tirsdag den 7. april 2015

Cougarnatten (Procesorienteret novelle)


Dette er en procesorienteret novelle. Den begyndte med at jeg fik ordet ”Cougarnatten” i hovedet og tænkte at det var en god titel og begyndte at skrive på den. Så fik jeg lyst til at inddrage mine skønne Fjæsbogsveninder og høre, hvem de syntes var nogle dejlige mænd, for ar skrive dem ind i novellen og gøre det inden klokken 21.30. Jeg overskred min tidsgrænse en smule, men det var vildt sjovt. I love you, ladies. Den er corny og ikke spor perfekt, men den her går ud til jer:


Cougarnatten


Hey du. Ja dig, 40plus. MILF! Du er for lækker. Kom ud af de joggingbukser nu. Vi kan godt lide din krop når den har født fire børn. Den er skøn. Blød. Forstå det nu, sagde Drengen.
Han var klædt i en dybblå skjorte af blødt fløjl og man kunne se hans glatte bryst under den. Hans hår var halvlangt og bølget, og han havde en guldring med en diamant på den ene lillefinger. Han var klædt i stramme bukser, og hans sko slanke og skinnende i blankt, mørkt læder. Hans øjne var skjult under en baseballcap, men hans læber var sensuelle. Ved siden af ham sad en rigtig James Dean. Hvid t-shirt, blå jeans og cowboystøvler. Hans mørke hår var redt op i en rock'n'roll anderumpe, og han smilede på den der skæve måde. Ved siden af James Dean sad en rigtig black metal baby i en sort Satyricon t-shirt og sortgrå jeans og 14-huls Docs. Hans lår var veltrænede og hvælvede sig yndefuldt under de stramme jeans, på en måde så enhver kunne ane en lige så yndefuld mås bagpå. Hans hår var halvlangt, glat og sortfarvet, og hans blik var fast. Ved siden af Black Metal Baby sad Østens Prins med sin mørke lød og selvsikre smil, hvid åben skjorte og guldkæde på sit behårede bryst. Man vidste at hvis man havde et støvkorn på hånden, ville han tage den og puste det blidt væk. Og ved siden af Østens Prins, denne her aristokratiske unge mand i hvidt jakkesæt med benene elegant krydset, så man kunne se de blanke, hvide laksko. Hans handskeklædte hånd førte et slankt cigaretrør i mammutelfenben op til munden. Hans hår var redt stramt tilbage, og hans øjne var omkranset af sort sminke. Han var kommet lige fra de brølende tyvere. Til dig.
En rastafyr fyrede op under en kæmpe joint. Han smilede flabet og tog et dybt hvæs. Hans øjne var funklende som sorte diamanter omkranset af dreadlocks under en grøn, gul og rød strikhue. Et rigtigt Rimbeau-rip-off, anæmisk, slank, med pjusket digtergarn sad i et hjørne med et glas absinth foran sig med fjerpen og det hele. Det var dig han skrev om, honey. Hvis du gik hen til ham med en drink, så ville han skrive et til med det samme.
Der var det vildeste line-up på scenen. Depeche Mode sparkede ballet i gang. Dave Gahan var klædt i sorte læderbukser, som sad stramt om hans ben og overlod intet til fantasien, mens han croonede:

Do we have to wait till our worlds collide?
Open up your eyes – you can turn back the tides
dont say you want me, don say you nedd me
dont say you love me – it's understood”

Og Martin Gore fyrede den så meget af på sin guitar, hans gyldne hår, der var linet perfekt op med gelé I begyndelsen, blev vådt af sveden og gled ned i hans pande

Så gik David Bowie på, og hans firserhår faldt sensuelt over de tofarvede øjne, og han sang:

You are my moon, you are my sun
tonight the zeroes are singing for you
yes the are
tonight the zeroes are singing for you-hoo-hoo”

Og det var ærgeligt, at der kun var ét nummer til hver, men sådan var det for det var Cougarnatten. Discokuglen sendte diamanter rundt i lokalet og der var en diamant til hver eneste kvinde i lokalet. Hvis nogen missede en, samlede Nicolai K Jensen dem op og gav den til dig, og så gik Marilyn Manson på, og han sang:

Kamikaze into your soul

David Duchovny rappede sammen med Eminem mellem numrene, hvor lækker du var, og hvis du var med i ”Californication” eller ”8 mile”, så ville de helt klart kneppe dig. Christopher Walken gav et funky dansenummer imens iklædt hvid og svedig skjorte og et rødt bandana om panden; han havde lært noget street dance siden sidst, og hans jeans sad sindssygt godt og overlod intet til fantasien. Elvis stod ved siden af dig og du kunne mærke hans hofter mod dine og han hviskede lige ind i dit øre: ”Det var mig han lærte det af. Skal jeg vise dig, hvordan jeg gjorde?”

Ralph Fiennes og Sean Connery bemandede scenen med et uddrag af Shakespeares ”Macbeth”, 5. akt, scene 5. Ralphs øjne var gennemborende og rene, og hans stemme, sammen med Seans sofistikerede britiske røst, reciterede unisont:

To-morrow, and to-morrow, and to-morrow,
Creeps in this petty pace from day to day,”

George Clooney og Hugh Jackman overtog med samme Shakesperianske skønhed:

”To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools”

Og Yul Brynner med russisk-amerikansk autoritet svang sig ind sammen medColin Farell med nutidsaffektion

”The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life's but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,”

Og Christian Slater sammen med Andrew McCarthy indtog de sidste, Signiphikante linjer med shakesperiansk ophøjethed:

”And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.”

Og Benicio Del Toro slog sig på sit behårede bryst som en primal og råbte YEEEEAAAHHHHH!!!!”

Findes der noget mere smukt end dette, som viser os verdens illusoriske natur? Men festen var ikke færdig efter dette display af ophøjet europæisk kultur, for der var et es i ærmet mere til damerne, og det var selvfølgelig ikke det man forventede, for et band med en sexchange forsanger tog scenen, Transgender Dysphoria Blues. For hvad er køn andet end det vi selv gør det til? Det er derfor vi kan svinge os mellem kønnene som Tarzan og Jane i lianerne og skide højt og flot på konventionerne og selv definere hvem vi er.
Ricki Hall tog opvasken i bar overkrop sammen med et korps af tatoverede og piercede goodiepals. De var SÅ gode til at vaske op! En mandearm med tydelige vener og markente hår brød pludselig ind i dit synsfelt og tilbød et fad af afrodisiske shots. Måske granatæble, måske litchi eller passion, ligemeget, de var berusende, og den arm, der rakte dem mod dig, var smuk og kyssevenlig og det viste sig, da du havde kysset dig op af den, at det var den smukkeste, skæggede fyr, du nogensinde havde set, og han snavede dig så lækkerskægget helt i bund!

Men nu tog den skønneste, senede, benede fyr tog scenen, og det var Iggy Pop, og han sang:

I'm a dead rock star”

og det var selvfølgelig cluet til Jim Morrison om at komme på scenen i det svedigste par læderbukser, verden nogensinde har set!.

Hvad kunne gøre nogen mere liderlig end det? Bortset fra Søren Gehlert Schmidt, som er den mest funky lækre digter, verden nogensinde har set. Det kunne Joakim Thåstrøm selvfølgelig straks picke up på, og han sang med den mest intense, gennemtrængende Thåströmske svenske punkede lidenskab:

Ingen sjunger blues som
Søren G Schmidt
ingen sjunger blues som Søren G
hans röst skær som en kniv
hans röst skær som en kniv
en skriver blues som Søren G”


Ude på græsplænen sammen med John Bender til tonerne af Simple Minds ”Don't you forget about me” rakte du armen triumferende i luften og råbte: ”JEG ER DEN FUCKING BEDSTE!” og John Bender tog dig i sine skovmandsskjortearme og sagde:

Gu er du så. Du er fanme så lækker!”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar