Bordtennis i Himlen showdates 2011

Duoen Bordtennis i Himlen består af Andreas Hjertholm og Louise Kristensen, og hvem ved! Det bliver lyrisk og musikalsk.

Vi er pt. klar med et udmærket show på en række udvalgte datoer i 2011. Listen er under løbende udvikling, og det samme er indholdet! Tics, fisk, sjov, hest, styx, ribs med mere!

4. januar 2011, Det Poetiske Bureau, Poetisk Tirsdag fra 20.00

31. januar 2011, Kultursalon, Christianshavns Beboerhus, fra 20.00

13. marts 2011, Poetry for Charity, Café Zusammen fra 20.00

Peter Skaarup serveret som cheeseburger

Det var en RIGTIG dårlig dag for Peter Skaarup. Den ku godt have været bedre. Rent faktisk døde han af det, og nu skal du høre hvordan dét gik til. Peter Skaarup gik en tur i Den Danske Have. Her var der fred og idyl. Troede han. Syrenerne duftede sødt, og det gjorde margeritterne sådan set også, men pludselig var det som om noget begyndte at æde af hans tæer, og han kiggede ned. Det var egern! Han tæer blev ædt op af egern! Hold op med det! Jeg tvivler stærkt på, at det er lovligt, at I æder af mine tæer! Men egernerne åd videre, og da de kom til ankelknoglen, var der en flok bævere, der tog over. Det var endda den særlige art, perle-bæveren, som var indvandret over landets grænser, ind i Danas Have, og Peter råbte indigneret: Det er et skråplan! Det er et skråplan! Da perle-bæverne havde tygget sig igennem hans ben, måtte der særlige kræfter til at æde hans kønsdele, men det ordnede hav-lampretten, som raspede sig igennem den med sin runde mund. Egentlig var det ikke en delikatesse for havlampretten, ”a man's gotta do what a mans gotta do”, ræsonnerede den, lidt træt. Jeg får regeringen til at nedsætte et udvalg for at undersøge legaliteten af disse aktiviteter! råbte Peter Skaarup, muligvis endnu mere indigneret end før, men på den anden side var man vant til at høre ham bitche, så ingen tog sig af det, og der kom en flok råger og pikkede i overkroppen, og et par kilo maddiker gjorde hurtigt kål på de rester, som rågerne efterlod. De bøvsede i kor og var i det store hele enige om, at det ikke var et højkvalitetskadaver. Munden bitchede endnu, så det ordnede en stime brugder, som siede hovedet som krill. Så var der lige en hjerne, men den var ikke særlig stor, så gråspurven fiksede den. Og så var der en sjæl tilbage. Den var foldet som et stykke papir, og der var nogle ornamenter på den, som var tegnet af efter illustrationerne på Danmarks Riges Grundlov, men når man kiggede nærmere på den, var det ikke Grundloven, der stod skrevet på den, men noget i retning af: ”KrrrræææiopisofrkjbsdhoooooOOOOooooiggggrrrrhhhhhhwwnnccHeilHitlerfffzzzt” og hvem gider at glo på det? Ikke mig, i hvert fald, sagde Tyrannosaurus Rex og slugte papirssjælen i en mundfuld. Den smager lidt af cheeseburger, tænkte t-rex. Hverken mere eller mindre – som en cheeseburger fra McD, ikke noget for en øgle som mig! Og så gik den ellers hen og ordnede en veloceraptor, det er nemlig ordentlig mad!

Du ved det når du ved det (Bordtennis i Himlen)

Dette ved du: Den er den store pik, der knepper verden. Den er det umådelige univers. Alle genkender den. Du ved det! Den er det træ, der er plantet ved bækken og bærer sin frugt til rette tid. Den er græsset, der bølger på bjerget. Den er fåret i folden. Den er den klart-brændende tiger i natten, og den er natten selv. Den er karret, som fyldes op med levende vand. Den er den uudtømmelige kilde. Den er det store hus, hvor alt kan ske. Den er reflektionen i søens vand, som afslører præcis hvad du er. Det, du ikke havde forventet. Du ville gerne tro noget andet. Den er striberne af blod mellem dine ben. Den er dødsangsten i den vindstille eftermiddag. Den er den utrolige, overmenneskelige udløsning af energi, hvormed du forsøger at holde den på afstand. Den er dit had. Den vrede, du har fortrængt gennem år, og som sætter sig i nakkemusklerne som størknede dråber af liv, der burde være flydende. Den er hykleriet, som drypper ned fra institutionernes top. Heste,der bider hinanden til blods; hvide, lysende, gennemsigtige enhjørninge, som stikker hinanden ned med deres spidse horn. Du ved det! Du ved det! Du ved det! Du ved det!

Du vil gøre ophold i din tale, midt i en sætning , midt i et ord . Idet du ved det, vil du tøve et splitsekund, og ingen vil bemærke det minimale rytmebrud, men du vil vide det, for du ved det. Tanken vil overtrumfe alle andre tanker, og alt andet vil synes uvæsentligt, når du ved det!

Og dét her, det er sandheden!

Philip Boa & Voodoo Clubs officielle hjemmeside

http://www.phillipboa.de/

Satelitmand*

Jeg føler mig som en jaget engel

Da jeg vågnede og opdagede
jeg ikke er med i en stjernekrig
nej, i dag synes det
som er jeg med i en
sørgelig film i maj
en smuk film, muligvis
men så bleg og uden fornuft

Al min barndoms memoir
i denne situation noir
al min vrede samler sig her
så jeg føler min søde fortabelse
så rent
og hver dag føler jeg mig
som en jaget engel

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jJeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Jeg føler trang til at give dig ly
i min hjernes hus
så umulig, så forfængelig
Jesus, vi og fortiden
vil aldrig genkomme
og alle satellitterne omkring mig
gfiver mig lyst til at stikke af
gør mig svimmel, svimmel, svimmel, svimmel…

Jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
jeg er en satelitmand
jeg gør alt hvad jeg kan
for ikke at genkalde
min teenage erindring

Al min vrede samler sig
føler min søde fortabelse så rent
giver mig lyst til at checke ud
og jeg føler mig som en jaget engel

*Philip Boa gendigtet, "Satelite man", Lord Garbage, Motor Music 1998

Den vilde konges fald (2001)

Han løfter sløret for en anden verden
Når han går
Vokser liljer frem i hans fodspor
Når han smiler blinker solen i hans skarpe tænder
Og himlen løber igennem hans øjne
Gennem skoven lukker krattet sig bag ham
Han hersker over mig, som han hersker over alt
Men han vil falde
Den vilde konges fald

Han kysser hjorten
og hjorten, det er mig
Jeg bærer ham på min brune ryg
Og går kun hans vej
I skovens mørke rører han mig
I byen går han aldrig ind
Han er i mig, som han er overalt
Men han vil falde
Den vilde konges fald!

Jeg er hans hjorteprinsesse
Jeg er hans sorte fugl
Han rører mig
Vi ser ham komme
som skygger i en mørk korridor

Grenene er nøgne, bortset fra de skarpe, røde bær
Der ligner vores kys, og lyser mer end nogensinde
Jeg er hans elskerinde, skønt jeg ikke er en kvinde
Han kysser mig, kysser mig overalt
Mens han falder
Den vilde konges fald


Han løfter slåen på den øverste dør
Lader lyset sive ind
Dine øjenlåg sitrer i morgenens lys
Smiler han?
Det er svært at fornemme
For modlyset er så stærkt
Men hans silhuet er rank, så følg ham overalt
Før han falder
Den vilde Konges fald

Han løfter sløret for en anden verden
Og når han går, vokser liljer frem i hans fodspor
Men hvad betyder liljerne når I går på heden?
Hvor lyngen oplyser hver side af hulvejen
hvor I går
Han blot et fodspor foran dig, næsten genert
Men han er jo Kongen, kunne du gøre ham forlegen?
På hver side af vejen synger småfuglene
Og græsstrå sitrer i varmen
Hugormen har skuet hans ansigt og vil ikke angribe
Vil den se dig i stedet?
De ser ham alle, de ser ham over alt
Vil de afbøde faldet?
Den vilde konges fald

For hvornår vil han drikke livets vand?
Når selv blodet er størknet
Til skorper på marmorgulvet, hvor det flød
Og I alle husker da han red ind i byen
På sin sårede hest,
Der sank sammen under ham
Da mængden med leer og høtyve
Veg tilbage, og han løftede visiret,
råbte ”Kampen er først nu begyndt!”
Nu følger de ham overalt
På slagmarken hvor Døden rider på sin hest
I den flammende solnedgang
Og han skuer Dødens ansigt mod den blodrøde himmel
Og falder med ham
Som stjerner
I den evige nat

Kroppen smelter under hans kærtegn
Huden blødes op under hans fingre
Som blodet flød, da du løb gennem tjørnene
Og stivnede på din krop mens du løb gennem den sorte skov

Er det et farvel -
Går du nu? Er der noget du ikke har fortalt?
Er du faldet
Den Vilde Konges fald?