Fra
klitternes højde ser de dem ligge spredt over strandens langstrakte areal. Som
stenformationer i vandet bryder de bølgerne. Deres gigantiske hoveder har øjne,
og man kan næsten fornemme deres forsøg på at trække vejret selv på lang
afstand. Et barn går tæt på en, der ligger helt oppe i den inderste brænding og
prikker den i øjet med en pind. Den er ikke død endnu. Blæsehullet åbner og
lukker sig med et langsomt og vådt klask. Det er ikke muligt at ånde længere.
De nærmer sig de vældige
dyr. Der er rurer på deres hud, ar efter snitsår og tandmærker. Hvalens
underkæbe er smal og viser to rækker dolkagtige tænder. Der er også ar efter
blæksprutter på det store hoved. Der har været vældige kampe i gang. De store
dyr har krydset verdenshave og dykket til mærke dybder i oceanerne. Men det
lave vand kunne de ikke overleve. De tunge haler løfter og sænker sig i
brændingen og går i forrådnelse.
Oppe i det tørre sand
ligger en død hval i fremskreden forrådnelse. Den er svulmet op og udsender en
em af råddenskab og gasser. Publikum holder hænder og tørklæder for næser og
munde for at holde stanken væk. Biologen med pibe i munden punkterer dens
vældige legeme med en kniv fæstnet til en lang stang for at den ikke skal
eksplodere vilkårligt under udviklingen af gasser, der får dens vældige bug til
at udspile sig som et sejl. Biologen presser mod stangen med sin kropsvægt for
at gennembore hvalens tykke hud, gennem spæklaget, og da det lykkes, får
liggasserne hvalens indvolde til at vælte ud gennem snittet, at udvide det, og
mere gas, flere tarme og organer presses ud. Biologen taber sin pibe ud af
munden. Publikum gisper i en blanding af væmmelse og fascination.
Nu er
det heste. De ligger spredt i brændingen og i sandet over et langstrakt areal.
Himlen er grå, havet er rørt af en let vestenvind og stålgråt. Stranden er øde,
bortset fra en kvinde og et barn. Hestenes legemer hæver og sænker sig alt som
bølgerne slår ind og trækker sig tilbage.
Drengen river sig fri fra
moderens behandskede hånd og løber mod en af hestene, griber en opskyllet pind
fra sandet og prikker den ind i en af de døde hestes øje. En mælkeagtig masse
strømmer ud fra det afrundede rektangel, som var pupillen. Drengen begynder at
græde ved dette syn. moderen skænder på ham, hun tager pinden fra ham og
knækker den over sit knæ, og hun griber ham i skuldrene. Drengen græder
heftigere og river sig løs og begynder at løbe baglæns ud i vandet; moderen
løber efter ham og griber hans ene arm, da han vælter baglæns ud i brændingen.
Men et hestehul åbner sig under dem og trækker dem ned.
Vandet dækker deres
ansigter. Temperaturen er overraskende behagelig, og det hvirvlende sand er kun
en sensuelt kildende fornemmelse mod deres ansigter og hænder. De ser glimt af
solen, mens de kasts rundt under vandet og lyset er forandret. Så Døden er en
sensuel kriblen mod huden og glimt af lys under grønt og uroligt vand, tænker
moderen og lukker øjnene i ekstase. Så
Døden er det indre af et øje og et fald i brændingen ned gennem en kanal med
opløste vægge, der kærtegner huden som røg, tænker drengen.
En
kvinde har fundet et stykke af et spejl på stranden. Det reflekterede solen, så
hun ikke kunne undgå at se det. hun samler det op og vender og drejer det i
sine hænder. Spejloverfladen er næsten ren, kun lidt salt gør den uklar. Hun
ånder på spejlstykket og tørrer det af i sit ærme og holder det op for sit
ansigt. Hun ser sine øjne, som er lidt trætte, men stærke og markerede af lange
vipper og mørke bryn. Huden er bleg efter vinteren, men den får liv i mødet med
vestenvinden. Hun flytter på spejlet og betragter sine læber. Griber i sin
lomme og finder et læbestiftshylster fra en anden tid. Der er stadig en stump
tilbage, den dufter pudderagtigt parfumeret. Hun fører den op til munden og
giver læberne farve og kontur. Hun strækker sin arm og holder spejlet længere
bort, så hun kan se hele sit ansigt i trekvartprofil. Huden er glat og den
gløder i solen. Havet er ligeglad med næsens krummede profil. Hun er smuk.
Den kolde brænding slikker
op ad hendes fødder. Så Døden er et stykke af et spejl, en stump af en
læbestift.
Havet brøler som et
tusindtalligt kor af vidt åbne struber.
