Af: Third Eye Candy

Det er morgen

alt er blade og sol

prismer af vanddråber

hele skoven blinker af lys

Og nogle super fede højttalere

det er morgen og det er okay

jeg er sammen med drengene

og jeg er sammen med dyrene

Sig hej til egernet

sig hej til frøen

og tudsen

og firbenet

og sommerfuglen

og natsværmeren

og spidsmusen

og hugormen

og snogen og stålormen

stålormen som rigtigt hedder

mat-guld-metallic-ormen

Sig hej til drengene

Anders og Hans-Erik

Nathaniel og Christian

det er mine drenge

det er dem der giver

kærlighed til de her crazy

crazy stykker papir

det er dem der gir dem liv

det er drengene der får dem til at leve

Det er drengene der tænder bålet

også når der er

eldningsforbud

deres ild tænder himlen

deres ild sætter hele verden i brand

fordi de kan synge så al verdens ild

bliver tændt

som et tomtebloss

som et tomtebloss

lätantännligt*

Skal vi gå ned til åen?

der er vand

der er strømmende vand

klart som solstråler

skal vi forme skåle

af vores hænder

og se hvad farve

vandet virkelig har

det de kalder en å

er en flod

så bred og fuld af vand

så meget vand

at vi slet ikke forstår det

vores forstand

kan slet ikke rumme

så meget vand

Skal vi gå ned til åen og se

om vi kan finde noget vidunderligt

som solen der skinner

på de bittesmå krusninger på vandet

som små stykker af sølv

ligger solen på vandet

Skal vi gå ned til vandet

drenge?

og tage vores tøj af

og danse nøgne

hvor vandet er lavt

og svømme hvor vandet er dybt

skal vi gå ned til åen?

Skal vi gå ned til åen

og se om jeg har haft ret

i at kærligheden kræver det mod

som jeg altid har troet den kræver

hvis jeg ikke drukner i nat

så er det fordi

I elsker mig

Drenge, det føles

som om denne sommer er evig

lyset er mere klart end

det nogensinde har været

bladene er grønnere

end nogensinde før

jeg er fyldt med kærlighed

hvis jeg drukner

er det fordi i elsker mig

hvis jeg ikke drukner

er det fordi i elsker mig

og hvis jeg brænder

er det fordi i elsker mig

og hvis jeg ikke brænder

er det fordi i elsker mig

fordi jeres ild har sat verden i brand

en brand, der er evig som denne sommer

Firbenet har vænnet sig til mig

det ved at når jeg ser det

så tiltaler jeg det med

kærlighed

det kan lide jeg taler pænt

jeg kan se det i dets

søde øjne

så ved firbenet

at det trygt kan gå

på verandaens frønnede træ

det kære lille firben

jeg kan se dets hjerte banke

lige bagved forbenene

Drengene har vænnet sig til mig

de er begyndt at sige

søde ting til mig

hele tiden

de ved jeg kan lide det

de kan se det i mine øjne

når jeg går på verandaens

frønnede træ

og drengene siger

at jeg er smuk

så kan jeg smide tøjet

uden skyld

og uden skam

de er nogen dejlige drenge

de kan se mit hjerte banke

lige ved siden

af firbenets

Hvor er du

lille alf?

med din alfeghettoblaster

bagved klippen

hvad er dit navn?

noget med Ziggy?

noget med Stjernestøv?

sig det, sig det

jeg vil elske dig for evigt

hvis du fortæller mig

dit navn

Drengene kender

den lille alf

jeg tror jeg så dem i nat

gå om bag klippen

med nye bånd

til hans alfeghettoblaster

men måske var det

alligevel

en drøm

Forleden for jeg vild

jeg gik i skoven

og var kommet langt, langt væk

der var høje graner og store

mosgroede klipper

jeg gik op af et højdedrag

pludselig fandt jeg mig selv på en klippe

og så ud over den dybe skov

jeg anede ikke hvor jeg var

jeg var virkelig

sprunget vilse

men to ravne kom flyvende

på blå fjer

skinnende som metal i solen

”Råårk”, sagde den ene

”Råårk,” sagde den anden

Jeg tror egentlig bare

de talte om musik

men jeg fandt hjem

på den måde fandt jeg hjem

Og nu

er de kommet på besøg

der sidder en ravn

på hver af drengenes skuldre

så metallisk stråler de i solen

jeg kan godt lide metal

for Satan

Jeg kan også godt lide kærlighed

for Helvede

jeg vil gerne have mere af det

meget, meget mere af det

Jeg har været rundt om

samtlige blokke

set lidt mere end der skulle til

før øjnene faldt ud

og hørt mere end der skulle til

før ørerne faldt af

men jeg elsker

mine drenge

og mine drenge

elsker mig

Det er så meget

optur!

(Men der er en jeg elsker

mere end nogen

og han gemmer sig

bag klipperne

med sin alfeghettoblaster

og spiller det fedeste

rock’n’roll

jeg vil gerne høre mere

lille alf

meget mere

skru op!)

*Cornelis Wreeswijk

Dagens nullergøj: Hank von Helvete

I frigjorthedens skygge: En exorcisme

”Hvad laver I?”

”Vi boller, skat!”

Det første barndomsminde, jeg husker: Min mor og far har taget mig med til et kollektiv, de gerne vil bo i. Der er en mand, der sidder og skærer rødbeder, som han skal til at sylte. Han har et stort, busket skæg. Han ser flink ud. Jeg spiser et stykke af hans rødbeder, og nogen siger:

”Nu skal du ikke tage alle Carstens rødbeder!”

I det feminist-socialistiske, eksperimenterende og seksuelt emanciperede kollektiv Røde Fane hang der et klistermærke på enhver kommode og 2CV-bagsmæk. Der stod:

”Kvinder er stærke, mænd er fjender!”

Og kollektivets overhoved, Lebbe-Dronningen Ulla besluttede, at alle kvinderne nu skulle blive lesbiske. For det var vejen frem. Mænd er fjender!

Min mor havde ikke lige lyst til at blive lesbisk på daværende. Hun kunne godt lide min far, og de havde fået et barn. Mig.

”Hvordan kan du være så reaktionær-småborgerlig kernefamilie-agtig?”

Havde Lebbe-Dronningen spurgt. Min mor havde bare siddet på sengen med sit store smil og sagt:

”Nogen skal jo være det.”

Ikke at hun på nogen måde forrådte sin feministiske og socialistiske kerneværdier. Hun valgte karrieren fremfor at dyrke kernefamiliens værdier i yderligere grad. Så sandelig ikke. Thi frigjorthedens skygge var kastet, dens kim var sået, den første udgave af ”Kvinde, kend din krop” stod i reolen side om side med Maos Lille Røde. I frigjorthedens skygge voksede den giftige plante, hvis navn er Påtvungen Seksualundervisning Uden Varsel.

1985:

Jeg er 10 år gammel. Vi sidder i bilen, min mor og far og jeg. Det er som om det kommer helt ud af nogen form for kontekst: pludselig begynder min mor at fortælle om en slags ”knap” der giver kvinder seksuel nydelse. Den har et-eller-andet navn, men det undviger mig. Jeg er paralyseret af det overraskelsesangreb, jeg er udsat for. Jeg kan ikke huske, om jeg havde stillet et spørgsmål, der skulle lede frem til dette svar. Stillede JEG et spørgsmål? Var det en del af en større sammenhæng? Eller var det bare min mor, der syntes, at det skulle jeg vide, NU? mens vi kørte hjem fra Brugsen i Kongerslev. Jeg gik ud af bilen, forvirret. Senere på dagen rodede jeg rundt i mit underliv for at finde ud af, om der vitterlig var en KNAP, der ledte til direkte seksuel nydelse. Hvad dét så end var. Jeg fandt den ikke den dag.

1983:

Jeg sidder med min mor ude på toilettet. Hun tager sit bind ud af trusserne, folder det sammen i et stykke toiletpapir og lægger det på kommoden, inden hun lægger et nyt bind i trussen. Jeg udfolder atter det aflagte bind og betragter blodet og den måde hvorpå det har fortættet sig i bindets kerne.

1980:

Min mor konstaterede, at min afføring den dag havde en særlig rød farve. Hun spurgte:

”Er det fra RØVEN eller er det fra KUSSEN?”

Jeg vidste det ikke. Måske havde det noget med rødbeder at gøre. Carstens rødbeder. Jeg husker det ikke.

1982:

Høstfest i Sørens lade i Rostrup. Det har været en smuk, solrig dag. Kirstine og jeg havde været med til høsten, og vi sad i ladet med alt det tærskede korn, byg eller hvede, jeg husker det ikke. Men vi sad med fødderne i kornet, det var køligt og dejligt at stikke fødderne ned i. Vi legede i halmen, når ballerne var stablet op, og det duftede vidunderligt af sommer og høst. Vi sang til høstfesten. Pludselig rejste Ulla sig op, bankede i bordet og råbte:

”JEG ER LESBISK, OG JEG ER STOLT AF DET!”

Jeg burde have været en totalt frigjort teenager med styr på alting. De havde banet vejen for mig og gjort den bred.

1989:

”Har du fået menstruation? Gå du ind og fortæl det til din far.”

Jeg gjorde det. Fordi hun sagde jeg skulle. Jeg husker ikke mere fra den dag. Det er som om den er forsvundet fra min erindring. Dagen efter, i skolen, sagde Camilla, at nu var jeg kvinde. Jeg følte mig ikke som kvinde. Jeg følte mig nærmere som en mongol med ekstra mongol på. En mongol med blod ud af KUSSEN.

Jeg sveder blod. Belial, Behemoth, Beelzebub, Asforius, Satanas, Lucifer. Jeg græder blod! Jeg åbner brystkassen, så mit hjerte kan ånde, og salamandre og firben vælter ud!

Nå, så det er menstruation, jeg har fået! Det bløder som ind i Helvede fra min KUSSE. Jeg kan ikke være i min krop eller nogen andre steder. Det er som om blodet flyder til alle sider. Jeg er på Bornholm i et gammelt hus uden indlagt vand, brønden er i udhuset, og der er tørkloset, og blodet bliver bare ved og ved med at vælte ud. Jeg kan ikke være på stranden eller bade fra klipperne uden at dryppe blod overalt, og jeg kan ikke vaske mig. Og slet ikke finde ud af at bruge en tampon. Jeg var ingenlunde en frigjort teenager. Min egen mor mente, at jeg var sent udviklet.

1985:

Mine forældre sidder og taler med nogen af deres venner. Jeg keder mig. Jeg går ud på toilettet for at finde ud af, om jeg havde en vagina. Eller ved dens rette navn, en KUSSE. Jeg følte efter. Jeg var ikke sikker. Jeg kunne ikke finde den. Var den der, eller var den der ikke? Jeg kunne ikke spørge dem. det var pinligt, at jeg måske var vanskabt, og de sad derinde og drak øl.

Mine forældres Kærlighed varede til Døden dem skilte ad, og her tæsker jeg stadig rundt for at finde den. Finde en, der elsker mig trods min legio af indre mongoler. Jeg forstår at jeg til tider udviser en fremfærd overfor visse hankønsvæsener, som Robert Crumbs Afskyelige Snekvinde og åbenbart kun har til hensigt at presse min KUSSE ned over hovedet på dem, så dem jeg bedst kan lide løber skrigende væk. Jeg kan ikke gøre for det, det er de der smådværge, som har søbet i fostervandet, som er gjort af den giftige saft fra Den Påtvungne Seksualundervisning. Dem, som bider på krogen er tilsyneladende ligeledes fordærvede. Belial, Behemoth, Beelzebub, Asforius, Satanas, Lucifer. Må giften blive lutret af Helvedes flammer.

Jeg blev belært om socialisme og Marx og RØV og KUSSE og systemets udbytning af arbejderne, men ikke om Kærlighed, aldrig om Kærlighed så fin og ren som frostklare stjerner og duftende vildroser.

Måske var det meningen at RØV-KUSSE-snakken skulle lære mig at elske mig selv. At min krop var min. Så langt så godt. Sex blev en dag normalt, jeg fik styr på det. Men ikke på Kærligheden, aldrig på Kærligheden!

Og så, pludselig – 1995:

Lebbe-Dronningen Ulla skulle giftes. Med en MAND! En rig mand, endda. Et kirkebryllup i al dets småborgerlige hellighed. Det stod da klart, at den eneste fra kollektivet Røde Fane, som var forblevet lesbisk, var hende, der allerede var det i forvejen.

No shit!

