Tulle sidder i sin Celle og taler med sit døde Barn

og det har hun gjort i en rum Tid nu, og man kan høre det langt ude paa Gaden, når man spadserer forbi i sit Søndagstøj, og gudbevares, hvilken Belastning at høre det Ynk og Klynk, der kommer nede fra Kælderen der, og disse evindelige Undskyldninger for dette og hint, for Eksempel:

”Undskyld, min lille Ven, jeg beder dig om Forladelse. Jeg ved der var saa beskidt det Hønsehus, og Hønsene sad og saa ondt på mig, og de goggede saa djævelsk at jeg slet ikke vidste mine levende Raad. Jeg beklager (klynk) at jeg ikke (klynk) kunne gøre andet end at løbe ned til den Sø, den forbandede Sø, og jeg beklager (klynk), men de løb mig saadan i Hælene, Hønsene, de var store og bidske og ville nippe os helt i Smaastykker. Jeg beklager saadan at jeg faldt og du slog dig til døde på Steenen (vi ved godt hvorledes det virkelig gik for sig) og at du blev taget af Strømmen – jeg kunde ikke naa dig –”

Og resten af Historien kender vi alle, at Tulle stod tavs som Graven, da de gravede Liget op i Sandbanken og stod bare der som en Tumpe og saa ned paa sine Fødder og klappede Politihunden paa sit Hovede, at hun ikke angrede Spor, at hun havde været en Skøge og en Hore og anklagede Borgmesterens Søn for Faderskabet til dette Ulykkelige Barn, og nu sidder hun her og taler uafladelig med et dødt Barn, Dag og Nat, saa der gaar ikke længe før du ender paa Daarekisten, Tulle, paa Daarekisten!!