Hjem mega hjem

Mit land er en halvø, kun landfast med mit øvrige kød ved en smal stribe land mellem Angst og Klejtrup. Alle andre grænser er vand. Det er sandt. Der er kun fire kilometer sydgrænse mellem Klejtrup sø og Onsild, hvor der ikke er vand.

Der er vand. Masser af vand, kilder, som springer af bakkemassiver. Bobler op gennem undergrund. Åer. Søer. Der er fugt. Vildmosen, som fastholder vinteren tre uger længere end i det øvrige land, med undtagelse af Store Vildmose (nord, Vendsyssel, i mørket), som også er indhyllet længere end alle andre i den kolde damp. Her kan jeg sidde i hulvejen i dagevis og slå skærver af sten, hvis det ikke var fordi Tordenkalven i en kæmpe brandert havde pandet mig sådan én, så han havde slået mejslen ud af min hånd, og den havde sat sig fast i mit håndled, lige i pulsåren med en sådan kraft, at lægerne måtte placere en bautasten i såret i stedet for mejslen, da blodet ellers ville fosse helt ud i Limfjorden.

På denne tid af året er heden helt sort og indhyllet i tåge. Duften af lyng og revling og honing hænger dog ved, og jeg indånder den, som afhang min overlevelse af dens søde luft. Hedens duft svigter aldrig, forlader mig aldrig. Dens areal er mindre udstrakt i Himmerland end den egentlige hedeflade i Midt-Vestjylland. Men duften er den samme. Lyngen. Dens sorthed i november.

Jeg har altid haft et glimrende udsyn. Sidder jeg ikke i en lavning, hvor Tordenkalven kan overraske mig i sine kæmpebranderter, kan jeg som regel se ham komme. Som før i den omtalte hulvej, hvor mit udsyn ikke rakte. Dér overraskede han mig. Han kan overraske. Det er det han kan.

Jeg foretrækker de høje steder. Jeg foretrækker at kunne se langt. Selv her i eksilet. Selv her, langt, langt fra Cimbrerlandet er der høje steder, hvor jeg kan danne mig et passende overblik. Tordenkalven skal aldrig overraske mig igen med sit stinkende gab. Når det har regnet, ryster han sin store pels som en hund, og det ildelugtende vand står om ham som en glorie.

”Til mig kommer alt kød” griner han, guderne må vide hvor han har det fra! Han griner med sit ormstukne, vejrbidte fjæs helt op i mit ansigt, og han stinker af hjemmebrændt!

Sys (Til Søren G)

KILLsmølfen

På tide med et nyt indlæg?

Elektrochokpigerne

Elektrochokpigerne ser ikke solskinnet og der falder et blåt støv ned over deres øjne. Elektrochokpigerne er søvnige i dag og deres hjerne er stegt. De husker ikke længere vores navne, og de husker heller ikke deres egne. Måske er det luftfugtigheden, der gør, at de vågner så mange gange i løbet af natten. De raver rundt på gangen som zombier i alt for store badekåber, og pludselig står de foran hinanden, før de går forbi. Der er højt til loftet, og det skråner let. Der er en røgalarm, et neonrør i en lille hvælving, skjult bag et finmasket trådnet. De har ikke brugt deres Venus Divines. De har ikke barberet deres ben i en måned nu. Det giver ingen mening her. De alt for store badekåber hænger om deres knogler.

Over bordet: en opslagstavle med afsnittets husorden og det fælles ugeskema. Et visitkort fra psykologen med den næste tid. Nej, det var den forrige tid. De ved ikke, hvor de har lagt den nye. Sådan er det med deres hukommelse. Der er ukendte stemmer ude på gangen. En, der præsenter sig som Margit. Men klokken er ti, og besøgstiden er ovre. De gemmer sig i deres dyner. De beder om en PN. Der er frugttræer og masser af selvhad. Der er gulve, der bliver skrubbet hver dag, mad der bliver serveret på klokkeslæt og masser, masser af tårer, masser af spildte somre. De ved ikke, om de andre hader sig selv som de gør, men de kan se at de ser forstenede ud. De har kvalme. De har lyst til at ryge. I træningsrummet rækker en tidligere soldat et glas saft frem imod en af dem, men de har mere lyst til vin. Nu ler elektrochokpigerne højt ude på altanen, hvor de ryger deres cigaretter og spiser marsbarer. Deres neglefil blev konfiskeret. Deres snørebånd blev konfiskeret. Deres oplader blev konfiskeret. Gad vide hvor ofte det bordfodboldspil er i brug? Er det målbart? Man kan genkende dem på afstand på blikket, bagfra på gangarten. Den måde øjnene flakker på. De er helt almindeligt psykotiske, suicidale som endnu en dag på kontoret. De har brændt deres tanker, spulet deres fortid med en ond højtryksspuler. Findes de, eller er det et mareridt, som de hele tiden vågner i? Nu slukker de lyset på gangen. Hvorfor skal de altid gå til sådanne ekstremer? Det bliver mørkere. Sommeren går, og ude ved havet bruser bølgerne videre uden dem, solen skinner uden at brænde deres kroppe og give dem hudkræft. De har ikke brug for mere. Patologien er fuldstændig, den fylder simpelthen alt. Måske vil det regne i morgen og dryppe fra træerne med de umodne æbler. Bag natten er der endnu en dag i deres eget forpulede selskab.