Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe vand mellem Øls og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er rigtigt nok. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand. Der er fugt. Højmosen Lille Vildmose er en stor svamp, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nordover, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en vældig kæfert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse som vandet ud af Lille Blåkilde og helt ud i Limfjorden (grænsen).
På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Jeg så dagens lys den nittende oktober 1974 i Terndrup, Lyngby Sogn, Fleskum Herred, en by ved hovedvejen Hadsundvej mellem de to respektive fjordbyer, Aalborg (borgen i strømmen) og Hadsund (etymologi uvis). Jeg husker ikke vejret i tydelige billeder den dag, men det forekommer mig at være gråt, oktoberfugtigt. Herefter blev jeg installeret ved Gravlev, på toppen af en bakke med rønnebærtræer, som lyste i silhouetter foran solnedgangen vestover. Besynderligt nok er disse bakketoppe et gennemgående tema. Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg almindeligvis se ham komme. Som før i den omtalte hulvej.
Jeg foretrækker de høje steder. Toppen af Tinghøj. Brune Bakke. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit brændevinsstinkende gab. Når det har regnet, ryster han sine store pelse som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.
”Ad me omnis caro venient” griner han, guderne må vide hvor han har det fra. Han griner med sit fjæs tæt på mit, tænderne ormstukne, og han stinker af hjemmebrændt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar