tirsdag den 28. februar 2017

"Vi bemærker at du er i en vanskelig situation..."


Min far blev fundet død den 13. januar. Det er i dag den 28. februar. Først igår opdagede jeg, at jeg havde overset netop det dokument, der er væsentligt for at kunne sætte skifteretsprocessen i gang. Hvis kvinden i retten havde hånet mig i telefonen havde ikke gjort sagen bedre. Sådan er sorg. Vi er ved siden af os selv, ude af sync med os selv, afskåret fra vores egen krop, i chok. Vi fucker små og store ting op. Har hallucinatoriske syn af vores kære afdøde i et butiksvindue. Vi overser ting. Vi OVERSER ting. Det er naturligt. Sorg er en fucking undtagelsestilstand. Vi er rystet i vores eksistentielle grundvold!

Igår delte en ven ovenstående brev på Facebook.

Ét er den kynisme og systemtænkning som brevet er udtryk for. Mon den person, der har formuleret brevet til borgeren mon hjem til familien og tænker: Dér gjorde jeg virkelig dagens gode stykke arbejde! Dér hjalp jeg virkelig en borger til at forstå sin situation og sig selv. Næppe! 

En anden ting er de kommentarer der fulgte på borgeren deling af brevet på Facebook. Borgeren blev mistænkt, slutshamet, kaldt en nasser på samfundet på mange forskellige og særdeles kreative, passivt-aggressive, ondskabsfulde måder.

Dette ikke for at gøre netop denne borger til martyr i et sygt system. Brevet, tillige med de nedsættende kommentarerer et udtryk for et menneskesyn, der gennemsyrer samfundet:

Kontanthjælpsmodtagere er den laveste kaste. De er jaget vildt. De er de urene, som det gamle testamente advarede de rettroende om at røre ved, idet de selv ville blive urene. På Facebook får man aflad ved at kaste sten efter dem i verbal forstand.

Brevet, med sit nedsættende kancellisprog og fremmedgørende retorik er på sin vis et af de sidste led, før vi smider mennesker i gasovnene. Det er en medarbejder der gør sin pligt. Uden at gøre modstand. Medarbejderen, der sendte brevet, står ikke alene med sin pligtfølelse, for han er bakket op af adskillige kommentatorer på Facebook. Det var lettere at tage fuld afstand i 30ernes Tyskland, for da var det jøderne, der var pariaen. Enten var man jøde, eller også var man det ikke. Det var et spørgsmål om blod. 

Så enkelt er det ikke nu. At være kontanthjælpsmodtager er ikke et spørgsmål om blodet. Det er et spørgsmål om omstændigheder. Det kan ske for medarbejderen, der skrev brevet. Det kan ske for kommentatorerne på Facebook. Sygdom, fyring, ulykke, nedtur og sorg er ikke begrænset til et bestemt segment i samfundet. Alle kan blive fyret. Alle kan miste deres dagpenge. Alle kan risikere at skulle gå den tunge gang til Jobcentret.

Og når din verden er brudt sammen og du modtager brevet fra Jobcentret, er det din tur til at blive hånet. Tør du tænke så langt, min Facebookven?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar