Sjov fra arkivet: Teaterkoncerten som underholdningskoncept for den musikalske tøsedreng m/k

Hvorfor vælger nogen teaterkoncert-formatet fremfor den langt mere krævende sport det er, at gå til en ”rigtig” koncert. Billetten er muligvis dyr. Man skal stå op i flere timer. Blandt fulde mennesker. Der er høj lyd – muligvis kan man få en hyletone med hjem som souvenir. Der er kø ved ølboderne. 

Øllene er dyre. Man sveder. Folk råber og skriger. Man skal muligvis igennem en lang række mere eller mindre kedelige opvarmningsbands. Man kommer sent hjem. Man skubber og maser for at komme foran. Og ender med at stå lnagt bagved eller i periferien af scenen, fordi publikum i centrum vælter rundt, mosher og danser voldsomt. Eller stagediver. Forsangeren kan være dybt excentrisk og skal måske skifte tøj flere gange i løbet af koncerten og i ventetiden får man serveret uendelige, larmende guitarsoli. Hvis uheldet er ude, er lyden dårlig. Måske er det udendørs. Måske regner det endda. Måske bliver man ramt af en flyvende ølsjat. Et plasticglas! Et lyn! 

Koncerter er farlige!

Det kan jeg lide. Jeg ved, hvordan jeg kan komme tæt på scenen ude i venstre side, når der er tætpakket, jeg ved, hvornår det strategisk rigtige tidspunkt er for øl-køb og for at forlade koncerthallen før folk vælter ned i garderoben. Jeg kan godt læse en crowd, og ved, hvordan jeg skal udgå moshen og skubben for ikke at komme til skade og placere mig det rigtige sted. Det har jeg betalt hundreder af koncertbilletter og festivalpas for. Ølsjatter, albuer, moslen, skubben, koncerter jeg ikke husker fordi jeg har været alt for stiv. Jeg har betalt mange dyre lærepenge i koncertgængerskolen gennem mere end 20 år. 

Teaterkoncerten derimod! er konceptet for de dovne ”musikelskere.” Her er ingen fare på færde. Ingen vilde dyr i skikkelse af moshere og stagedivere. Man sidder ned på stole og lytter. Man hujer og skriger ikke, man pifter ikke, ingen råber  ”MERE!!!” ind i ens øre, man klapper pænt, rejser sig måske op fra sin plads og klapper ved anden eller tredje fremkaldelse. Man ved, hvornår ”koncerten” begynder, og hvornår den ender. Det passer glimrende på en hverdag. Der er ingen usikkerhed omkring koncertens sluttidspunkt – kommer jeg nu for sent i seng? Nænej, teaterkoncerten er det sikre valg. Det er et gennemprøvet produkt, hvor man ved, hvad man får. Måske er de engelske tekster endog oversat til dansk, som det f.eks. gælder for f. eks. Nick Cave-teaterkoncerten.

En koncert kræver fysisk stamina, og det koster penge ud over dem, man har givet for billetten. Det kræver tålmodighed. At gå til koncert er også på sin vis psykisk krævende, for man kan i den grad blive påvirket af musikken, af lydniveauet, af oplevelsen af at være tæt på mennesker. Det kan ændre ens musikalske paradigme betydeligt. Det kan faktisk ændre ens liv. Musik er et bevidsthedsudvidende stof. Det er ikke forbudt. Men nogen har forsøgt at tæmme det. Det er arrangørerne af teaterkoncerterne. 

Kys mig, Blixa

Jeg har gennem en lang årrække haft stor kærlighed for Nick Cave og hans mangefacetterede og sønderrevne smerteunivers, hans  poesi og hans inderlige sceneperformances. Jeg har set ham alene ved sit melankolsk drevne piano under en solofremførelse af ”The mercy seat,” jeg har oplevet ham og Blixa Bargeld kysse som afslutning på deres fremførelse af duetten ”Where the wild roses grow”, hvor Blixa sang Kylie Minogues parti. Jeg har set ham falme på en alt for solbeskinnet orange scene, hvor han til gengæld lavede en inderlig duet med P.J. Harvey i ”Henry Lee”, og jeg har set ham lyse i adskille mørker til koncerter, selv med et jublende gospelkor i Falkonercentret, da han turnerede med ”The lyre of Orpheus”. Det er kun Nick Cave, som kan fremføre Nick Cave. Det er manden selv, der tæller, eller de vridende, boblende, rædselsbilleder, som teksterne og musikken danner helt af sig selv i det indre øre. 

Jeg behøver blot tænke på de første tre takter af introen til “Up jumped the devil” for at åbne for galleriet af udsøgt desperation. Fra den hængte mands udbulne øjne og kejsersnittet udført med hobbykniv, over Alices dødssyge liv set gennem øjnene på en livstræt voyeur, Johannes Døberens resignation, mens han venter på at få hovedet hugget af til den angrene synders bloddryppende visioner i "New morning". Jeg hverken kan eller vil forstyrre disse sårskorpede, af agrresioner gennemsyrede illuminationer af ypperlig smerte.

Derfor, da Nick Cave-teaterkoncerten blev lanceret med en flabet fyr med plys-kaninører på  teaterplakaten, vidste jeg udmærket, at den skulle jeg ikke se. Cave var forlængst forsvundet ind i en mørk hule for at slippe for instruktørens blegsøde, blodfattige billeder. Jeg skal heller aldrig se teaterkoncerter, som fortolker Tom Waits, Bob Dylan, Lars Lilholt, Gasolin, Led Zeppelin (Stairway to heaven), Beach Boys, Beatles (Come Together), Gnags, Anne Linnet, “Elsk mig inat”, ABBA (The visitor, Mamma Mia), Thomas Helmig (Stupid man), David Bowie (Absolute beginners), Leonard Cohen- rækkefølgen er ikke kronologisk – og nu bliver der sat trumf på med “Sid & Nancy” – Sex Pistols Teaterkoncerten. 

Jeg gruer for den dag, de opsætter “Enter sandmanden” – Metallica Teaterkoncerten. Eller: “Pentagrammet brænder” – Satyricon Teaterkoncerten. Intet er helligt, og heller intet er for grusomt for en teaterkoncert. Alt kan gøres sødladent, tandløst, fadt. Men det er ufarligt. Man satser intet, mister intet, bliver ikke ramt af flyvende øl, bliver skæv af passiv hashrygning. Men vinder man noget? Det matte jeg finde ud af. 

Jesu ansigt i min suppe

Som skrivende af denne artikel måtte jeg selvfølgelig researche grundigt for at kende min fjende, og da Nick Cave-teaterkoncerten heldigvis er taget af plakaten, var jeg så heldig at finde et uddrag på youtube. “Nådens stol”, som performancen af “The mercy seat” kaldes, begynder rigtig godt. En skægget fyr kommer ind på scenen med en rød stol, stiller den og sætter sig på den. Fra venstre kommer en ung pige i en småblomstret kjole og siger med rystende teaterstemme:

“Det hele…det hele startede den dag politiet kom og hentede mig, og satte mig på dødsgangen for en forbrydelse jeg er næsten helt uskyldig i – tror jeg nok. Og jeg vil sige det igen. Jeg er ikke ikke bange for at dø!”

Fra højre kommer en ung mand med en strittende frisure iført hawaiiskjorte og messer:

“På een gang både kold og varm

to følelser der følger same vej

en kop med skov

en udslidt moppe

Jesu ansigt i min suppe

uheldssvanger mad fra den varme ovn

den skringre piben fra fængslets mad-vogn

den søde budding med farve som snot

alting er ikke godt eller…ikke godt

Og nådens stol den brænder…”

Og så går det ellers løs med en danskoversættelse af Caves klassiker, som ikke lader festsangen til Moster Bentes 75 års-dag noget efter i kiksede rim og omvendte ordstillinger, og hvad ved jeg. En fyr i sort silkeskjorte og lyserød, skinnende blank satinbuks er ikke hvad jeg forbinder med “The mercy seat”, ejheller kunstige flammer eller synthesizerhorn som the grande finale. 

Da jeg havde set denne video til ende, fortsatte jeg til “Far bliver hos dig, Henrik” (“Papa won’t leave you,Henry” fra Henrys Dream), “Forbandelsen over Trehøje” (“The curse of Millhaven” fra Murder Ballads). Det var slemt nok. Mens allerværst var næsten “Ind i min favn”, som illuderede “Into my arms” fra The Boatmans Call. Den blev fremført så dilettantisk, så usikkert famlende, som skulle det være en parodi, en satire over et Cave-nummer. Men jeg tror, det var meningen, det skulle tages alvorligt.

Nej, jeg vandt intet ved at se blot disse få klip fra Nick Cave-teaterkoncerten. Tværtimod. Jeg skal bruge en hel del tid på at ryste dem af mig.

Arkivet: Et par gamle harddiske og en hel masse hånd- og maskinskrevne løsblade, jeg har fundet rundt omkring i skuffer og skabe. 

Et brev til Seek Safely

Jeg er meget stolt af, at organisationen Seek Safely har valgt at inkludere mit skriv på deres hjemmeside. Seek Safely arbejder for at oplyse om selvhjælpsindustrien, arbejde for professionelle standarder indenfor de mange områder, industrien har bredt sig ud over (yoga, coaching, gruppeforløb etc.) og advare mod eventuelle charlataner. Organisationen blev dannet efter at "selvhjælpsguruen" James Arthur Ray var skyld i tre menneskers død i en svedehytte i 2009.


http://www.seeksafely.org/2017/09/18/regulation-self-help-industry-international-need/

Ikke alle har tid til tantra (Rated R)

Til hverdag er hun et møbel. Når hun er på arbejde, slår hun bare hjernen fra og indtager yogastillingerne. Hun er som et oppusteligt møbel af plastic. Hun kan bøje sig i alle mulige sindssyge stillinger hun er en ganske særlig luder. Hendes alfons er venlig og ikke særlig køn, han ligner en blanding af en DJØF'er og en buschauffør. Han har specialiseret sig I en ganske særlig service. Ikke alle har tid til tantra, tænkte han I et sjældent inspireret øjeblik. Og hun leverer varen. Hun er yogaluder. Hun bøjer sig dybt i ”Ploven”, svajer i ”Koen”, skyder ryg i ”katten”. I ”Yogatemplet” står hun I Downward Dog mens en mand forsøger at få sin knejsende manddom ind i lotusgrotten, hvis han ellers kan holde balancen. Hun kan stå på den måde i timevis. Det fylder mændene med ærefrygt. De anser hende for hellig, og deres omgang med hende lader hendes hellighed smitte af. Men det er ren gymnastik. Det er tilvænnet kropsudfoldelse. Hvis man kan lave en tredobbelt ironman, kan man også stå i Downward Dog i timevis og blive pulet af mænd, der tror det er et helligt ritual. Det er sødt, på sin vis. De er meget lidenskabelige. Men ophøjelsen af deres liderlighed er banal, i bedste fald. 

Alting er holdt i hvidt og guld i Yogatemplet. Bag indgangsdøren hænger et forhæng. Når man kommer ind skal man tage skoene af. Alt det hvide og gyldne inspirerer til ærbødighed. Lyset falder ind gennem mangesprossede vinduer gennem gardiner af hvidt, næsten transparent stof. Fire søjler med gyldne stukornamenter bærer loftet med ligeledes gylden stuk. Altre med buddhaer, lys og røgelse. Et stort alter prydes af en gylden buddha og en piedestal bærer på en dansende Ganesh. Det er good shit, man kan købe i templet. Der er også et afsides lokale. Her kan man købe...virkelig good shit! Her hænger et billede i en guldramme, og et lys i en stage kan kaste sig selv ind I et spejl, hvor man også kan spejle andre ting. Der hænger også et billede af guruen Sri Sri Ravi Shankar. Han virker beroligende på nogen. Hans brede smil og håret, der falder i fine, sorte bølger. Man kan få en god sutter med udsigt til Ravi Shankar. En åndelig sutter. Man kan ind- og udånde ”So-ham,” og komme ud over billedet af den Kristuslignende guru. Vil man man hellere komme ud over et billede af Sai Baba eller Kali, kan det også arrangeres. Hvis det virker, så virker det. Ikke alle har tid til tantra. Men man kan få det som man vil have det, hvis man graver ned i lommen. 

Bagefter går de, og hun puster lysene ud og løfter på en af de gyldne buddhaer. Dens sokkel er en æske og i den ligger der cigaretter. Hun ryger en af dem, mens hun tørrer sved og sæd af yogamåtterne. Hun går ud på det lille badeværelse og opløser en Treo i et glas vand og drikker det inden hun skal opføre aftenens sidste opgave. Alfonsen har én ting, som han gerne vil have hun gør for ham. Han virker besynderligt ligeglad med alt andet. Han giver hende en fair share. Ordentlige arbejdsforhold. En flink alfons, if she ever saw one. Hun er også noget ganske særligt indenfor sit felt. Hun er overordentlig fleksibel, på grænsen til det hypermobile. Det er derfor hun kan det hun kan, som kunderne er helt vilde efter. Når hun går ned i ploven med sin mis som en lotus mod loftet, er de ved at gå helt amok. De føler deres eget tredje øje åbne sig i mødet med Fisseanandas lotusblomst.

Der er ingen grænser for fede spirituelle ydelser med hende. Når de går, er de rørt af en hellig ånd. Deres koner og kærester er tilfredse, for pludselig ved deres mænd noget om yoga og kan alle mulige ord, der ender på ”-asana”, og de bifalder det og serverer speltspirer med små dråber af biodynamisk citron til aftensmad. Den harmoni, mændene pludselig udstråler. Alle er glade, også de, der ikke har tid til tantra. 

Men alfonsen har bare én enkelt ting, han gerne vil have, hun gør engang i mellem. Han vil gerne se hende masturbere med en lille fedstensstatuette, der forestiller ham selv. Hun smører den ind i myrrhaolie, så den glinser fedtet og kører den ind og ud af sin lotusblomst, og alfonsen sidder på knæ og kigger bare. Hele seancen tager maksimalt fem minutter, og er han kommet i sine bukser. Hver gang med en halvkvalt lyd, som om han er ved at sige sit eget navn. Krebserød i ansigtet rejser han sig og lader et bundt pengesedler falde på gulvet, som hun kan lægge i puljen. Hun springer elastisk på sine ben og tørrer sig i mellem dem med en klud, henter sit tøj, smider pengene i tasken, rydder op og låser efter sig. En udmærket aftens arbejde, hvis hun selv skal sige det. 

Om facebook-mis-forståelser og ord-garnnøgler

Jeg elsker ordlege. Jeg er som en kattekilling, der gladelig skubber til ethvert ordlegs-garnnøgle, der kommer forbi. Siden jeg oprettede min første FB-profil i 2008, har min yndlings Facebookaktivitet været at opfinde skøre historier, have tossede ordvekslinger sammen med mine skrivende venner og poste crazy billeder. Jeg har altid elsket comedy og jeg elsker det surrealistiske, det karnevalistiske, overskridende, overdrivende, det joviale, det dybsyndige, det høje såvel som det lave. Jeg er dybt inspireret af Monty Python, Casper og Mandrilaftalen, Dybvaaad, Louis CK, Stephen Fry og Sandi Toksvik og deres vanvittige QI-slæng. Som forfatter lader jeg mig inspirere af den måde, disse komikere slynger sproget på, twister det, udfolder det, kaster lys over sandheder som hofnarre, får mig til at le, som jeg aldrig har leet før.

Ofte har jeg anset Facebook for at være en tidsslugende fælde, man til enhver tid kan blive fanget i, et digitalt kviksand.Og det er det også tid tider. Men når jeg ser på, hvor meget, jeg rent faktisk har udviklet mit sprog ved at lade det ”spasse ud” i en eller anden skør tråd, så kan kviksandstendenserne delvist tilgives. På Facebook har man den frihed, at man ikke er bundet op på et bestemt litterært eller kunstnerisk projekt i en skrivende stund, og derfor kan man give den fuld gas i en væg-tråd eller i private mails. Nogle gange skubber man til garnnøglet uden at den man skubber den hen til, vil lege. Så bliver man måske misforstået. Det er faren ved at være ordlegesyg.

I morges stod jeg op til en langt værre misforståelse, end jeg hidtil har oplevet. En Facebookven, som jeg har mødt en enkelt gang IRL, anså en af mine fjollede posts som et udtryk for at jeg havde et alkoholproblem. Det var en fjolle-post, der fabulerede over nogle komplet absurde sikkerhedsanvisninger på et retreat i Sverige. Jeg gjorde mig lystig over dem, og nogle af mine venner greb den straks og fjollede med. Men denne ene Facebookven troede tilsyneladende, at jeg havde opslået postet i en tilstand af druk. Jeg blev pisse sur. Dels fordi jeg ikke er et fordrukkent menneske som sådan – en fest er på sin plads, men alt med måde. Og dels fordi jeg syntes det var en grænseoverskridende oplevelse at få en sådan opfattelse plastret ud over sin offentlige væg. Især når min fjolle-post intet havde med hverken fuldskab eller fest at gøre. Efter vi havde redt trådene ud i tråden, kom jeg til at tænke på, hvad journalisten Abdel Aziz Mahmoud for nylig sagde om den digitale kultur på Facebook – at der hersker en wild west-stemning. At vi har brug for en ny dannelse i de digitale rum. Og jeg reflekterede over min egen præmis, når jeg agerer der. Jeg prøver at være ordentlig; det lykkes ikke altid, som det heller ikke gør i det virkelige liv. Men jeg prøver – som også IRL.

Jeg er kritisk overfor hvad jeg poster. Jeg vil hverken lave et skønmaleri over mit liv, eller få det til at se mere trashy-charmerende ud end det er. Jeg vil ikke prale, og jeg vil ikke klynke. Jeg prøver at være ærlig, når jeg er i sorg over mine afdøde kære, men jeg vil helst ikke svælge mere i det end højst nødvendigt. Jeg glæder mig over mine succesoplevelser, og som regel får jeg positiv respons. Jeg forsøger at sige ting i tråde, som jeg ville sige dem ansigt til ansigt i virkeligheden.

Og jeg gerne lege med ord. Hvis du har lyst til at være med, så grib mit garnnøgle!

Er du med i en sekt?

Er du i en spirituel gruppe? Er du lidt i tvivl om det egentlig er helt sundt, det der foregår?

Har du været på en workshop, hvor du syntes at nogle af metoderne virkede...mistænkelige?

Har du bare en fornemmelse, at der er noget galt i dit spirituelle miljø?

Så læs videre! Det er nemlig meget mere almindeligt end du tror, at der kan opstå gurudyrkelse og hjernevask. Sekter begynder i spændende, eksperimenterende miljøer, hvor alt føles godt og rigtigt, og metoderne virker transcenderende og personligt transformerende. I’s all fun and games – and then the screaming starts!

Råb vagt i gevær, når:

• En eller flere lærere bliver dyrket som en guru. Gurudyrkelse af en karismatisk leder eller lærer kan betyde at gruppen får en hierarkisk struktur, hvor dem, der sidder tæt på lederen har meget magt, og dem, som er i bunden af pyramiden, er stik-i-rend-drenge, pakæsler, sexslaver og lignende.
  
  
• Du ikke kan få svar på dine spørgsmål, eller du bliver bedt om ikke at stille dem. I en sund gruppe eller forening bør spørgsmål være velkomne, og hvis der ikke er et svar på rede hånd, bør der søges på det, så det kan besvares.
  
  
• Du ikke kan finde en rigtig forklaring på, hvad gruppen egentlig laver, hvad den vil, hvad formålet, visionen er – på hjemmesiden, blandt deltagerne, på Facebook. Når formålet er uklart, er der grund til at råbe vagt i gevær, fordi et uklart formål spiller sammen med en lignende uklarhed i deltagernes mentale set-up. Og det giver mulighed for at en særligt karismatisk lærer eller deltager kan overtage styringen. Og så har vi balladen.
  
  
• Når der er en eksalteret stemning i gruppen, som du bliver opfordret til at være en del af, uden at du rigtig ved, hvad det er du skal være begejstret over. Hvis alle er begejstrede, undtagen dig, er det ikke nødvendigvis fordi du er en lyseslukker. Måske er du rent faktisk den eneste, der beholder benene på jorden og kontakten til den sunde fornuft.
  
  
• Hvis du under en workshop eller retreat finder ud af, at det ikke lige er dig, og du gerne vil forlade stedet. Og lærerne eller nogle af de andre deltagere – måske flere på én gang – trænger dig op i en krog og forsøger at overtale dig til at blive. En klassisk sektmetode. Jo mere de kan overtale dig til at blive, desto nemmere bliver det at overtale dig til alt muligt andet.
  
  
• Når du bliver bedt om ikke at omtale gruppens aktiviteter for dine venner og familie – for de vil alligevel ikke kunne forstå det. Endnu en klassiker. Du er udvalgt! Du er med i en eksklusiv klub! Du er indviet! Og så du smaddernem at manipulere bagefter.
  
  
• Når gruppens deltagere lægger videoer eller personlige blogposts ud på nettet, hvor de lovpriser gruppens aktiviteter og opfordrer nye mennesker til at deltage – og du STADIG ikke kan gennemskue hvad gruppens virkelige formål er. For h******, guruer! Hvis I ikke ved, hvad det er I underviser i, så vent dog med at undervise, til I finder ud af det!
  
  
• Når du hører udsagn som ”Kan du høre dit indre kald?” eller du bliver opfordret til at handle på en eller anden uklar spirituel impuls eller på anden måde bliver lokket med udsagn om succesfulde læreres undervisning i et eller andet system, som du ikke kan finde klar viden om. Det vigtigste kald, du skal lytte efter, er din sunde skepsis!
  
  
• Når der er penge involveret.
  
  
• Når der er sex involveret.
  
  
• Når du bliver bedt om at forlade dit hjem og bo i gruppen.
  De tre sidste bullets er helt klassiske. Vi har set det gentagne gange gennem historien. The People´s Temple, Heavens Gate, Scientology, Faderhuset, Pinsekirken, Moonbevægelsen og mange, mange andre.
  
  
  Et rigtig godt eksempel på, hvordan en kult udvikler sig fra at være et vidunderligt spirituelt eksperiment til et galehus med sexslaver og knuste skæbner, findes i filmen Holy Hell, som findes på Netflix. Læs mere her. 

Søg sikkert!

”Det du vil lære på uddannelsen her, det er en række superfede redskaber, som gør dig i stand til at mærke dig selv og anvende din visdom i dit daglige liv. Når det sker, så bliver du langt mere, øh, powerfuld….og du, øhm, vil mærke mere nydelse i dit arbejdsliv. Du har dit indre med i hele processen. Du vil opleve mere alignment i din krop og i dit liv. Så uanset dit udgangspunkt, så får du en masse fed viden med dig her. Fed viden, som gør dig i stand til at leve i harmoni med dig selv...”

Hendes ryg er rank, tonefaldet er empatisk, og hendes øjne er klare. Hun er passioneret omkring den uddannelse, hun tilbyder i sin Youtube-video! Hendes fagter og gestik understreger hendes ord. Hvergang hun siger ordet ”alignment” rækker hun den ene hånd op og gør en lodret bevægelse for at beskrive denne ”alignment”. Når man læser om hende på hendes hjemmeside, hvor hun beskriver hvem hun er og hvilke forudsætninger hun har for at tilbyde en uddannelse, vil man se, at hendes søster som barn troede, hun var en engel, og at hun som teenager udviklede en spiseforstyrrelse. Hun tilbyder healing og mentoring via Skype for 370 dollars pr. time. Men har hun en psykologisk eller psykoterapeutisk uddannelse? Niksenbiksen!

Slangeolie og transcendens

Eksemplet herover er taget ud af virkeligheden, lettere omskrevet. Hun er bare én blandt mange. I gamle dage kørte kræmmere rundt fra by til by og solgte flasker med ubestemmeligt indhold til dyre penge til alle, der havde noget, de gerne ville have helbredt. I dag bruger de internettet.

I 2001 sad jeg i cirklen i et shamanistisk retreat, og vi delte vores åndelige oplevelser med hinanden. Der var rasler og trommer, og salvierøgen bølgede gennem rummet. Vi havde alle lavet et dybt indre arbejde, og havde haft dyyyyybe, transformerende spirituelle oplevelser.

Pludselig begyndte en af deltagerne, en spinkel pige, at tale sort! Under hendes tiltagende rablende tale, var vi flere der bekymret så på hinanden. Efter en tid valgte shamanen at stoppe sessionen. Pigen var gået i psykose og blev indlagt på den lokale psykiatriske afdeling. Shamanen var en mand på over 60 med adskillige års erfaring i at lede shamanistiske retreats. Han havde også en assistent med. Ingen af dem havde set signalerne.

En veninde på randen af selvmord gik i psykoterapi hos en utilstrækkeligt uddannet terapeut. Under arbejdet med terapeuten gik in venindes depression i fuldt udbrud, og hun forsøgte selvmord. Hun kom på ret kurs igen takket være det psykiatriske personale på Bispebjerg og Rigshospitalet.

Som 22-årig var jeg et søgende menneske, og jeg ville bare vide alt om alting, og jeg var – spirituelt set – med på den værste, hvis bare jeg kunne blive klogere. Jeg deltog i et weekendkursus i den verdensomspændende spirituelle forening ”The Art Of Living.” i løbet af weekenden kom vi igennem nogle ekstremt intense kriyaer, krops- og åndedrætsøvelser, som bragte gamle traumer og andet psykologisk affald op til overfladen. Jeg overværede, at en pige, som gerne ville hjem, blev trængt op i en krog af tre af gruppens ledere, som besnakkede hende til at blive. Ved kursets slutning fik vi at vide, at vi ikke burde tale om kursets indhold til vores nærmeste. ”De ville alligevel ikke kunne forstå det.”

Jeg var dog så optaget af den transcenderende kriya, at jeg valgte at komme i foreningen efterfølgende. Jeg troede en tid at jeg havde set lyset. Så begyndte jeg at stille spørgsmål, og fik at vide, at jeg ikke skulle spørge. Jeg holdt op med at komme i foreningen, og så begyndte jeg at få opringninger fra gruppens ledere og medlemmer, der prøvede at lokke mig tilbage.

Siden læste jeg på litteratur omkring hjernevaskens grundteknikker, og forstod, at netop de ting jeg havde oplevet og observeret i foreningen var – lige nøjagtig hjernevask.

Siden da har jeg naturligvis være meget skeptisk over for spirituelle grupper og foreninger.

Hvem beskytter de søgende?

Søgende mennesker er åbne og nysgerrige. De er sultne efter viden – og internettet er en guldgrube af påstande. Søgende mennesker kan også have ondt i livet, psykisk sårbarhed, måske endda reelle psykiske problemer, som der skal tages professionel hånd om. Det kan være farligt for sårbare mennesker at komme i en utilstrækkeligt uddannet selvudnævnt mentors hænder. Det kan være fristende for de selvudnævnte coaches at udnytte de søgendes svagheder – for dér ligger en masse penge. De sælger ikke slangeolie fra ladet af en vogn – de sælger coaching, terapi, mastercircles, udefinerbare uddannelser og grupper uden et klart formål. De påberåber sig ofte deres egen søgen, deres egen historie og intuition som garant for deres dygtighed og professionalisme. De er karismatiske, de er veltalende, forførende og ofte virkelig gode skuespillere i lige netop deres felt. Og intuitiv – det er ikke en beskyttet titel. Og med sin intuition i hånden er man jo i kontakt med Universet og har derfor hjemmel til hvad som helst!

Disse ting finder ikke kun sted hos Scientology eller Moonbevægelsen. Det sker langt oftere, end man tror.

Hvem beskytter de søgende, de sårbare? Hvad er deres rettigheder i det spirituelle gedemarked? Alt hvad de ønsker er at finde sig selv, men oplever så ofte at blive ledt ud i et langt dybere vildnis end de begyndte med. de kan ryge en tur på den psykiatriske – eller falde ud over selvmodets rand.

Maia Szalawitz gav i Scientific American, juli 2014, anvisninger til hvordan man kan se efter tegn på om det selvhjælpsprogram, man overvejer at deltage i, kan være potentielt skadeligt. Hun siger at et godt program skal have uafhængige data, som beviser dets effektivitet – ikke blot anekdoter. ”Hvis der ikke er publiceret litteratur, som støtter op om programmet – uanset dets popularitet – så er det et rødt flag i sig selv!” *

Szalawitz nævner også det rådgivende organ Seek Safely, som rådgiver om selvhjælp og advarer om decideret skadelige selvhjælpsprogrammer. Seek Safely har ydermere skrevet et tilsagn, som selvhjælpsundervisere kan skrive under på som en måde at afgive et løfte om, at de har taget de nødvendige forholdsregler, der skal til for at sikre deltagernes liv og helbred. Det ville være dejligt, hvis der fandtes et lignende danske rådgiverorgan, der kunne være med til at give søgende mennesker en større sikkerhed for deres mentale og fysiske helbred.

En underskrift af et sikkerhedstilsagn, siger Szalawitz, er imidlertid ingen substitut for et godt hjemmearbejde, baggrundstjek for slet ikke at tale om at opretholde en sund skepsis.

”At være klar over at enhver sans for selvopretholdelse under de rette omstændigheder simpelthen kan blive udvisket, kan være med til, langt hen ad vejen, at holde dig fra overlast,” siger Szalawitz i Scientific American.

”De mennesker blev rent faktisk kogt”

Det eksempel, som Szalawitz artikel bygger på, er ganske uhyggeligt:

I 2009 deltog den 38-årige Kirby Brown i et retreat i Arizonas ørken under ledelse af selvhjælpsguruen James Arthur Ray. Retreatet havde til hensigt at være ”en katalysator for personlig transformation.” Retreatet inkluderede 36 timers meditation i ørkenen uden mad eller vand, samt andre grænseoverskridende øvelser, fulgt op af en ceremoni i en improviseret svedehytte af blandt andet plasticpresenninger. Kirby og en anden deltager overlevede ikke ritualet. En tredjedel af de øvrige deltagere gik i coma, og én døde en uge senere. 18 andre blev indlagt med skader som udmattelse og nyresvigt.

”De mennesker blev rent faktisk kogt,” fortalte Christina Whelan, sociolog ved Pittsburg Universitet, som studerer selvhjælpsindustrien i USA.

I Danmark og Skandinavien har vi endnu ikke set så ekstreme eksempler som James Arthur Ray. Men der sker ofte tragedier i selvhjælpsindustrien i Europa på mindre tydelige planer. ”Guruer” som ikke har tilstrækkelig uddannelse, kan ikke stille garanti for deltagerne. De har ofte ikke det der skal til for ikke at gamle med deltagernes psykiske helbred. Én psykose, én nedtur, ét selvford er for meget!

Jeg vil gerne være med til at lave tiltag, der er nødvendige for at sikre de mennesker, der bevæger sig ud i verden som søgende.

Jeg starter med at lave oplysningsarbejde – og selvfølgelig har jeg et opdateret førstehjælpsbevis! På længere sig vil jeg gerne undersøge, hvad der skal til for at lave en dans pendant til Seek Safely.

* Scientific American, juni 2014, Maia Szalawitz: ”When does self-help actually help?”

http://www.seeksafely.org

Nye tider, nye sider!

Den 19. maj vendte jeg hjem fra Frankrig med et yogalærercertifikat i hånden. Jeg er allerede så småt gået i gang med at undervise. Til efteråret kommer der til at ske meget, meget mere på undervisningsfronten.

Derfor er jeg ved at opbygge en ny hjemmeside. Den kommer til at samle mit forfatterskab og aktiviteter på den front og mit virke som yogalærer. Jeg er i fuld gang med arbejdet på den, men det tager lidt tid endnu, før den er færdig.

I mellemtiden vil jeg her på bloggen give et par smagsprøver på, hvad dens bloposts kommer til at handle om. Der vil f.eks. være en del om yoga og den spirituelle verden set fra mit synspunkt, og der vil komme til at være lidt om min nye bog, ”Dronningen af Alkohol” som udkommer til september.

Du må meget gerne komme med kommentarer og ønsker om emner, du har lyst til at vide mere om indenfor meditation, yoga og spiritualitet. Eller i forbindelse med bogudgivelsen.

Jeg glæder mig utrolig meget til mit nye liv som yogaunderviser og til min nye bog udkommer. Og jeg håber at jeg får endnu mere travlt end jeg har nu!