Tågen lå tæt, og steg langsomt, mens solen opvarmede jorden, og siloerne åbenbarede sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stængler sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En vildfaren hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens anden, Henrik, pressede sig imod de stive siv. Sommeren var varm og vild.
Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod kusken, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sin morgentoilette. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham elektrisk, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Og denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme.
Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til kareten.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var karrygult. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere...en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme de træstykker, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu pistoler, åh....
En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk udner stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men idag skulle denne fredsplads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa – hvad gør en klog sekundant nu?
"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var...At Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...
Så lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik.
"Nådige greve," bad han. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om grevens røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"
Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!
Duggen faldt blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænkte på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.
Milde jesus da ...
SvarSlet