Professorens Afsked med Systemet

I 2013, efter Den Store Grimme Arbejdsløshed havde fejet hen over landet, begyndte en række uhyggelige hændelser at finde sted på Christiansborgs Slotsplads.

Første gang det skete, var en grå novembermorgen. Eller rettere, det blev opdaget, netop som den svage sols stråler ramte trappen foran indgangen til Christiansborg. Det blev opdaget af en ministersekretær på vej hen mod indgangen. Der lå noget på trappen, mørkt og slapt, et gammelt tæppe, der var rullet sammen? En affaldssæk? Nej, som ministersekretæren nærmede sig og kunne se, hvad det virkelig var, der lå på trappen, blev hun mere og mere urolig, og da hun endelig kom helt frem til det uformelige på trappen, slap hun sin Vuittiontaske i rædsel og udstødte et højt skrig!

Det, der lå på trappen, var et lig! En død mand, en ældre, gråsprængt herre med et tomt, eller var det mon et bebrejdende blik? Og i brystet var en kniv boret dybt ind, og til den var et brev fæstnet.

Sekretæren ringede til ministeren, som ringede til 112, som ringede til politiet, som ringede til retsmedicinerne, som ringede til rejseholdet, og alle fik strenge instrukser om, at de ikke måtte læse brevet, før det var nået gennem ministerens bord.

Og liget blev hurtigt pakket væk, helt væk, før Det Arbejdende Folk (dem der var tilbage af det) begyndte at vade over slotspladsen, for ingen skulle nå at se Den Døde Mand!
Desværre for ministeren var det sådan, at Den Døde Mand havde sendt en kopi af det brev, han med egen hånd havde stukket fast til sit bryst med en Globalkniv, og Ekstra Bladet udsendte den eftermiddag en Ekstra Avis (Morgenes spiseseddel havde bare indeholdt en finans- og sexskandale med en-eller-anden minister).

Og Ekstra Bladet skrev på spisesedlen: ”Fessor dræber sig selv på grund af Systemet”, og inde i specialudgaven lod de trykke hele Den Døde Mands Brev:

”Kære ministre, kolleger, med-arbejdsløse, Danmarks befolkning
Mit navn er, eller rettere var, Professor Hans Christian Ibsen-Pontoppidan, og jeg var Professor i Danmarks historie, for når I læser dette, er jeg død. For egen hånd. Jeg var højt anset blandt mine ligemænd, og jeg nød også en del anseelse blandt mennesker udenfor den akademiske verden gennem udgivelsen af bøger, publikationer, skolesystemer, databaser, på alle forståelsesniveauer, for alle uanset uddannelse og baggrund, fordi det var min vision at alle, uanset baggrund og uddannelsesniveau skulle lære Danmarks vidunderlige historie at kende!

Jeg var endvidere en medvirkende faktor i nedlæggelsen af Danmarks flygtningelejre, samt i den fuldstændige integration af de internerede til uddannelser og jobs, og oprettede en række specialskoler for traumatiserede børn fra ikke mindst Afghanistan og Irak. Dette blev muligt via en formel, jeg omsatte til praksis: ”Udlændinge i Danmark før / udlændinge i Danmark nu x Personlige ressourcer % anvendt psykoterapi og følelsen af personligt værd = jobs og videreuddannelse til flygtninge i den private sektor samt undervisning af deres børn.”
Desværre blev dette program nedlagt af VK-regeringen, fordi de (med MF Jørgen Jespersens egne ord) ”ikke rigtig talte med, da det jo var awekatte”. Dette var et stort personligt tab og et professionelt slag under bæltestedet.

Netop før jeg blev arbejdsløs arbejdede jeg på det jeg anser for mit hovedværk, en serie bøger, især rettet mod samfundsfaget, cand polit'ere og sociologer, med titlen ”Det Kan Vi Lære Af Historien (eller: Hvordan Vi Undgår At Gentage Vore Egne Fejl)”

Da jeg blev arbejdsløs måtte jeg imidlertid opgive arbejdet på dette værk, eftersom jeg blev sat under skarp overvågning af AF, som forventede at se 25 håndskrevne jobsansøgninger pr. uge, samt måtte jeg møde op til kompetenceafklaring, jobsansøgningsundervisning, selvtillidskurser (der blev egentlig mest drukket kaffe), aktivering på plejehjemmet Solgaven som social-og-sundhedshjælper (desværre var den egentlige sosu-undervisning sparet væk, så det jeg brugte mest tid på, var tømning af containere samt forefaldende arbejde.

Jeg mødte op på AF til møder med mine skriftende sagsbehandlere jævnligt, og ønskede at udtrykke min protest omkring dette demotiverende system, og hver gang blev jeg mødt med svaret: ”Hvis du bruger så meget tid på at protestere, står du jo ligesom ikke til rådighed for arbejdsmarkedet - vel?”

Alle disse professionelle og personlige derouter fører kun én vej, og det er denne min sidste protest.

Således,

Kære politikere: Jeres System vidner om den samme dekadence, der bragte Romerriget til sit fald, og om et samfund, der lider under sine sidste dages sygelige krampetrækninger. Derfor, lad min død være til Jer et vink med en vognstang, Folket et eksempel til efterfølgelse, og lad endvidere min krop skænkes til videnskaben, så der dog af nogle af mine tidligere kolleger, som har noget at rive i et par dage.

Det ærbødigste farvel til folket,
Professor Hans Christian Ibsen-Pontoppidan”

Hvad skete der herefter er ikke så svært at regne ud. Efter at brevet blev bragt i Ekstra Bladet var der et par politikere, som fik en næse (en rød papnæse, I ved), der blev iværksat en intern undersøgelse (systemet undersøgte sig selv).

Imens hobede ligene sig op foran trappen på Christiansborg. I starten døde akademikere og statsansatte for egen hånd, siden mødte offentligt ansatte op i sort antal til aftalte dueller (hvor sekundanterne sørgede for at dræbe de overlevende, og derefter hinanden) og siden gassede et stort antal arbejdsløse sig selv i containere, som tidligere arbejdere indenfor Dansk Metalforbund, havde stillet til rådighed. Til sidst var der kun politikere tilbage, samt nogle få sælgere indenfor Den Private Sektor, og da der ikke rigtig var nogen tilbage at lave regler for eller sælge noget, spang de, en efter en, i havne, kanaler og søer.

Kun nogle få Skraldemænd overlevede det Kollektive Selvmord, og de havde herefter kronede dage, og gik sammen ud i verden for at opdage den på ny og levede under regnbuen af morgenduggen og markens frugter.

Morale? Det skulle vist ikke være nødvendigt!