Jeg ser din lidenskab. Den er højrøstet, ustyrlig, større end verden selv. Den måde, du griber hendes hår og vælter hende bagover. Hun er helt i din magt. Og i næste nu ligger du på gulvet i dit køkken, åndenød, stikken i hjertet, dødsangst!
Jeg ser til fra sidelinjen. Observerer. Analyserer. Stiller spørgsmål. Det er det jeg kan. Det er min profession. Jeg er akademiker, du er fucking gangster, du knuser dine modstandere som insekter. Min viden er dit våben. Alle mine kloge ord bliver skyllet væk med regnen. Freud kan ikke hjælpe mig. Jung kan ikke komme mig til undsætning. Hver gang dit nummer fremkommer på mit display, bliver jeg en hund, alle kropsvæsker aktiveres betinget. Tak for din ondskab. Den giver stof til adskillige disputatser. Tak for din bad ass attitude, den gør dig til et særdeles interessant eksemplar at nærstudere. Og når jeg lukker min dør, bevæger du dig videre til den næste kvinde, og den næste, og den næste. Jeg føler ingen smerte, kun faglig interesse. Du gennemlevede den orale fase forholdsvis uden komplikationer, i det anale stadie opnåede du den basale følelse af fri vilje, af selvagtelse, autonomi, og dog – er du psykopat, magtliderlig, infantil, mandschauvinist - og dog har du alt, og jeg har intet!
Du ved hvordan det er at elske, du ved, hvordan det er at dræbe, og jeg, jeg kender kun til analysen, til dekonstruktionen af følelser, af mental habitus. Og din kone, dine elskerinder – den totale sum af deres beklagelser efterlader dig upåvirket. Du rider kvindeheste, takker dem for ydelser med dine små gyldne hestesko. Byen overstrøet med disse fodaftryk. Knep dem, spark dem ud, slå dem ihjel. Det betyder intet. De er brugsgenstande. Underholdning eller forhindring. I sidste tilfælde bliver der gjort kort proces. Bada bing. En forhindring mindre. Føler ingen smerte, kun faglig interesse.
Nervøs? Ængstelig? Hvordan virker din medicin? Måske burde vi stoppe for i dag?
Chiantien flyder, underminerer analysen. Dit tunge åndedrag. Du kunne få livstid. Hvordan får det dig til at føle? Jeg har aldrig set dig sådan før. Jeg er – jeg kan ikke finde ord for det. Det er højst uprofessionelt. Jeg er beruset. Du sammenligner mig med mandolinen. Jeg kan se dine fingre glide hen over strengene, de afspejler sig i dine feberhede øjne. Det er højst upassende. Vi må tale om det. Jeg lytter. Jeg er blid. Vi har opnået fremskridt. Jeg må tale om det. Bryde samtalen ned til dens enkelte bestanddele. Jeg er en kvinde, siger du. Og du er en mand. Jeg bør kun føle faglig interesse. Du ved hvordan det er at være nummer et. Din status, din ensomhed, din vrede, din angst! Den opblødes i magtrusen, forsvinder. Som mine perler af visdom, min professionalisme, mine relevante spørgsmål. Forsvinder i regnen.
Skræmmende godt!
SvarSlet