Uddrag af titelnovellen "Mod solnedgangen"

Han træder ind gennem cafeens glasdøre med rank ryg og spændstig mine som en fodboldspiller på sit formmæssige peak, som til tonerne af ”Eye of the Tiger.” så beredt, så klar. Hvis du lagde øret til hans hjerneskal, ville du høre lyden af en Bugatti i acceleration. Vrooooum!

Han nikker til damen bag disken, som nikker tilbage, han sætter sig ned. Hun bringer ham spise- og drinkskort. Han vil udvise rettidig omhu. Ikke være for fancy i betrækket, ikke dupere. Det er længe siden, de gik fra hinanden. Det var en anden tid den gang.

Han bestiller en danskvand: klarhed og sprøde bobler.

Og her sidder han nu: Ved bordet og venter på sin kvinde. Hun som engang var hans, og som vil blive hans igen. Han smiler ved tanken om deres genforening.

Der er en skønhed over disse øjeblikke, hvor man er alene, og stadig nyder sit eget selskab, hvis værdi blot øges ved tanken om den, der snart vil træde over dørtærsklen til ens liv. Netop dét øjeblik, hvor ensomhed bliver til tosomhed. Det er et øjeblik så sprødt og klart som de brusende bobler, der stiger op fra bunden af glasset og brydes på overfladen i en indbydende åbenhed, tusinde bittesmå stemmer, der hvisker ”Ja!” i et næsten lydløst kor.

Han har så meget at tilbyde. Han er etableret nu, fast arbejde, et to-etagers rækkehus, fri firmabil. Rækkehuset er næsten nyt og der er stadig en varm duft af træ i rummene. Der er alt, hvad en kvinde ville elske at fylde med ømhed og omsorg og kærlige hænder på gardiner, hyldepapir og kommende børneværelse, som kan dekoreres med nuttede figurer på væggen, middage med vennepar i det store køkken-alrum.

Han tænker på deres brud. Det var en vild tid. Tour de chambres. Øl. Joints. Han var hendes store kærlighed, det sagde hun. Deres intimitet var intens, præget af de sidste teenageårs pludselige opdagelse af friheden i overgangen til det tidlige voksenliv. De var sådan set voksne. Kunne kneppe som dyr, hvis de ville. De kunne tale og drikke til solen stod op, og de kunne le, når dens store øje pludselig betragtede dem bag gardinet. Men ingen andre så dem over skuldrene, ingen lyttede ved dørene. Det var berusende.

Pligternes, engagementernes tid lå langt forude. De var i nuet. Det var vildt.

Pligter bulldozede ind i deres liv. Regninger skulle betales. Åndelige lussinger sved deres kinder, misforståelser stak syle gennem deres hjerter og drev dem fra hinanden. Det var dengang, det her er nu! tænker han og tager en tår af sin vand.

Han tænker på bilen, som holder hjemme i garagen, dens metallisk-blanke overflade. Han vil hente hende i den en dag, snart. Hun kan få en hund, hvis hun vil. Inden de får børn. Alt er klart til det hele, som han har lært at det skal være. Han har gjort plads, han har åbnet mulighedernes port, som Lifecoachen kaldte det. Frem for at længes, at smægte efter en at dele livet med, skal man handle som om det allerede er sket, gøre plads i dobbeltsengen til to, tænke positivt, være fuld af fortrøstning, placere en frø med en mønt i munden ved indgangsdøren. Lave små tegn i lejligheden på at der allerede er en kvinde i den. Stearinlys og røgelse. God karma. Sådan skal det være.

Han tog toget for at kunne tillade sig et par genstande, ikke for mange, for han skal opretholde klarhed og styring. Han er den, der skal tømre skabet sammen og vise, hvor det skal stå. Hun kan vælge det, dets farve, om det skal være birk, kirsebær, eg. Men en kvinde kan godt lide, når en mand tager initiativ og viser det.

Den gang elskede hun, at han var en mand - ikke en dreng. Som de andre fjolser. Det var nyt for hende. Og nu er han rykket til næste niveau. Det vil hun kunne lide. Det vil i aften stå klart.

Forventningens sødme bruser i hans bryst. Det føles allerede som en succes. Han tænker på, hvordan han galant kan køre hende hjem i morgen, åben bildøren for hende, sætte sig i førersædet, og de drejer ansigterne mod hinanden og smiler, han lægger håndbremsen ned, kobler ud, speeder op. De kan køre til kysten, til sommerhusområder, hvor de kan udvælge et. Et så fint som hun vil have det. De kan gøre længere endnu, ned gennem Europa langs snoede bjergveje, til Atlanterhavets kyster. De kan stå på en klippe ud mod et hav, mens solnedgangen former deres profiler i silhuet, og deres munde mødes. To mennesker på en strand. Alt det kan han fortælle hende, at de kan gøre. Alting kan gøres komplet.

Han betragter det utydelige syn af sig selv i det store vindue, som endnu ikke reflekterer helt, da mørket endnu er i sin vorden. Han sidder rank, holder hovedet højt, klar til at rejse sig op og trække stolen ud for hende. Hun er ikke på Facebook, sagde hun i telefonen, således har han ikke set hendes ansigt siden dengang. Han tænker på det, prøver at genkalde sig det, hendes hår, stilen dengang. De stramme, slidte jeans, de obskure band T-shirts, bøgerne i plasticposer, som hun altid bar rundt på. Hun var charmerende og formbar, og alligevel sej nok i stilen, på den der flippede måde. Han fniser indvendig, for hold op, hvor var hun dog en lille flippertøs, en rigtig lille nullergøj, der gemte sig bag et stort partisantørklæde. En lille mus, der sprang ud som en eksotisk orkide under hans kærtegn. Blev bevidst om sin egen kvindelighed, blev kvinde med ham inde i sig, opdagede seksualitetens rækkevidde. Han var den første – og den største? Der har været andre, de er blevet modne, der var ro på. Hun lød glad i telefonen. Begejstret. Det er nu. Alle andre initiativer omkring dette projekt ville have været præmature. Modenheden vil nu åbenbare dybden.

Bogudgivelse!! "Mod solnedgangen" udkommer i november!

Tine Helleshøj: Ma vie en douche (Monsters´ ball)

I november udkommer min novellesamling ”Mod solnedgangen” på Det Poetiske Bureaus Forlag.

”Mod solnedgangen” består af 9 noveller, som kredser om temaerne kontroltab, angst og det ubevidste – som Freud kaldte for ”den sorte slamflod.”

De handler blandt andet om en mand, der har planlagt sin fremtid med en kvinde – hun er bare ikke enig.

Om journalisten, der rejser til ”Udkantsdanmark” og opdager, at udkanten er et land inden i ham selv.

Om rædslen for atomkrig set fra børnehøjde.

Om Pernille, der gerne vil være sund og smuk og spiser rawfood og ramler ind i en yogasekt.

En fyr, der gerne vil begå selvmord, men bare ikke kan tage sig sammen.

En kannibalsk leder på en kommunal arbejdsplads.

Og alfonsen Ivan, der har storhedsvanvid og tror han kan undslippe sin skæbne...

De kommende måneder indtil udgivelsen vil jeg poste indlæg om novellernes temaer, smagsprøver på historierne, billeder, musik og links til artikler, der på en eller anden måde hænger sammen med indholdet, eller har tjent som inspiration.

Jeg glæder mig til udgivelsen, og håber at du har lyst til at følge med indtil udgivelsen. Kommentarer modtages med glæde.

Billedet herover af Tine Helleshøj er bogens cover.

Israel/Gaza. Et lille skrift for fred.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Temperaturen er faldet til noget mere behageligt. Jeg har sat mig ved computeren på mit kontor for at skrive på den roman, jeg er begyndt på. Imidlertid chattede min israelske veninde mig op på Facebook, da jeg var i gang med de indledende manøvrer. Mit humør sank. Hun kom med en øjenvidneberetning fra krigszonen. Hun og hendes mand havde været på ferie hos deres familier i Israel, men måtte flygte fra det , sagde hun, som hun engang havde kaldt sit hjemland. Det var for stressende at skulle flygte fra det ene bombeshelter til det andet, og hun var i sorg over at konstatere at der var familie og venner, der var blevet for hjernevaskede af zionismen, til at hun kunne bevare kontakten til dem. og hendes PTSD var brudt op igen. som ung oplevede hun at være så tæt på en selvmordsbombning i Tel Aviv, at hun havde ligrester hængende i sit hår. Hun var glad for at være tilbage i den kedelige provinsby, hvor hun bor med sin mand og sine børn.

Den beretning rev mig brat ud af den meningsfylde, jeg havde sat mig ned ved computeren med. For hvordan giver det mening at foretage sig noget så kunstlet og overflødigt som at skrive på et stykke fiktion? Jeg ved det virkelig ikke.

Den sidste uge har jeg deltaget i to demonstrationer, den ene på Rådhuspladsen, arrangeret af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, og den anden foran Den Amerikanske Ambassade med Kurs mod Den Israelske Ambassade efter en time med taler og rap. Det kan føles som sådan en desperat handling at gå til en demo. Det kan føles som en skin-aktivitet, født af den vrede og afmagt, der fylder en aften efter aften foran tv-avisen. Som en mental voldtægt, der skaber en passiv-aggressiv uro i kroppen, der kun finder forløsning ved handling. Da jeg var teenager fik den uro mig til at gå ud og smadre vinduer. Men hærværk er også en skinaktivitet, der ikke fører nogen steder hen. Den kollektive protest føles mere meningsfuld.

I går fortalte en af talerne, at Israels premierminister Nethanyahu havde bedt EU nedsætte en kommission, der skulle overvåge demonstrationsaktiviteterne i EU for at der ikke skulle spredes nedsættende ord om Israel. Endnu et grotesk indslag. Endnu et fragment af meningsløshed ovenpå meningsløshed. Af historieløshed, arrogance, ignorance, desperation, had!

Der var demonstranter, der var mødt op med billeder af den bevæbnede Leila Khaled. Hendes smukke ansigt, omkranset af et palæstinensertørklæde, og et maskingevær i favnen. Et øjeblik var jeg fuld af undren, og så blev jeg provokeret. Jeg blev vred. Handlede gårsdagens demo ikke om at opfordre USA til at stoppe sin støtte til Israel – ikke om at opfordre til væbnet aktion? I nogle ophedede øjeblikke fik jeg lyst til at gå hen og sige noget til kvinden, der bar billedet af Leila Khaled. Billedet af hende med maskingeværet trækker tråde til mørke kapitler af Europas historie – Rote Armee Fraktion, Blekingegadebanden. Om end jeg forstår dele af bevæggrundene, er det stadig som et udtryk for aggression. Aggression og dennes udtryk kan ikke andet end at avle mere aggression. Og dermed vold – og i sidste ende krig. Aggressionens udspring i bevidstheden er konfliktens mikrokosmos.

Det er en asymmetrisk konflikt. Krigens tal taler sit alt for klare sprog. Dødstallene lyver ikke. Christian Braad-Thomsen pointerede ved demoen i går, at den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig blev anset for terrorisme. Og at Nelson Mandela var på USA's terrorliste længe efter at han var blevet folkevalgt præsident i Sydafrika! Hamas anses for terrorister, men Hamas, sagde Thomsen, er ikke konfliktens årsag – Hamas er dens konsekvens. Hamas er et folkevalgt parti, og dets eventuelle udslettelse vil åbenbare endnu mere skræmmende konsekvenser. ISIL og Taleban er eksempler. Og nu vi taler om terror – hvordan kan målrettede angreb på FN-skoler, hvortil ældre, kvinder og børn er flygtet anses for IKKE at være terrorisme? Vreden og afmagten er enorm, og den spreder sig som en steppebrand. Den føder et afskyeligt afkom: anti-semitismen! Og med den adskillelse, had og vold.

Heldigvis talte også Yonatan Ungermann Goldshtein, formanden for Jøder Mod Folkemord ved demoen i går. Han repræsenterer et bolværk mod den antisemitisme, som zionister igen inspirerer over hele verden.

Tilbage til billedet af Leila Khaled. Det var ikke modstandskvinden Khaled, der vakte min vrede, det var maskingeværet. Jeg fik en fornemmelse af, at personen, der bar billedet, havde kopieret et ikon (det kunne for den sags skyld lige så godt have været ikonet af Che Guevara), som vedkommende ikke havde sat sig ordentligt ind i (historieløsheden). Ikoner kan være smukke og dekorative. De kan laves til stenciler og sprayes op overalt på mure og bannere. Men uden viden om den kontekst, de indgår i, bliver de til repræsentanter for en indholdsløs historiefortælling. De kan give et falsk billede af, at dem, der smykker sig og sine omgivelser med ikonet, har et reelt indhold. Men de kan blive intet andet end et tomt billede, som beskueren kan projicere sine følelser ind i. I dette tilfælde kom Khaled-ikonet for mig til at blive udtryk for en aggression, og den blev vakt hos mig i så høj grad, at jeg havde lyst til at gå hen og sige noget grimt til bæreren – selv om vi var på samme side. Så enkelt er det at starte en konflikt.

