Flodkrebs (Skrivegruppen #9)

Flodkrebs. Frosne. De drikker snaps til. Lige nu sidder de og piller krebs i en snapserus, mens jeg drikker kaffe fra motorvejskioskerne i støvregn. Snaps. Øl. Jeg er ikke en del af kalaset. Jeg går glip af det hele. Sommeren mistede sin uskyld. Jeg glemte for lidt. Festerne blussede op et kort øjeblik for at dø hen, og nu er sommeren sød og vammel, som en blomme der sidder en hveps og gnaver i, men man opdager det først, når man næsten har ført den op til munden. Augusts truckregn har ikke skyllet det væk, der skulle væk.

På broen ligner bilerne er pickles i tyk sovs. Jeg tager farten af og husker alt det jeg gerne vil glemme. Som luftfugtigheden kan jeg ikke vifte tankerne bort, og krakelerer som tør marmorkage. Jeg gør ophold på en rasteplads. Ved hvor det bærer hen. Stubbene på markerne anviser retningen. Sad jeg blot på det fly på vej til Stockholm eller Buenos Aires eller hvor som helst, ville tilværelsen muligvis være mere tålelig. Så kunne jeg se husene i luftperspektiv og alt ville være småt og lige til at tage op mellem fingrene og putte i munden. Men jeg ved hvad der giver mening for dig, og hvor din vej fører. Krebsenes skaller knaser mellem dine fingre lige nu.

Der var et særligt nordlys på himlen den aften over Tivoli. Jeg ved godt du ikke kan lide, når jeg bruger ladede tillægsord, men det var der, det var særligt. Det var blege spyd, der pegede ned gennem himlen. Glasagtige pile af is, der rakte skråt ned gennem rummets kolde dybder og svævede i vores luftrum en tid før de smeltede i den øverste atmosfære. Når vi så op, fornemmede vi himlens højde.

Vi havde festet længe, sad ved borde-bænke-arrangementet ved søen, og de andre var faldet i søvn over bordet med fastfood og ølkrus. Du havde en sweater på mod kulden, måske var det en kvindes, måske din kones, lilla med rhomber i lysere toner. Den klædte dig, besynderligt nok.Vi holdt om hinanden i mørket ved borde-bænke-arrangementet. Jeg havde ikke ventet du ville holde om mig så længe, og jeg gjorde vold på mig selv for at undgå at kærtegne dig, men jeg kunne ikke afbryde favntaget. Af respekt for dit ægteskab, og måske var det forkert af mig. Jeg ved intet om dit ægteskab andet end at du bor i et eksklusivt hus i Hellerup, selvom jeg ved du vil hade at jeg kalder det eksklusivt, men det er det, en udestue som lounge med designermøbler, hængeplanter arrangeret efter forestillingen om Babylons haver og sorte gardiner i stuen. Jeg kan ikke leve op til din rigdom. Jeg holdt kun om dig, jeg pressede ikke på for at at gå videre. Jeg mærkede sweaterens uld og dine faste muskler, og vi blev ved gennem et ukendt tidsrum, og så forsvandt vi hver til sit, og det er lige meget hvor vi forsvandt hen.

Støvregnen tager til. Nu skinner asfalten af væde. Vinduesviskernes hastighed gør mig næsten søsyg, de er flabet effektive, mens jeg kører 110 på en landevej i al min utilstrækkelighed og du piller flodkrebs i Stockholm, og jeg ved, at du ler, og at krebsenes ben flyver forbi dit berusede ansigt.