fredag den 9. maj 2014

Hej skønne læsere



Hvis I kigger forbi engang imellem, så bemærker I måske, at der ikke er den helt store kontinuitet, men at indlæggene falder sådan lidt tilfældigt. Det håber jeg, at I kan tilgive. Jeg arbejder pt. lidt med at finde nogle ting frem fra skufferne og pudser dem lidt af, så de tåler dagens lys, og publicerer dem her, både fordi min blog fungerer som en ekstern harddisk, og fordi jeg - når jeg har smidt tingene ud i det åbne - føler mig mere forpligtet til at gøre dem endnu bedre. Så det er sådan en slags pædagogisk legeplads til mig selv.

Herunder har jeg publiceret en ældre digtsamling som jeg genlæste for første gang forleden og fik lyst til at gennemskrive og nu overvejer det videre forløb. Og det samme med digtet "Q & R" som også er et work in progress...

Derudover kan jeg med glæde meddele at jeg udgiver novellesamlingen "Mod solnedgangen" til efteråret på Det Poetiske Bureaus Forlag i dette efterår. Meget mere herom senere!

Jeg håber at I læser med, og ikke mindst at I har lyst til at lægge en kommentar i kommentarfeltet. Det er jeres deltagelse, som jeg lever af - det er sgu den største fortjeneste, som man har i denne branche, hvor man får rigtig meget "nej" og hvor opmærksomhed er noget af det mest vidunderlige...

Han falder gennem himlen / digtsamling fra 2009


gæs

umiddelbart synes
flokken af gæs
at være uorganiseret
men med et skift af synsfelt
er de i v-formation

beskåret/ubeskåret
er horisonten
afgrænset i dit eget synsfelt
og dog så vid







































mudder

til stede i mudderet er
de solvarme dyr

i mudderet
er solen til stede










































kongeegen


jeg respekterer
underbevidsthedens
desperate forsøg
på at forstå hvem du er
jeg iværksætter forsøg
undersøgelser
empiri i mørket

dit kraftfelt af identitet
stråler
tråde
udstrømninger
perforerer
mit ego

du er
trods den fremskredne vinter
uendeligt levende

du er tydelig
som lyset selv
gennem kronens stråler
i den dybeste sommer

din udstrækning
er uendelig





















forstadie


stå op
gå ud

fartøjet af flammer
glider hen over himlen
det glødende syn
er majestætisk
det stræber mod en uendelig
horisontlinje
intet er skjult for de stråler
som udgår centralperspektivisk
fra linjens centrum

den fade verdslighed bliver
prima materia
stupiditeten ophøjes
primitiv viden
som drejer med hjulet
ned i et grødefuldt mørke
og genopstår
i et ukendt punkt i tiden
som en bevægelse
mod et forstadie til oplysning

stå op gå ud

gå til havet
se de afkastede kalkskallers
hieroglyffer
forklare en hidtil
ukendt tilstand
af vågenhed

stå op

i alle spejlende flader
brydes lyset
udspaltes i samtlige nuancer
i de subtile overgange
findes de højere farver
på niveauer
du ikke hidtil har kendt

fartøjet venter
en tilstedeværelse som fordrer
et lys bagud i nervebaner
hvis tid du ikke
troede var inde


gå ud
stå ansigt til ansigt
med dit brændende
ligbål på himlen
din aske flyder
ad himlens spejling
af de hellige floder








































skønhed

skønheden
er så stor
den tænder
for dødsdriften
den er uendelig
umulig at rumme
indenfor
legemets
spændvidde

den er overvældende
kalder på
længsel
efter opløsning
så der ikke findes
afgrænsning
mellem skønheden
og legemet






























før storm

skyggerne trækker
enebærbuskene
over lyngen

den svovlgrå ambolt
træder ind
på den lyngklædte scene

fuglesangen fordamper
gravhøjen sortner
vejen fortabes
i øde hedestrøg





































E45

passagersædet
støvregn
kameraet er rettet
mod kørebanen

alt er gråt
og grønt
højspændingsledninger
perspektivlinjer
der fortoner sig
i disen

nu du er her
og ser tilbage på den åbne vej
og forstår
at den løber videre

nu du er her
ser du at dette sted
er intet andet end
endnu en station
den vil opløses
fortone sig
ind i disen
























megamund

megamund
åbner sig
filtrerer lyset












































sorte rønnebær

de her mure har storhedsvanvid
kaster alt for lange skygger
længe end solen synes er ok
og flygter til de åbneste
af åbne marker











































vand

løbende vand
dråber fra
tusinde våde træer
han løfter hovedet
vender ansigtet opad
mod
det dryppende vand

han er vågen nu
oplysningsklar
ude skæl for hans øjne
men lader skæl og finner
udvokse
og lade sig flyde
af floden
der spejles på himlen
































mørke

luften er klar
og
gennemskinnelig

en tynd skærm
over
en uendelig lyskilde









































morgen

han vil gå ind
i morgenens dyb
med et fast bid
om tråden
der er snoet om sandheden











































hede

han vender sig
mod den vilde hede
ser træernes
østvendte forblæsthed












































hede 2

vanvittigt dybe himle
selv i lyset
vil stilhedens farvvære matsort
eksklusiv
kostbar
som aktivt kul

i oktobernatten dufter den
så sødt
han må slikke den
til hans tunge bløder
lyngen borer sig ind i hans hår
revlingen betagter ham
tusinder og tusinder
af perlesorte øjne

han bevæger sig ned
i hendes dybe lag
hedens dybde
den lader ham falde
og falde
under lagene
hedesøerne drypper fugt
solduggens dråber
klæber til hans gud
breder sig
som et mycelium






















vand 2

det breder sig ud
i et åbent felt
i hele spændvidden
af den ukendte horisont
overskyller fladen af støv
og ubrudt nøgenhed

det absolutte vand
en strømmende søjle
mod himlen
mange floders
komplekse systemer
floden
på et højere niveau

lysende skikelser af vand
































hvalhajer

gennem koøjet
enorme hvalhajer passerer
en efter en

han ser den
gennem de enøjede koøje
hvem er de gigantiske fisk
deres længde
forvirrer ham

han genkender dem
på deres aftegninger
skimtet igennem
vand af blåt glas

hvem er de gigantiske fisk?
de er større end
de burde være
har gemt sig i afkroge
af oceaner
i årtusinder
for først nu
at give sig til kende

en uendelig række
af valhajer
passerer
modsat
skibets
retning

















isbjerg

gennem koøjet ser han
passerende isbjerge

vender sig om

tager afsked











































mos

et mostæppe
gennemskåret
af en sti
her løber fårene

der er ingen spørgsmål
som han lytter til/
som han ikke
behøver lytte til






































røde stjerner

der løber
en lid strøm
gennem natten
katalyseret
af de røde stjerner

selv halvvejs
gennem skoven
er der denne
strøm af lyd
der rammer mosset
som æbledråber




































nordlys

dette natlige hav
er selvlysende
i gult og grønt

på himlen
strækker nordlys sig
ud i flader
ellipser
der fortoner sig
i mørket







































andet forstadie

det falder fra himlen
på regnbuehinden
på iris
på trommehinden
og issen
den gyldne lotus
folder sine blade ud
det falder på læberne
og prikker den sensitive hud
til live
det falder på tungen
løber ned i brystet
og mellemgulvet
og maven
og
oplyser det indefra
det falder på brystvorterne
vækker sanser
ukendte for forstanden
det falder på kønsorganerne
katalyserer
en verdensomspændende
orgasme
falder på håndfladerne
og sårene lukkes
og blod
falder på fødderne
de svæver
hen over det dugvåde græs

og bliver ved med at falde
















absolut/illusion

det absolutte
folder sig ud
ved bjergenes fødder

det højeste bjerg er
så overvældende
at det blotte syn
sparker gang i erkendelsen

han sætter sig på knæ
ved bjergfoden
siger intet
men har kontakt med den karft
som ikke er til stede
i andet end illusionen

ikke andet
der er ikke andet
nej
der er ikke andet
end dette øde
denne fylde

som vender op og ned
på alt
hvad han
hidtil har kendt





















skygger

der danner sig skygger
langt nede
helt nede ved bunden

der danner sig skygger
i et mørkt hav
med strukturer
der vidner om turbulens

der danner sig levende
nøjagtige skygger

langsom stigning
til overfladen


































delta

deltaet folder sig ud
ved havets begyndelse
og den rolige
sortdybe sø
signalerer
med åkander

mellem himlens
og jordens flade
er en udstrækning
af fugtighed
varme
og lys

den tempererede harmoni
den tropiske zone
vibrerer mellem
kulde og varme

mørke og lys
i en perfekt
afbalanceret tilstand

atmosfæren
er i
ligevægt

spændvidden mellem
det øverste
og nederste lag
er uproblematisk

udtyndingen
til lufttomhed
er synlig
for det trænede øje