Og sex blev rutine og kroppen rutine. Tamponerne sidder perfekt. Nu er jeg bare så skide frigjort. Teenagemongolen blev også voksen en dag. Jeg kan tale om min KUSSE uden at rødme og vise den frem til et udvalgt publikum. Jeg kan knalde som en anden dag på kontoret, knalde mine venner uden fnidder og mine venner kan knalde mine venners venner og vi kan bytte kærester på kryds og tværs. Mens vi hører vore medsøstre bræge om ligestilling i det danske samfund. Og smider om sig med de samme klicheer som dem på klistermærkerne i kollektivet Røde Fane. Og mine medsøstre bræger videre og videre om uligheder mellem mænd og kvinder i det danske samfund. Om kønsneutralitet og kønnet som social konstruktion og sexobjektivisme. Mens verden brænder under fødderne på kvinder i den tredje verden. Og Kærligheden er vildfaren som en plasticpose, taget af vinden.

Fuck jer.

Tag jeres klicheer og stik dem op i KUSSEN hvor de kom fra!

Nymfen och prinsen

"Om du vill känna världen: Kom med mig. Det är okej. Ingen kommer att dö. Jag är bara ett barn av naturen. Och du är en prins som kommer att bli kung av Jorden. Därför, kom med mig. Ingen kan vara kung som inte känner sig själv.

Sjön är mörk på kvällen och vattnet är djupt. Regnet faller tungt och mörkret skimrar.

Jag har fötter som kliver lätt på näckrosornas blad. Vill du göra samma sak - kliv försiktigt på ytan av vattnet. "

Prinsen följer nymfen. Hennes ögon är gröna som lövets tak under solen i maj och hennes kropp är öppet som vägen som hon visar honom. Hennes fötter spreder eld på vattnet. Hans blå ögon möter hennes när hon vänder sig och ler; kronan faller av hans ljusa hår, och hon sjunger som hon går. Oskyldig som han är, sträcker han sig efter hennes händer, och med varje steg han sjunker djupare, och med varje steg ler hon mer.

För han ska bli kung nu!

Hans namn skall vara Sha Nagba Imuru:

Han som såg ner i djupet.

Sha Nagba Imuru: Standardversionen af Gilgamesh-eposets oprindelige titel

Reptiler

Jag kommer inte slå ihjäl mig för hans skull

jag vill inte dö för hans skull

inte för att jag älskar honom

men i mitt bröst känns som det

som om tusentals reptiler har smugit sig in där

slangar, grodor, salamandrar, krokodiler

och de inte kan vara där

de väser och kryper och gnagar

klättrar över varandra och biter

och skrapar insidan av benen

med sina vassa klor och tänder

nej, jag kommer inte öppna mitt bröst för att få ut dem

när han placerade dem där -

det måste vara hans uppgift

annars hållar jag dom

som minne

för vår kärlek

Herfra til evigheden

Jeg har været alt for langsom til at forstå

at du er den bedste af dem alle

der var så meget der åd mit udsyn:

begravelser, pis og damage control

men jeg kan se

at det der sker nu min skat

har lagt et panser om alt hvad du er

placeret en lindorm

omkring dit søde væsen

Du er Københavns bedst bevarede hemmelighed

sværere at kende end nogensinde før

der er et Helvede i gang

som jeg gerne vil vide noget om

og du kan ringe dag og nat

jeg kan tage det, jeg ved godt

hvordan det er når verden er tiltet

og hospitalsgangene er Skærsilden

men så kommer der noget ud af det blå

med en chance til, uden regning

jeg vil gerne være den

der gør det for dig

men jeg kan ikke finde dig

for du står ikke på Krak og der

er et fjols der ikke vil

give mig dit nummer

For den aften til Allan Olsen

hvor jeg tog jeg din hånd og holdt den

hele vejen hen til fadølsanlægget

det var første gang nogensinde at din hånd

var i min og jeg

ville ønske at

jeg aldrig havde givet slip

Alle de selvudnævnte orakler, De

Litterære Helligheder

de når dig aldrig til knæene

du har så meget mere at sige

havde det gjort en forskel hvis

jeg havde taget masken af?

der var ting og prioriteter og kærester

alt det du havde at lave og dødsfald

og redaktioner og et lillebitte

”os”

Måske er det for sent

men du skal vide

at alting gir meget mere mening med dig

og hvis det er for sent så håber jeg

at en engel om nødvendigt

råber ind i dit ansigt

at fra den aften til Allan O

ville jeg holde din hånd herfra og til evigheden

måske kræver det et mirakel

og det er straffen for

at elske så meget og dum nok

til at holde sin kæft med det

jeg kender de skygger, som ler af mig

dag og nat

men jeg kender ikke dine, og desværre

er enhver sit eget Helvede nærmest