lørdag den 14. januar 2012

Duellen - en BILTEMA novelle

Tågen lå tæt over de bløde bakker og skjulte alt jordisk liv, men steg langsomt, som solen opvarmede jorden, og siloerne rejste sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere. I landsbyerne ringede kirkeklokkerne med malmfulde klange. Stokrosernes erigerede stængler smøg sig kælent op af gulkalkede mure og faste rødsten.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunnellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stilke sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder gned deres øjne, tog skjorter og bukser på, lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i glad kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet og begyndte straks at soignere og slikke sig. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens den hvide gårdand, Henrik, pressede sig imod de stive siv ved vandhullet. Sommeren var varm og frugtbar.

Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod den unge kusk, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sit morgentoilette. Adrians mørkebrune hår var skrabet tilbage i en tæt hårpisk, og de mørke øjne under de brede øjenbryn spejdede alvorligt mod horisonten. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Margrethes hengivenhed for Adrian forblev ubesvaret, men hun anede ikke hvorfor. Hendes barm var frodig, hendes hår var lyst som spundet guld, og hendes øjne var som klare søer i det blomstrende landskab, som udgjorde hendes smukke ansigt. Alle landsbyens mænd bedårede hende, selv husbonden havde al sin opmærksomhed rettet mod hende, når hun kom gående over de toppede brosten med åget med de to junger over de velformede, feminine skuldre. Enhver ungersvend, som kom til gården så på hende med store øjne. Selv havde hun kun øjne for Adrian. Men han havde ikke øjne for hende. Han formelig så lige igennem hende. Hendes hjerte græd hver gang Adrian distræt sagde godmorgen uden at ænse hendes unge skønhed.

Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham varm, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Han havde alle dage elsket at overvære en god strid. Men denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme af Fjæsingegaard.

Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Han var from og satte pris på de gamle dyder. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til den åbne karet.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård og afleverede distræt dagens post til karlen. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede med en ildevarslende klang. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var blegt som porcelæn. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere ... en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme træstykkerne, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu stod duellen med pistoler. Det var Frederik, som havde udfordret Grev Henrik af Fjæsingegaard til duel med det klassiske handskeslag. Henrik havde talt spottende om Frederik. Henrik havde kaldt ham ukvemsord, som selv den mest tolerante ville mene skulle satisfakteres. Og som den udfordrede havde greven valgt våben. Og han valgte pistolen!

En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk under stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men i dag skulle denne fredens plads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa. Hvad gør en klog sekundant nu?

"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var... at Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Louise var en smuk kvinde. Hun var datter af herremanden til Guldliljehus. Hendes øjne var som mørkeblå skovsøer, hendes gang ædel, hovedet var rejst højt i stolthed. Hun klædte sig i det skæreste purpur med guldbrokade og hvide hermelinshaler. Hendes ansigtstræk var fine og stærke, som var hun af sand vikingeæt. Jomfru Louise og Frederik var fra barnsben bestemt for hinanden. Men når Adrian betragtede deres samvær, så han sjældent andet end en from hengivenhed, som var de broder og søster. De læste digte for hinanden, og talte elegant om de billeder og gobeliner, som prydede deres gårde. Jomfru Louise fortalte ofte Frederik om lægeurter og ædle vine fra Frakrig og Italiens land. Hun lærte ham om årets gang og skyernes navne. Mens Frederik fortalte hende om jagtens glæder og ølbrygningens velsignelser. Stundom røg de pibe sammen og lo og pjattede i skumringen og løftede ølkrusene højt og slog dem mod hverandre. Men kys havde Adrian aldrig set.
Adrian tænkte sig væk, mens den tunge, åbne karet stred sig over den knasende grusvej. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...

Da lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik, som forsøgte at holde sin arm rank og rettet mod greven grinende fjæs.

"Nådige greve," bad Adrian. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om hans røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"

Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!

Duggen faldt blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænkte på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.

onsdag den 11. januar 2012

Hyldest til G via Kingo

Hvad laver du, Kingo?
Jeg spiller den af, kan du nok se.
Jamen hvorfor, Kingo?
Jeg har lige skrevet en salme.
Jamen, Kingo, hvorfor skal du så spille den af?
Fordi det tænder mig.
Jamen, hvorfor tænder det dig, Kingo?
Fordi salmer er et turn-on.
Jamen, Kingo, hvorfor er det et turn-on at skrive salmer?
Fordi det bringer mig i kontakt med Gud
Er det et turn-on at være i kontakt med Gud
Øh – ja!
4real?
4real.
Jamen, Kingo..
Jamen, HVAD?
Mener du det?
Om jeg mener det?
Ja…
Mener hvad?
At det tænder dig at skrive salmer?
Om det tænder mig at skrive salmer?
Ja?
Okay, så.
Okay?
Ja, okay!
Okay, hvad?
Ja, for helvede. Det, der virkelig tænder mig, det er Søren
G.! Ja, så har jeg sagt det! Er der mere, du vil vide?!