Johnny står på sit badeværelse og børster tænder. Vandet løber ned i vasken, mens han spytter ud. Væggene er beklædt med hvide klinker, og gulvet med terrazzo. Johnny tænker på Rundetaarn. Han ved ikke, hvad der har fået ham til at tænke på netop den bygning; en eller anden underbevidst associationsrække må have åbnet for erindringen om dengang han var med 9. klasse i København. Han husker at der lugtede af kalk, støv, det lugtede af ælde. Det var sommer, og pigerne havde lette sommerkjoler på, og det var spændende, det var ophidsende, når drengene løb foran op ad de snoede gange i tårnet, gemte sig I nicherne og sprang frem og kildede pigerne, når de kom forbi. Læreren skældte ud. Han husker vikaren, Lisbeth, Elisabeth, en studerende fra seminariet, som var af asiatisk herkomst, smuk, fine træk, langt, sort håt. Han husker Malene fra klassen, flotte Malene, som var lidt mere udviklet end de andre. Hendes hår var lyst og bølget.
Den mødom rider ham som en mare og har gjort det gennem en årrække. Det er ellers ikke fordi han er dum eller grim eller noget, der har bare ikke været lige hende på det rigtige tidspunkt, og han har ikke mødt den rette, det er sjældent han kommer I et forum, hvor han møder nye piger. Han er IT-programmør og arbejder ofte hjemmefra, og spiller World of Warcraft I sin fritid. Johnny er også lidt genert, men han skulle mene, at han er en sød nok fyr, den mødom er bare lidt af en partykiller, en dørstopper, et problem, der skal løses, før han fpr alvor kan komme videre. Af nye veje. Mod nye højder.
Johnny er træt af den vulgære opvisning af teknisk power, han har sofistikeret sin håndværksmæssige kunnen til, hans blankslidte håndflade. Problemet skal løses, og det kan lige så godt være nu som senere. En yderligere tøven vil ikke gøre noget bedre i morgen, det vil ikke gøre beslutningen nemmere, og selvom Johnny ikke er den mest udadvendte fyr I verden, den mest handlekraftige eller højtråbende, så er dette problem så påtrængende nødvedigt at løse, at det er nu, han skal ud i natten. I denne nat.
Det regner udenfor, gaden er altid skinnende glat som en ål, og denne nat har en en kvalitet af mørke, våd og mørk som indersiden af et æg er den, og det ansporer ham yderligere, da han træder ud i regnen, for han er skjult. Mørket era f en særlig diskret karakter. Gaden er lige og lang, og ruskindsjakken holder ikke regnen ude, men nede for enden af det der forekommer ham at være boulevarden på vej til enten himlen eller helvede, og så lige til højre, der ligger Club Phuket.
Der er mange små kælderlokaler på den lange gade, som tilbyder lyssky services, men der er et eller andet ved lige netop Club Phuket, der har tiltalt ham i længere tid. Måske de kunstige orkideer i vinduet, måske det nuttede, lyserøde hjerte med et ansigt, der blinker og smiler, som om det der foregår inde bag ved ikke er så slemt endda. De små skåle udenfor med mad og drikke, de duftende røgelsespinde, som er stillet frem som ofre til Buddha tiltaler ham, det virker sødt, uskyldigt.
Johnny tager en dyb indånding og åbner døren indtil receptionen. Receptionisten er helt vildt sød, da hun byder ham velkommen, hun smiler rigtig kært og ligner lidt hende, han købte en curry hos inde i centrum. Hun beder ham tage plads og vente, og Johnny synker dybt ned i lædersofaen, lettet. Her finder han et blad, noget, som skal forestille et erotisk magasin, som fremviser mange forskellige redskaber, et produktkatalog ligner det faktisk, fra grossisten, og han når da også at undre sig lidt over de forskellige genstandes anvendelsesmetoder, specielt en blå dims han ikke når at læse nærmere om, da den pige, som er tiltænkt ham træder ind gennem det blomstermønstrede bambusforhæng. ”Velkommen til Club Phuket”, siger hun og smiler glædesstrålende, da hun ser ham, og han rejser sig hurtigt, star nærmest skoleret foran den spinkle og ikke særligt høje, men særdeles kønne piger, som smiler og smiler som en lille sol med hovedet på skrå, og tager hans hånd, og han følger efter og overvejer, om det hun egentlig sagde, var ”Velkommen til Club Fuck it”, men om lidt er alting ligemeget, og det, der foregår i det orientalsk indrette rum med paneler med billeder af dansende gudinder og pagoder, det dæmpede røde lys, det er så uproblematisk, så let, at Johnny tænker, da han betaler pigen og siger farvel, og hun siger på gensyn:
“Hvorfor har jeg først gjort det nu?”
Men der skal ikke tales om det, det ved han, da han bagefter sidder ved baren med en øl og en joint på “Fedtebrød”. Det er en lille hemmelighed, han har med sig selv, som blot skal tjene til at han nu er I stand til at rykke op på niveau 2 hos damerne, og natten her i byen er heldigvis altid så mørk, at den kan skjule ændringer i kropsholdning og ansigtsudtryk, de subtile som de mere markante, og Johnny ved, at hans niveauskift er markant, og derfor holder han lav profil, og natten kommer ham i møde ved at tilbyde sin diskretion. Han ser penge og hasklumper skifte hænder I lokalet. Han møder et par kammerater fra HF, der tilbyder ham et hvæs på en joint, og han køber dem endnu et par guldøl. Han er ikke den store hashryger, så jointen gør ham mere refleksiv end sædvanligt, så han siger “Tak for ryger” og de siger “Den er i vinkel” og “Vi ses!”
Hjemme tager han tandbørste og tandpasta frem og børster atter tænder. Så sætter han sig foran computeren, surfer lidt, blunder lidt, vågner igen, falder i søvn med computeren tændt, og ventilatorens summen blander sig ubemærket ind i hans drøm.
Han drømmer, at han bevæger sig ned i en dyb trappeskakt. Trinene er våde af alger og mos, han må klamre sig til et tyndt gelænder for ikke at glide. I væggen er der nicher. Han er I Rundetaarn, men det er et Rundetaarn, som fører nedad. De første nicher, han ser, er tomme, men efterhånden som han bevæger sig ned, ved han, at han vil møde nogen eller noget inde i nichernes dyb, og det foruroliger ham. Han ved, at han vil møde noget dødt, eller endnu værre, noget u-dødt! Han stopper op og kigger ind i en af dem. Der ser han thaipigen fra i aftes ligge lænket til et vandrør, hun er død, og hendes øjne gabende huller; han ved, at hendes navn er Elisabeth. På hendes bryst ligger et skilt, hvorpå der med tykke, gotiske bogstaver står ”NATTEN ER IKKE DEN FARVE MERE!”
Han tumler ned af trinene I sin drøm, glider på de algebegroede sten, falder ned i bunden af skakten, dybt ned under jorden. Han kan mærke at han befinder sig I et varmt rum, et fyrrum måske, et maskinrum. Den svage summen, der lå som et smalt bånd under drømmen, er nu vokset til et dybt brøl, som fra et brølende fyr. Dette overdøvende brøl fylder hans ører, hans trommehinder presses ind, kraniet eksploderer og han vågner, badet i sved.
Johnny står op og ser ud af vinduet, mens han ånder tungt og lettet over, at det bare var en drøm.
Udenfor er natten stadig sort og våd. Kun en svagt lysere grålig tone afslører, at det ikke længere er dyb nat, og at den er ved at ombrydes til morgen. Johnny slukker computeren, drikker vand, ser ud gennem vinduet på gaden, som er lang og våd og glat, og han tænker på thaipigens øjnes sorte huller. Han tænker på hendes øjne og på hendes blod, og den måde, hendes krop lå ubevægelig på i nichen. Han tænker på at opsøge pigen fra I aftes, finde ud af om hun er okay. Men det er jo ikke hende fra I aftes, selvom drømmen afgjort har fået det til at føles sådan, og hun hed jo Elisabeth, og det var ikke pigen fra hans drøm. Johnny er stadig træt, og lukker derfor øjnene et øjeblik, som han står der ved vinduet. Fragmenter af drømmen flimrer for hans indre blik, og han ser hendes øjne igen, han ser ind i dem nu, og fra de tommer huler løber den våde, glatte gade.
