Dyrene kommer (Skrivegruppen #7)

Stewardessens nederdel er grøn, dybt grøn som en bøgeskov i højsommer-skumring og smager sikkert som bøgeskov, petroleum, mos og spirulina, den er så grøn at jeg får lyst til at slikke på de stride fibre, som ligger tungt i de brede folder. Stewardessens nederdel er af massiv filt. Jeg er betaget. Jeg opdager hendes tro kopi i miniature på den vogn hvorfra hun tilbyder kaffe, chokolade, parfume og kildevand. En minimodel, der måske tilbyder dette dybe, høje og brede grønne til at tage med hjem, som man kan synke ned i og opdage frodige sumpskove fra kultiden med et mylder af store insekter og fisk, der går på land og ånder ved lunger. Nu falder jeg ind i stewardessens kjole igen. Der dufter syrligt, som hængedynd i en tørvemose, og måske er den så farlig, at jeg aldrig kan komme op, når jeg først er faldet igennem. Jeg griber fat i et par solide fibre, der er mere klare og kølige og ligner en regnvejrsdag i en linde-allé, hvor solen skinner igennem den næsten frostklare luft og viser at de gulnede blade har afgivet deres grønhed til luften. Det hvisler i fibrene. De bevæger sig som skælvende, høje siv. Jeg mærker bevægelse i undergrunden. Måske falder flyet nu, men jeg er ligeglad, for den tyngde, der ligger i dyrenes hove mod jorden, gør mig tryg. Jeg ved, de kommer galopperende igennem trådene, en skare som fra Noahs ark efter en lang rejse over det udstrakte verdenshav, vilde af sult og tørst, og mangfoldige. De kommer, og jeg kan lugte ekskrementer og moskus og hengemt tis fra en ældgammel zoo, men det er ikke ubehageligt som gylle og mødding, det er langt mere aromatisk, som om der er eksotiske krybdyr, hvis efterladenskaber bærer præg af frugter så sjældne at affaldsprodukterne er værdifulde og kostbare og afrodisiske. Dyrene løber henover mine øjne, og der er så grønt og mørkt, så grønt og mørkt at jeg bedøves nu, og falder. Åbner øjnene halvt og ser ud af vinduet mod venstre, ud på havet, som er dækket af et lag af flydende guld, og lysets lag af metal flyder sammen i solens centralperspektiviske punkt, som er evighedens allermest enkle udspring.
Dyrene løber hen over himlen og lyset forsvinder i mængder af klove og hove og poter og kløer og falder igennem et rum så vældigt, at de aldrig igen rammer jorden.