lørdag den 27. oktober 2012

Idioten


Hvad vil du have?
En forfatterskoleelev til bogreolen
så du er med på den helt rigtige
og super trendy ordstilling
og måde at, ligesom, arbejde med sproget på
så de sorte tal tumler glade rundt
på forlagets bundlinje
for reolen taler sit tydelige sprog
ligesom natbordet, for nu
er det legalt at læse blød porno
thi de rigtige forfattere skriver det nu
og de skriver om kropsvæsker og seksualitet
på sådan en pirrende tabubelagt måde
og ting af kød og hud og skilsmisser
og udkanter og kranke skæbner
beskrevet på sådan en kærlig måde
og forfatterne deler gerne ud af sig selv
og deres fuldskab og problemer
og måde, ligesom, at arbejde med sproget på
mens Idioten græder ulæst
og tårerne løber ud over reolkanten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar