Han
træder ind gennem cafeens glasdøre med rank ryg og spændstig mine som en
fodboldspiller på sit formmæssige peak, som til tonerne af ”Eye of the Tiger.”
så beredt, så klar. Hvis du lagde øret til hans hjerneskal, ville du høre lyden
af en Bugatti i acceleration. Vrooooum!
Han nikker til damen bag disken, som
nikker tilbage, han sætter sig ned. Hun bringer ham spise- og drinkskort. Han
vil udvise rettidig omhu. Ikke være for fancy i betrækket, ikke dupere. Det er
længe siden, de gik fra hinanden. Det var en anden tid den gang.
Han bestiller en danskvand: klarhed og
sprøde bobler.
Og her sidder han nu: Ved bordet og
venter på sin kvinde. Hun som engang var hans, og som vil blive hans igen. Han
smiler ved tanken om deres genforening.
Der er en skønhed over disse øjeblikke,
hvor man er alene, og stadig nyder sit eget selskab, hvis værdi blot øges ved
tanken om den, der snart vil træde over dørtærsklen til ens liv. Netop dét
øjeblik, hvor ensomhed bliver til tosomhed. Det er et øjeblik så sprødt og
klart som de brusende bobler, der stiger op fra bunden af glasset og brydes på
overfladen i en indbydende åbenhed, tusinde bittesmå stemmer, der hvisker ”Ja!”
i et næsten lydløst kor.
Han har så meget at tilbyde. Han er
etableret nu, fast arbejde, et to-etagers rækkehus, fri firmabil. Rækkehuset er
næsten nyt og der er stadig en varm duft af træ i rummene. Der er alt, hvad en
kvinde ville elske at fylde med ømhed og omsorg og kærlige hænder på gardiner,
hyldepapir og kommende børneværelse, som kan dekoreres med nuttede figurer på
væggen, middage med vennepar i det store køkken-alrum.
Han tænker på deres brud. Det var en
vild tid. Tour de chambres. Øl. Joints. Han var hendes store kærlighed, det
sagde hun. Deres intimitet var intens, præget af de sidste teenageårs
pludselige opdagelse af friheden i overgangen til det tidlige voksenliv. De var
sådan set voksne. Kunne kneppe som dyr, hvis de ville. De kunne tale og drikke
til solen stod op, og de kunne le, når dens store øje pludselig betragtede dem
bag gardinet. Men ingen andre så dem over skuldrene, ingen lyttede ved dørene.
Det var berusende.
Pligternes, engagementernes tid lå
langt forude. De var i nuet. Det var vildt.
Pligter bulldozede ind i deres liv.
Regninger skulle betales. Åndelige lussinger sved deres kinder, misforståelser
stak syle gennem deres hjerter og drev dem fra hinanden. Det var dengang, det
her er nu! tænker han og tager en tår af sin vand.
Han tænker på bilen, som holder hjemme
i garagen, dens metallisk-blanke overflade. Han vil hente hende i den en dag,
snart. Hun kan få en hund, hvis hun vil. Inden de får børn. Alt er klart til
det hele, som han har lært at det skal være. Han har gjort plads, han har åbnet
mulighedernes port, som Lifecoachen kaldte det. Frem for at længes, at smægte
efter en at dele livet med, skal man handle som om det allerede er sket, gøre
plads i dobbeltsengen til to, tænke positivt, være fuld af fortrøstning,
placere en frø med en mønt i munden ved indgangsdøren. Lave små tegn i
lejligheden på at der allerede er en kvinde i den. Stearinlys og røgelse. God
karma. Sådan skal det være.
Han tog toget for at kunne tillade sig
et par genstande, ikke for mange, for han skal opretholde klarhed og styring.
Han er den, der skal tømre skabet sammen og vise, hvor det skal stå. Hun kan
vælge det, dets farve, om det skal være birk, kirsebær, eg. Men en kvinde kan
godt lide, når en mand tager initiativ og viser det.
Forventningens
sødme bruser i hans bryst. Det føles allerede som en succes. Han tænker på,
hvordan han galant kan køre hende hjem i morgen, åben bildøren for hende, sætte
sig i førersædet, og de drejer ansigterne mod hinanden og smiler, han lægger
håndbremsen ned, kobler ud, speeder op. De kan køre til kysten, til
sommerhusområder, hvor de kan udvælge et. Et så fint som hun vil have det. De
kan gøre længere endnu, ned gennem Europa langs snoede bjergveje, til
Atlanterhavets kyster. De kan stå på en klippe ud mod et hav, mens solnedgangen
former deres profiler i silhuet, og deres munde mødes. To mennesker på en
strand. Alt det kan han fortælle hende, at de kan gøre. Alting kan gøres
komplet.
Han betragter det utydelige syn af sig
selv i det store vindue, som endnu ikke reflekterer helt, da mørket endnu er i
sin vorden. Han sidder rank, holder hovedet højt, klar til at rejse sig op og
trække stolen ud for hende. Hun er ikke på Facebook, sagde hun i telefonen,
således har han ikke set hendes ansigt siden dengang. Han tænker på det, prøver
at genkalde sig det, hendes hår, stilen dengang. De stramme, slidte jeans, de
obskure band T-shirts, bøgerne i plasticposer, som hun altid bar rundt på. Hun
var charmerende og formbar, og alligevel sej nok i stilen, på den der flippede
måde. Han fniser indvendig, for hold op, hvor var hun dog en lille flippertøs,
en rigtig lille nullergøj, der gemte sig bag et stort partisantørklæde. En
lille mus, der sprang ud som en eksotisk orkide under hans kærtegn. Blev
bevidst om sin egen kvindelighed, blev kvinde med ham inde i sig, opdagede
seksualitetens rækkevidde. Han var den første – og den største? Der har været
andre, de er blevet modne, der var ro på. Hun lød glad i telefonen. Begejstret.
Det er nu. Alle andre initiativer omkring dette projekt ville have været
præmature. Modenheden vil nu åbenbare dybden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar