Oh well, så skete det igen. Historien, alias gravfreden i dette tilfælde, hr endnu engang fået tildelt et banesår indenfor Københavns bymur. Bedst som man cykler i sie egne tanker gennem Nørrebrogade mod Jagtvej, ser man sig til venstre, hvor bysilhouetten er skamskudt af et metrobyggeri som har indtaget Assistens Kirkegård med hvad dertil hører af plankeværker, fældede træer og opgravne lig. Peter von Scholtens mausolæum er nådigst efterladt i baggrunden, men hvem ved hvor længe? Med en hast, hvormed historien, det billige skidt, udraderes i Københavns Kommune, er det ikke til at vide, hvad næste træk bliver. Jeg husker, da Metroselskabet udgravede til den allerede eksisterende metrolinje, da fandt de i udgravningerne, flere rester af det oprindelige København, som de valgte at køre væk som murbrokker. Fremfor, som en historiker i et dagblad bemærkede, at integrere de jordiske rester af det gamle Købhenhavn med informerende tekst, oplyst af spots, således at metropassagererne kunne få en historisk oplevelse, når de bevægede sig i undergrunden.
Det er mig en gåde, hvorfor fremskridtet udelukker historien. Jeg er netop vendt tilbage fra Italien, hvor fortid og samtid lever i samhørighed, og hvor både indfødte og rejsende bliver inspirerede og opløftede af fortidens gåder og vidundere. Det bliver en fattig by, som eliminerer sin egen fortids vidnesbyrd. Det er en sølle kommune, som fratager sine borgerer muligheden for at opleve den æstetik og historie, som fortiden tilbyder. Jamen, de kan da gå på museum! Ja, det kan de da, og opleve kanoniserede værker, men hvad skal inspirere dem dertil? Folkeskolelærerne? (Har de tid til at undervise?)
Hvis man skulle være ekstra næsvis, kan man oversætte det til den psykologiske fortrængningsmekanisme. Det fortrængte har det med at eksplodere i et eller andet crazy shit i patientens bevidsthed på et eller andet tidspunkt. Hmm, er der problemer i København for tiden...?
Jeg savner København, selvom jeg sidder lige midt i den!
Det er sært det der fænomen. Savn. Som barn sagde jeg til min mor, at jeg savnede hende tiltrods for hun var der lige foran mig. Jeg tror man savner noget desto mere, hvis man kun får det i små flashes og, at man i det store hele er blevet afholdt fra det man virkelig savner.
SvarSlet