Vedr. Abolis udvisning og død

Jeg brød simpelthen ud i spontangråd, da jeg så dette klip. Tanken om hvis det var nogle af de flygtninge, som jeg har lært at kende på det seneste, var simpelthen for meget. Jeg har  ikke kunnet holde op med at græde med jævne mellemrum hele dagen.

Det er børn, der udvises til tortur, sexslaveri og død. Politikerne stikker hovedet i busken. De gør bare deres arbejde, siger de sikkert bekræftende til hinanden inde på borgen. Mens de flæber offentligt over billedet af den døde dreng i vandkanten. Nazisterne i koncentrationslejrene gjorde også bare deres arbejde. Tillykke, DK. Nu bryder du for alvor menneskerettighederne, så nu kan også du pynte dig med titlen ”bananrepublik.”

Sonet 1

Åen er opsvulmet af den tunge regn

majsens raslende blade i vinden og

silhuetterne af fordums rønnehegn:

fantomer over markens sår fra bondens plov

Fuck! Jeg tæller flaskerne i køkkenet

troede jeg endnu at jeg var fri for dét?

men alkoholikeren er sin egen lykkes smed

som edderkoppen spinder blidt sin lykkes net

de ækle hvide dræbersnegler glider

åens vand står højt og sivet blinker sølv

hvorfor vil jeg tælle, hvorfor gider

jeg at tælle hans forpulet tomme øl

skyerne over horisonten er stumme

endnu engang er jeg den lille dumme

Det uhøstede korn hænger med hovedet

tungt og gennemblødt af regnens mængde

fra skorstenen dér siver løbesoden

mens katten har på tæppet ømt sig slænget

den brændte rod af mørket vrider kul

en tordensky er flosset om sin nimbus

og løftet om ædruelighed klinger hult

og hvad forvented’ jeg fra dette sorte hus?

Træers linjer ligner drager halvt i skygge

eller rovdyr som før spring sig kækt mod jorden trykker

deres kroppe mens de kraften sig opbygger

men i mørket er blot alle skygger skygger!

Seljerønnens brændte rødder vrider kullet

ud af mørket i landskabets skjulte skønhed

hvor jeg elsker denne lerjord under sålerne

og spøgelserne af de fældede rønne

en pludselig hund i aftnen la’r sin tuden høre

musvågen stiger lydløst op fra sivet

lad den som haver øre høre det her shit:

Jesus er sandheden, vejen og livet

Jeg forsøgte før at tælle flaskerne i skuret

men de var borte som ved trylleslag

mit ansigt sidder fast i disse mure

og gør til den allersidste dag

sivet blinker sølv mens jeg går ned til åen

hvor mørket endnu kun er i sin vorden

Yoga II: Yogafestival

Da jeg ankom til yogafestivalen, konstaterede jeg som det første, at man kunne få masser af friskpresset juice. Den havde jeg set komme. Men man kunne også få pøller hos den økologiske pølsemand. Meget positivt. Man kunne købe masser af yogatøj, smykker med krystaller og vedhæng med buddha-hoveder og OM-tegn. Og tilmelde sig yogaretreats. Jeg er ret ligeglad med retreats, buddavedhæng og jeg er endnu mere ligeglad med OM-tegn, men jeg fik en glimrende empanada med artiskok og pinjekerner, og der var meget af yogatøjet, der var superlækkert og progressivt hvad angår design indenfor økologiske tekstiler Fx. Moonchild). Men desværre over budgetgrænsen pt.

Jeg deltog i en workshop, som jeg havde forestillet mig var interessant. Den hed ”yoga.write.now”, og lærerinden havde i programmet præsenteret sig som ”a yogi who writes”, så jeg havde forestillet mig at der ville være en del skrivning involveret. Men vi kom kun til at skrive et enkelt statement på en enkelt lap papir, hvad vi følte inderst inde, og som vi skulle holde til vort hjerte og give til den person, vi netop havde set dybt i øjnene. Jeg gik all in og deltog med åbenhed, men  jeg bliver træt…åh, så træt…i hovedet af at se et gyldent-indrammet billede af en guru om lærerindens hals. Hun var sød, hun var fresh og alt muligt, men gurubilleder får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er sikker på, at det giver hende stor glæde indenfor det felt, hvor hun opererer, men det klinger helt forkert hos mig og får mig bare til at tage afstand fra situationen.

Efter workshoppen var færdig var der plads til spørgsmål og kommentarer. En kvinde spurgte: ”Er teorien bag det her, at man ved hjælp af hofteåbnere, åbner det andet chakra og dermed sætter en udrensning i gang?” Læreren tøvede et øjeblik, og svarede: ”Joh…det kan vi godt sige.”

”Men det kan altså også være noget andet?!” spurgte kvinden, og der var nærmest desperation i hendes stemme. Det gjorde lidt ondt at være vidne til at den åbenhed, som var workshoppen grundpræmis skulle presses ind i en meget smal, spirituel form for at kunne fungere for hende. Det gav lidt triste minder om de frelste, hysteriske elementer, som jeg har observeret i såkaldt spirituelle miljøer gennem tiden – og som er årsagen til at jeg har forladt dem og gået over til selvstudier.

Efter workshoppen tullede jeg lidt mere rundt, drak en kop te, spiste to empanadas mere, de var virkelig gode. Kiggede på noget helsekost, på noget mere yogatøj, på yogatøj, jeg havde set før, og på nogle af de smykker, jeg så før og ikke gad se på i første omgang. Og konkluderede at jeg havde været rundt på hele området, og ikke var i humør til flere workshops. Det ville nok være sjovere, hvis man havde nogen at gå rundt sammen med, men alligevel.

Bottom line:  Det er ikke for mig – men det er fint for dem, der synes det er fint. Endelig er der det forudsigelige aspekt, at det ikke er yogaen, der er problemet , det er alt gøglet udenom - det, der slår plat på yogaen. De billige buddhasmykker, t-shirts med budskaber som: ”Be the love. Be here now. Namasté!”

I stedet brugte jeg resten af søndagen til at koordinere indsamling af tøj til flygtningene på Lesbos. (Det blev til to helt fyldte læs i bilen, og det er en anden og vigtigere historie, som jeg vil vende tilbage til senere!)