Elektrochokpigerne

Elektrochokpigerne ser ikke solskinnet og der falder et blåt støv ned over deres øjne. Elektrochokpigerne er søvnige i dag og deres hjerne er stegt. De husker ikke længere vores navne, og de husker heller ikke deres egne. Måske er det luftfugtigheden, der gør, at de vågner så mange gange i løbet af natten. De raver rundt på gangen som zombier i alt for store badekåber, og pludselig står de foran hinanden, før de går forbi. Der er højt til loftet, og det skråner let. Der er en røgalarm, et neonrør i en lille hvælving, skjult bag et finmasket trådnet. De har ikke brugt deres Venus Divines. De har ikke barberet deres ben i en måned nu. Det giver ingen mening her. De alt for store badekåber hænger om deres knogler.

Over bordet: en opslagstavle med afsnittets husorden og det fælles ugeskema. Et visitkort fra psykologen med den næste tid. Nej, det var den forrige tid. De ved ikke, hvor de har lagt den nye. Sådan er det med deres hukommelse. Der er ukendte stemmer ude på gangen. En, der præsenter sig som Margit. Men klokken er ti, og besøgstiden er ovre. De gemmer sig i deres dyner. De beder om en PN. Der er frugttræer og masser af selvhad. Der er gulve, der bliver skrubbet hver dag, mad der bliver serveret på klokkeslæt og masser, masser af tårer, masser af spildte somre. De ved ikke, om de andre hader sig selv som de gør, men de kan se at de ser forstenede ud. De har kvalme. De har lyst til at ryge. I træningsrummet rækker en tidligere soldat et glas saft frem imod en af dem, men de har mere lyst til vin. Nu ler elektrochokpigerne højt ude på altanen, hvor de ryger deres cigaretter og spiser marsbarer. Deres neglefil blev konfiskeret. Deres snørebånd blev konfiskeret. Deres oplader blev konfiskeret. Gad vide hvor ofte det bordfodboldspil er i brug? Er det målbart? Man kan genkende dem på afstand på blikket, bagfra på gangarten. Den måde øjnene flakker på. De er helt almindeligt psykotiske, suicidale som endnu en dag på kontoret. De har brændt deres tanker, spulet deres fortid med en ond højtryksspuler. Findes de, eller er det et mareridt, som de hele tiden vågner i? Nu slukker de lyset på gangen. Hvorfor skal de altid gå til sådanne ekstremer? Det bliver mørkere. Sommeren går, og ude ved havet bruser bølgerne videre uden dem, solen skinner uden at brænde deres kroppe og give dem hudkræft. De har ikke brug for mere. Patologien er fuldstændig, den fylder simpelthen alt. Måske vil det regne i morgen og dryppe fra træerne med de umodne æbler. Bag natten er der endnu en dag i deres eget forpulede selskab.