Dronningen af alkohol (novelle)

 ”Livet er en lang lort, man skal tage en bid af hver dag,” sagde min far og knappede øllerne op. ”Vi må sgu have noget til at skylle efter med. Du ved, noget til at tage den grimme smag!”

I årevis forsøgte jeg at benægte det, men jo længere, man eksponeres for lidelsens natur, desto mere må man sande hans ord. Livet ér en lang lort. Buddhisterne har for længst fundet ud af det. Lidelse ér. At blive skubbet brutalt ud af moderskødet er lidelse. At vokse op er lidelse. Den evige søgen er lidelse: Efter den eneste ene, meningen med livet. Kærlighed er lidelse. Arbejde er lidelse. Arbejdsløshed er lidelse. At fornægte lidelsens realitet er en livslang løgn. Livet er én lang og pinefuld tilstand af konstant rædsel for, hvornår den næste lidelse må vise sit ansigt, kun afbrudt af små og kortvarige oplevelser af ekstatisk lykke eller rolig tilfredshed, som afløses af – du gættede korrekt – mere lidelse. Ingen, som sandfærdigt skuer ind i sit inderste kan benægte det. Den evige søgen efter lykke er en kapitalistisk opfindelse, som blot tjener til at holde samfundets hjul kørende. Livet er en lang lort. Og så kommer Døden, det ultimative lortejob.

Jeg har allerede på et relativt tidligt tidspunkt vovet den påstand, at jeg havde en vis kompetence. Min evne til at indtage alkohol ligger mig i blodet. Jeg er ud af en familie af professionelle alkoholikere. Fra moders såvel som faders side. Det har ligget som en latens, en mulighed. Ventet på at blive udviklet, forædlet. Men at tro, at evnen til at leve sit liv som professionel alkoholiker blot kommer af sig selv af den simple grund, at man drikker - det er hovmod, arrogance og selvbedrag!  Ingen kunstart kan udvikles til perfektion ved den blotte udførelse. Det kræver bevidst intention, vedholdenhed. Og en smertetærskel af en anden verden.

Jeg har altid været langt mere velfungerende i beruset tilstand. Mere social, charmerende, udadvendt. Når jeg var ædru, var jeg jo bare mig selv, kedelig, genert og selvbevidst, så det grænsende til det anale. Om min frisure, min makeup, min velplejethed, min veltalenhed og opførsel. Og mit arbejde. Og levede aldrig i nuet. Der var altid i morgen. Det tidspunkt, hvortil jeg skulle stille mit ur. På den skov af mennesker, jeg skulle passere for at nå mit bestemmelsessted. Antallet af skift med offentlig transport, og den lidelse, der er forbundet dermed. Antallet af varer, der skulle indkøbes. Dette var summen af dagens bestanddele: Antal, logistik, overlevelse. Den tvungne socialisering. Tvangshyggen. Om den fandt sted på arbejdspladsen eller i øvrige sammenhænge. Så længe den fandt sted uden alkoholens frigørende virkning, var den inflateret af tvang og gennemsyret af falskhed. Kun på Baren fandt jeg en frihed. Frihed til at være mig selv, at holde af mig selv. Den frihed kunne kamme over i overdreven fuldskab, snøvleri, falden-i-søvn i Baren, opkast og delirium. Jeg havde ikke fundet balancen. Ikke endnu.

”Med forlov, fru Sauterne, lad mig blive liiiiii' så fuld som dig, når hun havde fodret jukeboksen med klingende mønt og dansede tilbage til sin stamplads i baren. Det var Helles egen omskrivning af Kim Larsens ord i nummeret ”Fru Sauterne”, hendes indgangsbøn. Og min inspiration.

Med forlov, fru Sauterne, lad mig blive ligeså fuld som dig; livet gør pishamrende ondt i dag, mit humør af af lort, lad alkoholen skylle det bort! Livet er en agde, hvor jeg boede engang, og hvor ingen eknder mig mere. En snedækket gade med bortviskede fodspor: mine, ved siden af fodsporene af dem, jeg kendte engang, og som ikke er her emre. Med forlov, Jutlandia, sejl mig væk på en bølge af beruselse, på duften af en sekstenårig sygeplejerskes kjole. Mod forlov, bartender, lad mig smide flere penge i jukeboksen, for om lidt bliver her stille. Alt, alt for Satans stille!

Med forlov, Helle. Lad mig blive ligesom dig, tænkte jeg. Professionel. Du var Dronningen af Alkohol. Du bar en brandert med en elegance, som overgår alt andet, jeg har set. Dit ansigt var altid et ophøjet smil, og ungdommeligt, selv under det gråsprængte, med et blomstret spænde, kunstfærdigt opsatte hår. Med din karriere indenfor alkoholbranchen, som må have varet siden tidernes morgen, var du altid smilende og rank. Du lyste som et fyrtårn.

Jeg havde et arbejde, der skulle passes. Og gudbevars, det gik da nogenlunde. Men forsøgte jo efter bedste evne at se udfordringer frem for problemer. Holde den positive vinkel, tage ja-hatten på. Jeg havde forsøgt at opretholde en vis standard. Velregulerethed, om man så må sige. Fosrøgt at holde orden i mine alkoholiske sager. En vis ro, renlighed og regelmæssighed. Jeg drak aldrig inden middag. Ellers kører det af sporet, var min kalkulation på daværende tidspunkt. Summen af disse tilstræbelser tilføjer kun livet et grundlag middelmådighed, som ingen kunst kan trives på.

Jeg havde engang en onkel Herluf. Han forstod. Han levede i sin kunst. Han havde for længst erkendt, at han ikke ønskede kone, børn, hus, Volvo og vovhund. Han ønskede ikke at bjæffe med i koret. Han ville leve sin kunst fuldt ud.

Han fik sig en lejlighed lige over Bodegaen. Der var, hvad Onkel Herluf skulle bruge. En skibsbriks, et sofabord. Billeder af letpåklædte kvinder med boremaskiner og motorsave. Der var Storm P-plakaten med de to vagabonder. Den ene spørger: ”Du, Perikles – kan du sige mig – hvornår smager en Tuborg bedst?” Og den anden svarer: ”Hver gang!”

der lugtede altid af øl og cigaretter. Man kunne høre støjen fra bodegaen nedenunder. Onkel Herluf opholdt sig kun i lejligheden et minimum af tid. Bodegaen var hans virkelige hjem. Der hvor hjertet var, vennerne, som udgjorde hans åndelige familie.

En aften sagde han: Jeg går lige op og lægger mig. Men han kom ikke ned på bodegaen igen, som han plejede. Vennerne blev bekymrede og så til ham. Han var sovet stille ind på sofaen. Han døde som han levede. Konsekvent og ude kompromiser, i den verden, som var hans. Jeg elskede ham, beundrede ham, og beundrede hans måde at dø på. Så enkelt kunne det gøres.

Hvorfor skulle jeg gøre det så kompliceret?

Helle gjorde det ubesværet og enkelt. Hun var virtuos. Hun havde et overskud, som ingen andre. Hun var altid den, der bød de unge velkommen, de smarte, unge og trendy, der kom ind, fordi de syntes, den brune bar var hip. Dem, som vi andre vendte ryggen til, fordi vi hadede deres ungdommelige skønhed og lyse stemmer, som ikke havde whiskybrandertens tyngde, de unge, som stadig var naive og uslebne af det nådesløse sandpapir, som udgør livets skole. Helle lærte deres navne udenad og benævnte hver enkelt, som kom igen, i det øjeblik, de gik ind af døren.

Baren er et tyngdepunkt, gadens sorte hul. Alle dem, som faldt i det hul, benævnte Helle ved navns nævnelse. Som en ekstatisk Sibylle kunne hun pludselig pege på en og sige: Du falder! Klokken fire om natten, med et ansigt som en kystlinje i ølhavet i barens fadølsgule belysning.

Helle dømte dem ikke, disse Barens ubudne gæster. Vi var en del, der gerne så, at vi stamgæster havde Baren, og ikke-stamkunder kunne udgøre et element af utryghed, som vi ikke kunne rumme. Men Helle rummede dem, for hun hvilede i sin professionalisme. Det gjorde vi ikke. Vi var stadig novicer.

Jeg dømte. Mit hoved var segnefærdigt af domme. De tyngede min sjæl. Alkoholen er dommens modgift. Sættet, cigaretterne. Med røgen forsvinder dommene op under Barens nikotinstænkede, brune loft. I det øjeblik, hvor rusen jog dommene ud, jog tanken om i morgen ud, planlægningen, overlevelsen - i dét øjeblik var jeg velsignet og følte en renhed som var det øjeblikket hvor englen hviskede i Marias øre, at hun skulle føde Guds Søn. Da nikkede jeg til korset over hjorten på Jägermeisterskiltet over baren, og løftede mit glas.

En morgen vågnede jeg i min seng med et hoved så ondt. Lyset kastede  brændende spyd gennem mine øjne. Det var så skarpt som tusinde sole, og alverdens anger og skam udspaltedes i mit sind. Tømmermændene bredte sig som et klamt, ækelt tæppe over min krop. Jeg blev kastet tilbage I sengen af al denne råddenskab. Men alderen forsvinder  ingen skam, ingen lidelse med den opsparede erfaring, den akkumuleres. Jeg havde altid peget min alkoholisk-hykleriske finger af dem, som knapper en Fine Festival eller en Elefant op på sengekanten inden de crasher, for at den er bruset af og klar til at blive rakt ud efter, endnu før de åbner øjnene og drukket I ét drag. Som om de var dårligere alkoholikere end en velreguleret en som mig. Men denne morgen lå tømmermandstæppet så tungt over mig, at jeg ikke ville nå ud i køkkenet og ind i køleskabet uden at falde på vejen. Alt hvad jeg ønskede, alt hvad jeg kunne længes efter, var en afbruset Elefant ved min side, som kunne redde mig ud af denne pine. Så ville al denne elendighed mildnes og jeg ville kunne rejse mig fra dynen som en skidden Fugl Føniks. I live, og i stand til at nå ud i køkkenet og skænke mig et livreddende glas hvidvin. I stedet brækkede jeg mig ud over dynen. Det var rødt af vinen fra i går. Åh ja! Jeg huskede nu, at jeg sad alene i går og havde nedsvælget to sækkepiber, mens jeg sad og sagde undskyld til månen for alt, hvad jeg nogensinde havde foretaget mig. Undskyld for dét der og dét der, til ham der og hende der for dét der og dét der, med månen som stedfortræder med dens altid grafisk præcise og ikke-dømmende ansigt! Der var ikke en halvfordøjet klump at se i opkastet. Jeg havde intet spist. Dertil var det kommet. Hvis det var muligt at nå et klimaks af skam, så måtte det være nu, hvor jeg sad med en dyne der udgjorde en skål for det opkast, der netop var væltet ud af min beskidte kæft.

Hvordan ville Dronningen af Alkohol have tacklet en sådan situation? Hvordan førte Helle sin husholdning? Med ophøjet mine, forestillede jeg mig, rejste hun sig fra sin seng og satte sig med royal rankhed ved sit morgenbord og skænkede sig sin morgenvin med ypperligt beherskede hænder. Hun ville heller aldrig have drukket sin vin direkte af kartonen. Det lykkedes mig at rejse mig fra min bebrækkede seng. Jeg bar dynen ud på badeværelset med hænderne rakt frem, som bar jeg en juvel på en pude. Jeg ville skylle dynen før jeg gjorde noget andet, som en straf til mig selv for min skammelgie opførsel. Men jeg måtte, jeg måtte have en drink, før det var muligt at foretage mig noget, som involverede en målrettet handling fra et punkt til et andet.

Jeg...måtte...have...den...drink!

Det vendte sig i mig ved lugten af det opkast, der steg op fra dynen efter at den havde absorberet varmen fra badeværelsesgulvet. Men manglen på maveindhold fremprovokerede kun en skarp, syreagtig smerte.

Jeg tumlede ud i køkkenet, støttede mig til karme og møbler undervejs. Så åbnede jeg køleskabet med den ene hånd, mens jeg klamrede mig fast til kanten af det med den anden. Med rystende hånd fandt jeg en dåseøl, og brækkede en negl, da jeg satte fingeren under ringen for at åbne den. Men jeg var ligeglad med smerten. Den kølige hvæsen, da jeg åbnede øllen, var som et kærtegn i mit øre.  Og den perlende kølighed, da den løb ned i svælget var velsignet. Jeg lod mig glide ned på køkkengulvet I et forstadie til småtipsy lettelse. Det var som en syndsforladelse. Efter et øjeblik kunne jeg gå ud på badeværelset igen og skylle bræk-dynen under bruseren.

Vil der komme en dag, tænkte jeg. Vil der komme en dag, hvor jeg vågner med Elefanten ved min side, og jeg ikke ænser mit eget skidt? Hvor jeg er ligeglad? Hvor jeg ligger i min seng og drikker stærkere og stærkere drikke, fuldstændig ligeglad med omgivelserne og mig selv og mine kropsfunktioner? Vil den dag komme, hvor jeg dør af druk i mit eget bræk og lort? Eller vil jeg lalle mig gennem resten af tilværelsen som alkoholdement på et kommunalt plejehjem.

En del af mig gøs ved tanken, en anden var slet ikke skræmt. For jeg havde krydset en grænse i dag. Den øl jeg nu drak inden solen stod højest på himlen, indvarslede en ny tid.

Jeg vidste, jeg burde spise noget. Men jeg havde mere lyst til at øve mig. Jeg skænkede en ny øl i et glas, nu med lidt mere værdighed. Forsøgte at holde skænkehånden rolig. Jeg mærkede en dyb længsel rive i mig fra dybet af min sjæl: Længslen efter at leve mit potentiale som kunstner fuldt ud.

”Når du først har sagt farvel

så kan du ikke komme tilbage”

tænkte jeg. Det var fra Kim Larsens ”Forklædt som Voksen”. En af Helles yndlingssange. Når hun spillede den plade på jukeboksen, og hun dansede og smilede og vuggede, så var det som en svalende sommerregn. Tekstens blide melankoli, melodiens poetiske berøring af Barens atmosfære. Lyset blev lidt skønnere. Og Helle smilede og dansede på tåspidserne fra jukeboksen og tilbage til bardisken. Hvordan holdt hun balancen. Alene dét!

Jeg spillede stadig skuespil. Jeg spillede med på samfundets spil, og det drænede min sjæl. Jeg opretholdt en falsk facade i stedet for at følge mit kald og hengive mig til min kunst. Det rev mig over i to lige grimme og ufuldendte dele. Så tror Fanden, at jeg ikke kunne bære min brandert. At mestre det – som Helle, som onkel Herluf – det krævede fuld hengivenhed til flaskens ånd!

Her havde jeg rendt rundt med en småborgerligt lummer tilfredshed over min egen velregulerede bekvemmelighedsalkoholisme, som ikke var andet end en parodi, når det kom til stykket. Det var jo en pauver opvisning. Professionel alkoholisme krævede en langt større kompetence end den jeg hidtil havde leveret. Den respekt, som onkel Herluf og Helle havde nydt, som indebar en øjeblikkelig respekt fra både bartender og de øvrige gæster i kraft af deres stampladser og servering præcis som de ville have det – på sekundet! Og ve den, som serverede en kold fra kassen, hvis stamgæsten krævede en lunken fra skabet! Den respekt havde jeg ikke gjort mig fortjent til.

Hvad afholdt mig fra at gå hele vejen? Det gjorde Mammon, det gjorde materialismen, opretholdelsen af facaden. Jeg var forklædt som ædru. Jeg opførte mig pænt på arbejdspladsen, jeg svajede ikke foran kopimaskinen, snøvlede ikke i telefonen. Jeg  var velpudret, velfriseret. Men hvad kom det mig til gode? Jeg var alligevel et udskud, aparte. For jeg længtes ikke efter hjemmets trygge arne med vovhund og Volvo og trillen rundt med en barnevogn. Jeg længtes efter KUNSTEN. Det var flasken, der besvarede min sjæls kalden, intet andet.

Jeg havde en lejlighed på Frederiksberg, på grænsen til Vanløse. Jeg havde et garderobeskab fyldt med præsentabelt arbejdstøj. Tre fjerdedele af min løn kanaliseredes ind i disse emner. Et salg af lejligheden og en opgivelse af den evige shopping af arbejdstøj, makeup og smykker ville kunne købe mig måneder, ja, måske år af frihed til den fulde dedikation til mit sande kald.

Jeg sad ved bordet i mit spisekøkken og så rundt på køleskabets facade af børstet stål og ægte kunst på væggene. Køkkenapplikationerne – espressomaskine, blender osv., Eva Trio gryderne som aldrig var i brug, vitrineskabenes udbud af glas og porcelæn. Og jeg så på øllen i glasset, røgen fra min cigaret, som dannede fine mønstre i solstrålen. Hengivenhedens placering var ikke til at rokke. Jeg drak øllen ud, hentede en ny, og den skummede i glasset. Der manglede noget skarpt, og jeg hentede en Aalborg Akvavit i fryseren og skænkede den i et krystalsnapseglas, som med lethed ville kunne afhændes på auktion og udskiftes med 2-kronersglas fra marskandiseren.

Dovenskab og nøl er strenge herrer, når de kommer til at ofre alt for sin kunst. Der krævedes en beslutning. Og beslutningen forstyrres af frygten for at fejle med sit forehavende. Det er den frygt som afholder de fleste fra at foretage den afgørende valg. Var det nu jeg skulle springe ud på det dybe med risikoen for fiasko, eller forblive i hamsterhjulet og for altid være en luset amatør, men på sikker grund? Middelmådighed eller storhed? I køkkenets solstråler traf jeg det valg. Jeg lagde ligegyldigheden og splittelsen bag mig.

Det var en strid kamp. Det var en utrolig disciplin, det krævede alene at holde flasken stille, efter den var knappet op om morgenen. Det var med pianistens fingerknæk, inden han rammer den første tangent, med munkens tredje øje fæstnet mod glasset, som øllet skulle falde fejlfrit ned i, samtidig med at der dannedes den rette mængde skum. Som en bokser skulle en del af min krop være i dynamisk bevægelse, mens en anden del af min krop skulle være fast koncentreret om modspilleren, som her udgjordes af mine rystende hænder. Som forfatteren skulle jeg hver dag skrive min historie på ny, som billedkunstneren var det mit ansvar at se dagen i det rette perspektiv og som altid matchede den strågule hvidvin, den okseblodsfarvede rødvin, det korngyldne fadøl, den dunkle, tusmørkebrune bitter. Som keramikeren skulle krukken holdes i balance, mens drejeskiven drejede, og den drejeskive var verden selv, der snurrede. Som gourmetkokken skulle jeg hver dag erkende grundsmagen af den lange, lunkne lort, som udgjorde livet selv og finde de rette komponenter til at overdøve dens gennemtrængende smag.

Drikkekunsten skulle opøves i et tempo, der ikke gav bagslag. Gik jeg for hurtigt frem, kunne jeg miste herredømmet. For langsomt, og ånden kunne blive doven. Respekten fra kollegerne opnås ikke ved maniske udbrud af kreativitet, ved pludselige og forbigående indspark af inspiration, men ved ihærdigt, vedholdende arbejde. Jeg øvede mig med mine kolleger, og jeg øvede mig alene. Særligt morgenseancerne krævede fuld koncentration.

Jeg savnede en mentor. En sparringspartner og fortrolig. Det skulle ikke være en af drengene nede fra Baren. Jeg ville aldrig betro dem at sparre min lillefinger, for så ville de se det som en opfordring til at kravle lige ned i trussen. De er ikke særligt nuancerede på den måde. Og den professionelle alkoholisme er desværre ofte et mandefag. Så i tankerne konsulterede jeg Helle.

For eksempel på sengekanten:

”Op lille Britta, op og slå på tromme! Ja, lille Helle, ja nu skal jeg komme, skal du så sige, ikke også skattemus, den der lediggang er roden til alt ondt, og øller er roden til alt sundt. Hører du efter skat? Nej ved GUD hun ikke hører efter, hun ligger og snuer, gør hun (hun trækker op i min næse med fingrene) Ja, det var godt lille Britta. Er vi skidtmads? Skal vi ha' vores morgenmedicin? Nej det ved GUD, lille Britta, den bliver ikke serveret på sengekanten, vi skal SELV ind og skænke den, kan De tro, unge dame. Har lille Britta lidt kvalme? Skal hun ud og snakke med Ulrik i den store, hvide telefon? Hi hi hi! Som man ligger, så reder man. Nej, som man redder, så... Nej, op i røven med det, gå du ud og bræk dig, skat, så tager jeg en lille én imens.”

Ved morgenbordet kommenterede hun min skænketeknik:

”Britta, Britta! Se nu der. Du ryster jo på hænderne gamle tøs. Hør her, skat. Du sku tage at slappe af i overarmen mens du ligesom låser håndleddet, ikke. Forestil dig at du har et...ja, nu tabte jeg sgu tråden. Et hvad hedder det, elasti-hik-bind! Hi hi hi! Ja, sådan der. Så hælder du, stille og roligt, ja ikke SÅ stille og roligt. Op i tempo. Lidt stillere. Ja, sådan der. Næste gang skal vi ha' lidt mere skum i glasset. Det skal skumme lidt mere. Når du kan det der med den der arm, så sætter vi sgu overbygning på. Så holder du glasset på skrå med den anden hånd, så vi får et ORDENTLIGT skum, ikke det der...bøsseskum. Vel skat. Det er godt. Skål!”

Og om eftermiddagen, når det var tid at gå på Baren, så coachede hun mig ud af den altid opdukkende og uhåndterlige frygt, frygten for at miste kontrollen. Alkoholikerens stage fright. Så dukkede hun op, ud af det blå, måske endda iklædt pink og mintgrøn sportsdragt fra 80' erne:

”Op med knæene, hop, hop, hop! Er du en vinder eller en forsvinder? Op med hagen, brystet frem (hosteanfald) Ja, det er ikke Helle, der skal ud på banen, helle-dig-vis, som vi si'r. Men jeg kan godt sige Britta at Helle har været på både den ene og den anden banehalvdel, hvis man forstår sådan en lille én. Skål! Gamle Helle kan nok lære lille Britta et eller to trisk...tricks. Så Britta kan godt stramme op, blev der sagt. Op med hagen, ind på baren, og det er lige nu!”

Hun sad ved siden af mig og guidede mig til at drikke i det rette tempo. Hun holdt min ryg rank, når jeg sad på barstolen. Hun var min engel.

Se derop, hvor røgen ligger tæt oppe i loftet. Måske kan du se hendes ansigt. Ja, lige dér. Det var det ansigt, der fik mig til at erkende min længsel.

Jeg kan se den længsel i dine øjne, min pige. Den gnist, der aldrig har fået lov til at blive til en levende ild. Du passer ikke ind. Men du gør intet væsen ud af din utilpassethed. Du går uanseligt rundt med en sjæl, der er splittet i to dele. Jeg siger dig: hvis den ild ikke får lov til at brænde frit, vil den brænde dig op i stedet. Jeg kan se den måde, du holder om glasset på. Som om du ikke vil slippe det igen. Som om du vil dø, hvis du giver slip. Du har kunsten i dig. Lige nu er du som en sømand, der længes efter havet, men er tvunget til at pløje en landmands jord. En tung lerjord, der klistrer til din plov. Du er malplaceret og tynget. Jeg kan se det på den lettelse, den fred, der breder sig over dit ansigt, når du har taget den første slurk af din drink. Den længsel.

Du er det sted i dit liv, hvor du har lyst til at give op. Resignere. Du er ved at lade dine øjnes lys gå ud. Lidelsen har lagt sig over dit sind, og du er ved at bukke under for den. Du kan mærke lortesmagen i din mund.

Er det ikke rigtigt, hvad jeg siger? Du længes efter at give slip. Kaste fortøjningerne og lade dig flyde. Sætte nye standarder. Du har aldrig trivedes med de regler, som hamsterhjulet byder dig, vel?

Se på mig. Jeg kan dø i morgen. Man bliver ikke gammel i den her branche. Men jeg gik ind i den med fuld bevidsthed om branchevilkårene. Og jeg har gjort det godt. Jeg rejste mig til the occasion. Jeg vil gøre det godt lige til den dag, jeg stiller træskoene, min pige. Du vil aldrig se mig svaje foran jukeboksen. Jeg holder balancen. Jeg ryster på hænderne om morgenen, men jeg kontrollerer min rysten med min bevidsthed, og det er netop den forskel, der gør mig til professionel. Jeg gik ind i den her business med fuld kontrol. Jeg ville være Dronningen af Alkohol. Og det blev jeg.

Hvis du vil, kan jeg lære dig op. Men du skal ville det. Ikke noget pis med at stå af midt i det hele, fordi du synes det er hårdt. Jeg vil ikke høre noget klynk.  Hvis du vil være kronprinsessen, går du all in. Hvis du går med mig, bliver du den bedste. Nogensinde. Overhovedet!