod hinanden i en rundkreds. Loftets lyskegle og ovnens puls får rummet til at snurre så hurtigt at deres gennemlyste kroppe giver optisk indtryk af at være et. De husker at en propel på fuld hastighed synes at stå stile, hvorfor de ikke umiddelbart forfærdes over det faktum, at deres organer synes at være ét. Mens maskinen synger så højt at alting forsvinder, snurrer rummet, og de ser ikke andet end hinanden som en blodrød ring med en lyskegles cirkelrunde prik i midten.

1 kommentar:

  1. En overordentlig blomstrende metapoetisk affære dette her. Du skriver smukt og dirrende.

    SvarSlet