Jeg kunne med lethed have skabt en konflikt, hvis jeg havde handlet på min første impuls overfor personen med Khaled-ikonet. Jeg kunne have sagt: Hvad helvede bilder du dig ind at troppe op med en opfordring til vold til den her demo? Og personen kunne have responderet på min aggression ved at sige: Hvad fanden rager det dig, din so? Og så ville vi være i gang. Sådan afføder følelser deres egen tvilling.

Under 2. Verdenskrig var min farfar modstandsmand. Efter alt at dømme – han var politimester – var han med til at udføre stikkerlikvideringer. Han måtte i en tid gå under jorden, og i samme periode skjulte min farmor engelske flyvere på loftet. Jeg har altid beundret den handlekraft, de stod for, og den historie er en del af mig. Jeg ved, jeg bliver nødt til at handle. Har vi ikke alle impulsen til modstand mod uretfærdighed? Og hvor meget skal den provokeres til at vi fører den ud i livet til væbnet aktion? Jeg har ikke lyst til at slå ihjel. Men historieløsheden, denne kollektive mis-erindring, æder enhver bevidsthed om hvad der er godt for menneskeheden.

Menneskerettighederne er krigens første offer. Når zionisterne, der i verdens øjne kommer til at repræsentere det jødiske folk, er undertrykkeren og overmagten (støttet af USA og endog af vore egne passive politikere) i så asymmetrisk en konflikt, så træder historieløsheden ind på scenen. Skal vi virkelig have endnu et folkemord? Og skal det føre til at jøderne igen bliver lagt for had i hele verden? Det sker lige nu. konflikten er i gang. Den spirallerer. Den progredierer. Det er en sneboldseffekt på mikro- og makroplaner. Hadefulde indlæg skyder op på Facebook som paddehatte. Ureflekterede, men accentuerede holdninger adskiller familier og venner.

Al konflikt begynder i sindet. Leg en leg sammen med mig. Lad os forestille os, at alle sind er forbundne. At der er et globalt sind, der er summen af alle sind i verden – kan vi så blive bevidste nok om de konflikter, der spirer i os på et mikroplan, til at vi kan afslutte dem, før de bliver til handling? Kan vi nå en kritisk masse, der kan sprede sig over afstande og adskillelse – som aberne på de isolerede japanske øer, som uafhængigt af hinanden begyndte at vaske deres kartofler – fordi det var en idé, hvis tid var moden? Kan vi ved at nære freden i vore sind, sprede den over hele verden?

Jeg vil gerne tro det. Jeg vil gerne tro, at vi kan handle anderledes, at vi kan bekæmpe historieløsheden, at vi kan opnå fred ved at kultivere den i vores sind. Jeg vil gerne tro, at vi ved at blive bevidste om de bittesmå gnister af had i vores sind, som kan antænde verdensbranden, kan kvæle den før den første glød. At det er muligt at stoppe had, fordømmelse og vold gennem bevidsthed. Ikke på en pladderballeagtig, ”vende-den-anden-kind-til” –agtig måde. Vi skal protestere. Vi skal rejse os mod uretfærdigheden. Men med freden som det ypperste mål for vore øjne – for at freden kan sprede sig fremfor hadet. For ikke at lade vores tanker synke ned i en pøl af kaotisk aggression og lade os gribe af primitive impulser.

Jeg vil gerne tro, at freden begynder med mig. Og dig. Med os, i kærlighed,

Louise Kristensen, København d. 1. august 2014

Tre kælenegre i Samlerens katalog

Grafikken er ellers rolig bag bøgerne

i Samlerens Bogklubs bogkatatalog, men

KAPOW!

så er der bid! Det er lidt farligt

spændende og anderledes

tre kælenegre på én side

To Hassan`er: Den brune mand og den provokerende

og så en negresse med briller;

nørdet og intellektuel

det er lidt farligt med de bøger

derfor er grafikken bag bøgerne

pangfarvet og ser sådan

Crash! Boom! Bang!-agtig ud

Som i Batmantegneserierne,

når de slår til

eller der er eksplosioner

det er ind-van-drer-lit-te-ra-tur

og det skal støttes og fremelskes

og isoleres som genre

helt for sig selv

Gud forbyde at indvandrerne skulle skrive

litteratur på deres egne præmisser

som de heteroseksuelle, hvide mænd

og pigerne fra forfatterskolen med deres

dobbelteksponeringer, dobbeltbehov

+ Det Leuze

og alle de andre referencer

og en diffus ny nordisk grafik