Michael J. (Skrivegruppen #3, over kendt person)

Min næse! Jeg tænker på min næse. Jeg kan ikke holde op med at tænke på min næse. Den var velformet. Den var æstetisk. Jeg er bange for at min næse falder af. Når jeg vågner om morgenen er det første, jeg gør, at sikre mig, at den er der endnu. Jeg rører ved den mange gange om dagen. Rører blidt ved den så den ikke brækker af. Jeg sikrer mig at den er der. Jeg beskytter den i et hylster i disse dage. Så en pludselig trækvind ikke får den til at knække af. Den er skrøbelig. Jeg tænker på den. Rører ved den. En dag i sidste uge rørte jeg ved den 3515 gange. Jeg er bange for at den falder af, hvis jeg bliver ved med at røre ved den. Men jeg kan ikke lade være. Jeg må sikre mig at den er der.

Mit ansigt! Mit ansigt er ikke symmetrisk. Jeg vågner om natten og panikker fuldstændig over min asymmetriske ansigtsform. Den skifter hele tiden – nogle gange er det den venstre side, der hænger, tynger sig selv mod jorden, nogle gange den højre. Det kan skifte i løbet af en dag, en halv dag, en time, en halv time. Jeg må undgå skarpt lys. Må vide hvordan lyssætningen er i de sammenhænge, jeg forventes at indgå i. Har instrueret min lysfolk om den helt rette sætning på scenen, der får mig til at virke mindst frastødende. Sådan har jeg altid gjort det. For jeg skræmmer folk. Jeg har altid skræmt folk med mit sorte, tunge, afskyvækkende ydre. Jeg må have lyssætningen arrangeret, så de kan se jeg er et menneske – et godt menneske. Et kærligt menneske! Naturligvis henviser jeg ikke til dette som årsagen til lysvalget. De må ikke blive opmærksomme på min vederstyggelighed.

Jeg har prøvet alt. Det startede med en let peeling. Det hjalp ikke. Derpå dermabrasion. Det hjalp heller ikke. Hudblegning. Rhinoplastiske operationer. Omarrangering af brusk og knogler i næse, kinder, pande. Og stadig hjælper intet. Mine ansigtstræk breder sig ud i luftrummet i groteske dimensioner. En sort elefantmand. En elefantmand, hvis snabel er i konstant fare for at falde af.

Børnene! Børnene er de eneste som elsker mig. De eneste som kan holde ud af se på mig. De ser på mig med uskyld i blikket, derfor ser de ikke min groteske grimhed. De får mig til at føle mig smuk, får mig til at føle jeg selv er et barn. Når jeg kører i rutsjebane med børnene, frygter jeg ikke at min næse falder af. Børnene beskytter mig. De gør mig ren. De giver mig min skønhed tilbage.